Udenrigsminister Anders Samuelsen siger det ikke højt og særligt ikke lige efter et landsmøde, hvor han netop har fejret sit partis 10-årsjubilæum som forkæmper for det liberale Danmark.

Men LA-formanden har vekslet en af partiets helt centrale mærkesager, de historisk høje skattelettelser, til noget, der mest af alt ligner en historisk stor tilbagegang. Siden valget i juni 2015 har hver fjerde vælger således forladt Liberal Alliance.

Og så har Samuelsen mere til fælles med SF’s Pia Olsen Dyhr, Alternativets Uffe Elbæk og Enhedslistens Pernille Skipper, end man umiddelbart skulle tro. Sammen med de øvrige tre politiske frontfigurer repræsenterer Anders Samuelsen et af Folketingets fløjpartier, dvs. partier, der i praksis kun kan opnå politisk indflydelse, når lige præcis ’deres’ statsministerkandidat har magten. Se figur 1. 

”Fløjpartierne kan i realiteten kun pege på én statsministerkandidat, og derfor er deres politiske manøvrerum mindre end partierne tæt på midten. Det er et problem, til gengæld har de lettere ved at have en klar og tydelig ideologisk profil,” siger statistik- og valgekspert Kenneth Thue Nielsen fra Methods.dk.

I denne måned holder de to største af fløjpartierne, Liberal Alliance og Enhedslisten, deres årsmøder. Begge partier er meget bevidste om at nyfortolke fløjpartiets rolle og ikke mindst dets muligheder for at få indflydelse.

Som erfaringerne fra Liberal Alliances rejse fra støtteparti til regeringsparti viser, er den manøvre svær. Alliancens årsmøde fandt i denne weekend sted i skyggen af særdeles dårlige meningsmålinger. Omvendt vil Enhedslisten i slutningen af april kunne holde årsmøde i lyset af rigtig gode meningsmålinger. Se figur 2.

Samtidig forbereder Enhedslisten sig minutiøst på, hvordan de i modsætning til Liberal Alliance både kan opnå indflydelse og bevare vælgertilslutningen, hvis ’deres’ statsministerkandidat, Socialdemokratiets Mette Frederiksen, vinder det kommende valg. Senere i artiklen løfter vi sløret for Enhedslistens køreplan. Men først Liberal Alliance.

Samuelsens selvmordsbælte

Gennem de seneste snart tre år har Anders Samuelsen forsøgt og forsøgt at maksimere sit partis indflydelse. Undervejs har han flere gange truet med at vælte Lars Løkke Rasmussens regering. Havde han gjort alvor af sine trusler, havde Lars Løkke kun haft to muligheder: Han kunne træde tilbage og overlade Statsministeriet til socialdemokraterne eller udskrive et folketingsvalg, hvor både han og Liberal Alliance efter meningsmålingerne at dømme ville have tabt stort.

Historisk set har et fløjparti i to tilfælde ikke bare truet med, men også rent faktisk trukket støtten til ’deres’ statsminister – og i begge tilfælde var vælgernes dom særdeles hård.

Det første eksempel er fra 1983, da Fremskridts­partiet havde de afgørende mandater, men stemte nej til en finanslov. Som konsekvens udskrev den konservative stats­minister, Poul Schlüter, valg. Fremskridtspartiet tabte 10 af sine dengang 16 mandater, mens Schlüter selv fik sit hidtil bed­ste valg. Efter valget kunne Schlüter danne regering uden at skulle tælle Fremskridtspartiets stemmer med.

Det andet eksempel er det dramatiske forløb helt tilbage i 1967, hvor SF som støtteparti til en socialdemokratisk regering blev spaltet i to.

Et flertal i partiets folke­tingsgruppe sagde ja til den socialdemokra­tiske regerings indgreb i overenskomster og løndannelse, men da seks medlemmer i partiets folketingsgruppe stemte imod, bragte det regeringen til fald. De seks stiftede herefter Venstresocialisterne, stil­lede op ved det efterfølgende valg i januar 1968 og blev reduceret til fire. Også Socialdemokratiet gik tilbage og måtte afgive regeringsmagten.

Derfor har Samuelsen med sine trusler virkelig spillet højt spil.

”Havde jeg ikke haft det selvmordsbælte rundt om maven, var vi ikke kommet i regering. Resultaterne, de kommer nu,” sagde han op til partiets landsmøde i 2017.

Her præcis et år senere viser et blik på resultattavlen, at de bebudede resultater ikke rigtig er kommet endnu. Op til landsmødet i weekenden var Samuelsen da også anderledes nøgtern.

”Skal jeg bøje nakken, fordi vi ikke er kommet så langt, som vi gerne ville? Nej, det synes jeg ikke. Jeg retter ryggen og siger, at det er da fantastisk, at vi er nået så langt, som vi trods alt er,” sagde han i et interview med Børsen i sidste uge.

Vilhelmsens deroute

I hele forløbet har LA-formanden meget bevidst forsøgt at redefinere fløjpartiets rolle for bl.a. at undgå den skæbne, som blev SF til del i den forrige regeringsperiode. SF var dengang som nu et af Folketingets fløjpartier, men trådte for første gang i partiets historie i regering efter valget i 2011.

Dengang måtte SF’erne sande, at der ikke var flertal for særligt den nyorientering af den økonomiske politik, som partiet var gået til valg på. Alligevel fastholdt SF’erne ønsket om at gå i regering og måtte i de efterfølgende mere end to år lægge stemmer til bl.a. en skattereform med lettelser af topskatten. Det gik dog først rigtig galt, da regeringen solgte en del af sine aktier i energiselskabet Dong, det nuværende Ørsted. Efter et tumultarisk opgør trak partiets daværende formand, Annette Vilhelmsen, partiet ud af regeringen. I hele perioden blødte SF stemmer, og ved det efterfølgende valg blev partiet halveret.

I denne valgperiode har Anders Samuelsen igen og igen understreget, at han ikke ville lave en SF’er. Men han er – måske – på vej.

”Anders Samuelsen har hele tiden villet undgå at komme i samme situation som SF, men han er tæt på at lave en SF’er. Helt som SF bliver Liberal Alliance klemt, denne gang er det mellem Venstre og Dansk Folkeparti,” siger professor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.

Selv siger Samuelsen, selvfølgelig, at Liberal Alliance allerede har opnået langt mere end SF gjorde i sin tid. Set udefra virker det, som om den forskel skal måles med et meget fintmærkende instrument.

I praksis er den store forskel blot, at Liberal Alliances ministre stadig sidder i ministerkontorerne. 

Krav til næste dronningerunde

Helt ligesom Anders Samuelsen har evalueret, hvordan det gik med SF i valgperioden 2011-2015, har Enhedslisten nærstuderet ikke bare udviklingen under Helle Thorning-Schmidts regering, men også Liberal Alliances positionering i denne valgperiode.

På den baggrund har partiet med folketingsmedlem Pelle Dragsted i spidsen udarbejdet en ny parlamentarisk strategi, der ofte omtales som Enhedslistens røde linjer. Den træder i kraft umiddelbart efter næste valg, hvor Enhedslisten ligesom andre partier skal pege på deres kandidat som forhandlingsleder under den såkaldte dronningerunde.

”Ved valget i 2011 pegede vi på Helle Thorning-Schmidt uden at stille betingelser. Nu åbner vi for at spille en mere aktiv rolle, hvor vi kan skrive mere på det stykke papir, vi afleverer til dronningen,” siger han.

Her har Pelle Dragsted og Enhedslisten ladet sig inspirere af Radikale Venstres praksis med ikke alene at pege på en forhandlingsleder, men også tydeliggøre de politiske prioriteringer. Rammerne kan f.eks. være, at en socialdemokratisk ledet regering under Mette Frederiksen ’ikke øger uligheden og heller ikke øger klimabelastningen’.

De rammer opstiller Enhedslisten ud fra en gennemgang og analyse af dets egen rolle som støtteparti i 2011-2015 og af forløbet med Liberal Alliance i denne valgperiode.

”Vi lavede gode ting med de socialdemokratisk ledede regeringer fra 2011 og frem. Et eksempel er tre finanslovsaftaler. Men regeringen forhandlede også ofte endnu mere omfattende aftaler igennem med de borgerlige. Her er det særligt skattereformen fra 2012, der var en torn i øjet,” siger Pelle Dragsted.

Trods de tre finanslovsaftaler blev resultatet samlet set, at uligheden røg i vejret. Altså den stik modsatte udvikling af det, Enhedslisten står for.

”En socialdemokratisk regering må selvfølgelig gerne lave aftaler med højrefløjen, men der er en nedre grænse for, hvad vi kan være med til. Det kan lyde meget voldsomt, men jeg tror ikke, at det er så meget anderledes for andre partier,” siger han og spørger retorisk om Dansk Folkeparti ville acceptere, at Lars Løkke lavede en stor udlændingeaftale med venstrefløjen, der lempede på udlændingepolitikken?

Den politiske atombombe

I sidste ende kan det ende med, at Enhedslisten trækker sin støtte.

”I alleryderste konsekvens er truslen, at vi ikke længere er parlamentarisk grundlag for en regering, men jeg håber ikke, at vi kommer dertil. Det her skulle gerne have en forebyggende effekt, så vi forhindrer de værste ting,” siger Pelle Dragsted.

Der er altså tale om en slags politisk atombombe, der skal afskrække bestemte handlinger, men kun nødigt bruges. Ligesom med en rigtig atombombe er truslen kun troværdig, hvis det er sandsynligt, at den bliver brugt – eller selvfølgelig, at det slet ikke er sandsynligt, at man kommer i nærheden af den situation, hvor bomben evt. skulle kastes.

Det er derfor værd at se på indholdet i de rammer, som Enhedslisten er ved at opstille, og hvor to af de røde streger i sandet vil være, at uligheden ikke må stige, og klimabelastningen ikke må forøges. Det er to politiske krav, som ikke nødvendigvis vil udfordre hverken socialdemokrater eller for den sags skyld de radikale.

På den måde adskiller Enhedslistens røde streger sig en del fra Anders Samuelsens.

”Samuelsen har prøvet grænserne af for, hvordan man som parlamentarisk grundlag kan presse regeringen.  Men deres fejl var at stille et krav, som Løkke Rasmussen ikke kunne levere på, uanset hvor gerne han ville. Det er en vigtig lærdom. Der er ikke meget ved at få skrevet noget ind i et regeringsgrundlag, hvis ikke der er flertal for det i Folketinget. I vores opfattelse har Liberal Alliance stillet de forkerte krav og har derfor spændt buen alt for hårdt,” siger Pelle Dragsted.

Enhedslisten vedtog sin parlamentariske strategi i oktober sidste år. Siden er den bl.a. blevet afprøvet i forbindelse med diskussionen om Socialdemokratiets udlændingepolitiske udspil i januar. Enkelte medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse mente efterfølgende, at forslaget om at oprette lejre for asylbehandling i f.eks. Nordafrika udfordrede deres politiske grænsestreger så meget, at det kunne udløse partiets politiske atombombe.

Ud fra den diskussion udpeger Pelle Dragsted den tredje overordnede ramme for partiets støtte til en mulig socialdemokratisk ledet regering. 

”Hvis en regering sidder på vores mandater, skal den respektere de internationale konventioner, men vi skal ikke hele tiden sætte spørgsmålstegn ved en socialdemokratisk regering. Jeg synes først, at vi skal diskutere det, når der er et helt konkret grundlag,” siger Pelle Dragsted.

Derfor indebærer Enhedslistens nye strategi en vis intern disciplinering.

”Vi skal tilgå strategien med stor forsigtighed. Debatten er ikke egnet til, at enkelte medlemmer af vores hovedbestyrelse melder deres personlige holdning ud. Det håber og tror jeg, at vi vil være i stand til,” siger han.