Lars Løkke Rasmussen omtales ofte som politisk håndværker i særklasse, men han er samtidig en af de få danske politikere, der har sat ord på den danske drøm. Det skete i en tale til Venstres landsmøde i november 2009, godt et halvt år efter at han blev statsminister for første gang.

På det tidspunkt havde Lars Løkke lige mødt USA’s præsident Obama og var dybt inspireret. I talen fortæller han først om den amerikanske drøm og fortsætter så med sit bud på, hvad der kan være en dansk drøm, fordi, som han siger det til landsmødets knap 1000 delegerede: ”En nation, der drømmer, er en nation, der motiverer sig selv”.

For en politisk håndværker som Lars Løkke Rasmussen er det selvfølgelig ikke nok at drømme, så i talens næste åndedrag oversætter han sine drømme til 10 konkrete mål, som ”Venstres projekt skal bygges op om i det kommende årti.”

Det er store ord. Men medierne og offentligheden overser i vidt omfang Løkkes 10 konkrete mål og fokuserer i stedet på det forestående klimatopmøde i København.

Med de 10 mål stikker statsministeren ellers hovedet langt ind i løkken. Målene er meget konkrete og indeholder tal, så vælgerne hele tiden kan tjekke, om Løkke og Venstre fører Danmark nærmere de opstillede mål. Men Løkke er helt på det rene med, at så konkrete mål forpligter. Det er lige præcis meningen, fortæller han sine partifæller.

”Vi har brug for noget, befolkningen kan holde os op på,” sagde han i 2009.

Elastik i metermål

Nu, hvor halvdelen af tiden fra 2009 til 2020 er gået, og Lars Løkke Rasmussen er blevet statsminister for anden gang, er vurderingen helt anderledes. Venstres projekt skal ikke længere bygges op omkring målene fra 2009, men om fire pejlemærker eller ledestjerner, der angiver en retning for udviklingen. Se figur 1.

[graph title="Fra mål til pejlemærker" caption="Figur 1  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/c7fc2-jre_fig01_fra-mul-til-pejlemerker_web.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/d8839-jre_fig01_fra-mul-til-pejlemerker_web.png" text=" De 10 mål fra 2009 var bindende og operationelle, mens pejlemærkerne fra 2015 alene udtrykker en retning."]Kilde: Tale på Venstres landsmøde i 2009; interviews i Berlingske og Politiken, august 2015. [/graph]

Alt det, befolkningen kan holde Lars Løkke Rasmussen op på, er forsvundet.

”Målene er blevet afløst af pejlemærker. De er ikke så konkrete og kan opgøres på rigtig mange forskellige måder. Med pejlemærkerne skaber han en platform for, hvornår han kan sige, han har succes med sin politik,” siger Peter Bro, der er professor i journalistik ved Syddansk Universitet.

For Peter Bro er Løkkes fire pejlemærker et eksempel på det, han kalder moderne politisk kommunikation.

”Politikerne har mere end nogensinde før fokus på at vinkle deres kommunikation, så de i virkeligheden taler om værdier og ikke om mål. Det er mere abstrakt, og derfor bliver det også sværere for borgerne at afgøre, om politikeren har succes eller ej.”

På den anden side, og det er vigtigt, så har de fleste mennesker svært ved at forholde sig til hele 10 forskellige målsætninger. Peter Bro siger lige frem, at god kommunikation som en tommelfingerregel kun kan handle om tre ting samtidigt. Og hvor det målbare forsvinder, så øger reduktionen fra de 10 mål til de 4 pejlemærker overskueligheden.

Så selv om Løkke pejlemærker er oppe i den mere abstrakte ende af kommunikationen, og selvom man stort set ikke kan måle og veje fremgang eller tilbagegang i forhold til målene, så prioriterer Løkke lige så meget, som han kommunikerer.

”De fire pejlemærker er ikke så meget mål, som de er værdier. Han udpeger de områder, han vil have særlig opmærksomhed på, og det er de områder, der lige nu er mest i fokus. Den ros skal han have,” siger Peter Bro.

I bund og grund siger Lars Løkke Rasmussen, at flere skal i arbejde, der skal være flere private job, kernevelfærden skal forbedres, og der skal være færre asylansøgere.

[quote align="right" author="Christian Kock, professor i retorik"]Pejlemærkerne er ekstremt elastiske og nemme at leve op til.[/quote]

Det er klar tale, men i hvert fald tre af dem er mål, de fleste vil være enige i. Og når det kommer til opfyldelsen, så hjælper selv en beskeden vækst i sig selv Løkke i mål. Der skal i princippet bare være en ekstra dansker i arbejde, før Løkke kan løfte armene i vejret.

Kommunikationen er godt nok prioriteret, men den er bestemt ikke ambitiøs.

”Pejlemærkerne er ekstremt elastiske og nemme at leve op til,” siger Christian Kock, professor i retorik ved Københavns Universitet.

Ingen drøm om vindmøller, skoler og universiteter

Selve reduktionen fra 10 til 4 øger overskueligheden. Men reduktionen betyder så også, at Løkke fjerner nogle af emnerne fra 2009-målene.

”Den store forskel er de mål, der ikke er kommet med fra listen med de 10 i 2009 til listen med de kun 4 i 2015,” siger Christian Kock.

I løbet af de seks år forsvinder flere overraskende emner fra Løkkes prioriterede interesser. Christian Kock peger på, at Løkke ikke længere nævner behovet for, at skoleelever skal klare sig godt i læsning og matematik, eller at et dansk universitet skal op blandt de 10 bedste i Europa. Væk er også målene for velstand og rigdom og tankevækkende nok også målene for energieffektivitet og vedvarende energi. Tilbage i 2009 begrundede Løkke Rasmussen netop energimålene med, at ”høj energieffektivitet og en høj andel af vedvarende energikilder er en ren vindersag.”

Siden har Venstre haft en lidt mere tvetydig opfattelse af særligt den vedvarende energis betydning, og i regeringsgrundlaget taler man nu om ”den grønne realisme”, hvor der er balance mellem mål og effektive virkemidler. En høj andel af vedvarende energi er ikke længere en selvfølgelig vindersag.

Bagsiden ved 2009-målene

Det gode spørgsmål er så, om Lars Løkke Rasmussens drøm i 2009 og hans 10 ambitiøse mål i virkeligheden er en mere ærlig og bedre kommunikation end de fire mere vage pejlemærker.

Nej, egentlig ikke, siger Christian Kock. For ambitionerne handler ikke så meget om, hvordan borgernes behov opfyldes bedst muligt, men om hvordan Danmark klarer sig i en international konkurrence.

Tilbage i 2009 opstiller Løkke Danmark, som om landet er et hold, der skal konkurrere i flere meget forskellige discipliner. Som statsminister drømmer Løkke om topplaceringer på internationale ranglister, uanset om det gælder økonomisk rigdom, skoleelevernes kundskaber eller anvendelsen af vedvarende energi. Også universiteterne skal have et gevaldigt løft, og arbejdsudbuddet skal kunne tåle sammenligning med de bedste.

[quote align="left" author="Christian Kock, professor i retorik"]Når man ser på udviklingen, siden Løkke Rasmussen formulerede sin 10 mål, så virker det, som om meget af det var tomme ord.[/quote]

Punkt for punkt vil Løkke benchmarke Danmark med de bedste. I 2020 skal Danmark være i top-10, i top-5 eller i top-3.

”De 10 mål er specifikke, tydelige, og de fleste er konkrete og målbare. Men det er også, som om Danmark deltager i en nærmest olympisk konkurrence med de andre lande, hvor Løkke Rasmussen lægger vægt på Danmarks placering i forhold til de andre lande, og ikke på hvor god Danmark er til at opfylde borgernes eller virksomhedernes behov,” siger Christian Kock.

For enkelte af målene var der – og er der stadig – lang vej til opfyldelse. Løkke drømte f.eks. om, at Danmark skulle have et universitet på den europæiske del af top-10 på The Times Higher Education World University Rankings årlige liste. På listen fra 2014/15 er DTU som nummer 36 det bedst placerede danske universitet på den europæiske del af ranglisten. Der er et stykke op til top-10.

”Når man ser på udviklingen, siden Løkke Rasmussen formulerede sin 10 mål, så virker det, som om meget af det var tomme ord. Universiteterne er ikke kommet tættere på top-10, og ser man på, hvad der sker lige nu, hvor hans regering vil spare 2 pct. på universiteterne i de næste fire år, så hjælper det ikke med at opfylde det mål,” siger Christian Kock.

De 10 mål, som Venstres projekt skulle bygges op om i det kommende årti, har mistet deres betydning, og Venstre bygger i stedet sit projekt op omkring fire pejlemærker, hvor ambitionsniveauet for de tre er så lavt, at bare den mindste økonomiske vækst vil opfylde dem og sende flere danskere i arbejde, skabe flere private job og øge kernevelfærden. Ambitionen om at reducere antallet af asylansøgere afhænger helt på samme måde som de tre øvrige af udviklingen uden for Danmarks grænser. Den gør det lige nu svært for Lars Løkke Rasmussen at leve op til sit pejlemærke.