Regeringen har nærmest i al ubemærkethed opbygget et omfattende politisk kompas i form af over 100 mål, som den bruger til at styre Danmark efter.

Det viser en stor kortlægning, som Mandag Morgen har foretaget af regeringens politik. Det er første gang, at der bliver foretaget en sådan samlet kortlægning. De mange mål omfatter en perlerække af emner. De handler bl.a. om at styrke danskernes sundhed, skaffe flere unge en uddannelse og øge Danmarks velstand.

Kortlægningen viser også, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har svært ved at indfri mange af sine mål. Han er f.eks. ikke i nærheden af at nå sine økonomiske mål om bl.a. 55.000-60.000 flere beskæftigede og øge væksten med 80 mia. kr.

De mange mål banker også en tyk pæl gennem myten om, at Lars Løkke er en politisk fedtspiller, der holder sig tilbage fra at udstede gyldne løfter til vælgerne og hellere vil måles på få konkrete pejlemærker som at sikre flere private arbejdspladser, færre på offentlig forsørgelse og færre asylansøgere.

Reelt bliver regeringen konstant testet på et hav af målbare områder og får løbende karakterer for, om udviklingen peger i den rigtige eller den forkerte retning. Ifølge professor i statskundskab ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen kan de mange mål være med til at give større synlighed.

”Der er en tendens til, at man måler på mere og mere. Nogle af målene er ganske vist lidt vage og har mere karakter af bla bla. Men det er bemærkelsesværdigt, at man måler på så mange indikatorer, som jeres kortlægning viser. Man pinder noget ud, som man skal holde øje med. Og når der først er opstillet indikatorer, der måles på, så sætter det automatisk en dagsorden, hvis det går op eller ned,” siger Jørgen Goul Andersen.

Den seneste statusopgørelse fra Børne- og Socialministeriet viser f.eks., at der er fremskridt at spore på seks ud af de ti sociale mål, mens resten er uændrede, går tilbage eller endnu ikke kan måles.

Mens regeringen har sat fuld blus på bekæmpelse af ghettoer og parallelsamfund, viser Udlændinge- og Integrationsministeriets egen nye status her fra april, at det går fremad på fem ud af ni områder for integration.

På sundhedsområdet viser regionernes nyeste status for de nationale mål, at 19 ud af 31 indikatorer om bl.a. hjertedødelighed, forebyggende indlæggelser for ældre og kræftoverlevelse peger i den rigtige retning. På de ni andre områder går udviklingen i den forkerte retning eller er status quo.

De nationale sundhedsmål er formentlig det bedste eksempel på, hvordan et politisk fokus på udvalgte velfærdsmål, kan sive ned gennem systemet og påvirke frontpersonalets indsats. Som Jakob Kjellberg, professor og programleder for Sundhed i VIVE, udtrykker det:

”De otte mål er et signal til hele sundhedsvæsenet om, hvad hele samfundet mener er det vigtigste. I stedet for først og fremmest at måle på processer og aktivitet, ser man mere og mere på de resultater, man skaber for patienterne,” siger Jakob Kjellberg.

Økonomiske mål skrider

På nogle områder går det altså godt for regeringen med at indfri de mange mål. På andre områder kniber det. De økonomiske mål er et eksempel på, at regeringen har svært ved at leve op til flere af sine egne målsætninger, og dermed skrider det økonomiske fundament under regeringen.

Regeringen har et mål om at øge beskæftigelsen med 55.000-60.000 personer frem mod 2025, men intet tyder på, at den når i mål med det. Regeringens hidtidige reformer har kun øget beskæftigelsen med få ekstra personer. En beregning foretaget af den liberale tænketank Cepos på baggrund af opgørelser fra Finansministeriet viser, at Løkkes foreløbige reformer samlet set kun har øget beskæftigelsen med ca. 3.500 personer.

Selv om han har sænket skatten med knap 15 milliarder kr., er skattereformerne skruet sammen på en måde, så de ikke bidrager det store til at øge arbejdsudbuddet. Der er heller ikke den store vilje hos Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti til at lave store strukturelle reformer. Og der er derfor langt op til målet om at hæve beskæftigelsen med de bebudede 55.000-60.000.

Cepos-direktør Martin Ågerup tror ikke, at regeringen kan nå sit mål.

”Der er meget, meget lang vej til målet. Den type af reformer, som er nødvendige for at nå dette mål, er uopnåelige for øjeblikket pga. den politiske debat og holdningerne hos DF og S. Havde regeringen sænket skatten med næsten 15 milliarder kr. på en måde, så det gav mest på velstand og arbejdsudbud, kunne den være kommet pænt langt. Men det har den ikke gjort. Det er mærkeligt, at den har nogle meget ambitiøse målsætninger og så har et ret afslappet forhold til at få dem gennemført,” siger Martin Ågerup.

Regeringens økonomiske mål om en vækst i det offentlige forbrug på maksimalt 0,3 pct. skrider også. Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) har opjusteret sit skøn for, hvor meget det offentlige forbrug stiger i år. Han anslår, at væksten nu bliver 1,0 pct. Det er dobbelt så meget, som han anslog tilbage i august sidste år. Og det er mere end tre gange så meget som regeringens eget mål.

Heller ikke meget tyder på, at regeringen kan nå målet om at øge væksten strukturelt med 80 milliarder kr. Men det virker dog mere realistisk end de øvrige mål, mener Martin Ågerup.

”Det mål kan jeg lettere forestille mig, at regeringen kan nå. Måske ikke helt op til 80 milliarder kr., men den kan nå en del. Der er ingen tvivl om, at vi får reduceret nogle energiafgifter. Der er heller ikke tvivl om, at vi kommer til at se på selskabsskatten igen pga. USA’s nye skatteform. Alle europæiske lande er i gang med at rykke på det, og begge dele er en meget effektiv måde at flytte produktivitet og velstand på,” siger Martin Ågerup.

At regeringen næppe kan indfri sine økonomiske mål, er selvfølgelig et nederlag for alle tre regeringspartier. Men for Liberal Alliance synes det at gøre ekstra ondt. Partiet gik til valg på at skære ned i den offentlige sektor. Nu tegner det til en realvækst på 1,0 pct.

Da Liberal Alliance trådte ind i regeringen for halvandet år siden – og måtte droppe sit ultimative krav om at få lettet topskatten – pressede partiet på for at få skruet op for ambitionerne på andre områder. Det var en af årsagerne til, at vækstambitionen blev øget fra 65 til 80 milliarder kr., og samtidig blev ambitionen om at øge beskæftigelsen skruet i vejret fra 40.000 til de tidligere nævnte 55.000-60.000. Intet tyder dog på, at det lykkes at komme i mål.

Regeringens egne topfolk erkender da også, at de får svært ved at nå målet. Som Liberal Alliances partileder, udenrigsminister Anders Samuelsen, for nylig sagde til Børsen:

”Der er ikke noget, der tyder på, at vi når det, for der er ikke flertal for det i Folketinget. Men det er regeringens ambition.”

Mål skal ruste til fremtiden

Uddannelsesområdet er et eksempel på, hvordan politiske mål kan bruges som et styringsredskab til at skrue op for ambitionerne.

Danmarks muligheder for at klare sig godt i den stigende globale konkurrence afhænger meget af, hvordan uddannelserne er gearet til fremtidens behov. Det er baggrunden for, at regeringen har skrottet de gamle mål på området og erstattet dem med nogle helt nye og langt mere ambitiøse uddannelsesmål, som Danmark ikke er i nærheden af at indfri for øjeblikket.

For nylig skrottede uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) det gamle mål om, at mindst 60 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse. Han har i stedet lanceret et nyt sæt af mål og er indstillet på at gøre status én gang om året for at se, hvordan det går med at indfri ambitionerne.

”Vi skal have nogle af verdens bedste uddannelser, og vi skal uddanne klogt," som Søren Pind (V) har udtrykt det i et interview med Mandag Morgen.

Det kan blive op ad bakke. Der vil formentlig gå mange år, før der kan sættes flueben ud for mange af de indikatorer, som regeringen vil teste sig selv på. Lad os tage nogle eksempler:

• Mindst 50 pct. af de 30-årige skal have afsluttet en videregående uddannelse, lyder et af delmålene. Det er Danmark ikke i nærheden af at indfri i dag. Flere får ganske vist en videregående uddannelse, men andelen er fortsat kun på 43 pct. Der er altså lang vej endnu for Søren Pind & Co.
• Mindst 90 pct. af de studerende på de videregående uddannelser skal færdiggøre deres uddannelse inden for normeret tid plus tre måneder, lyder et andet delmål. Det er også meget ambitiøst. Den andel er i dag kun på 68 pct.
• Mindst 60 pct. af de beskæftigede nyuddannede med en videregående uddannelse skal være ansat i den private sektor. I dag er andelen kun på 50 pct., så også her er der lang vej til målet.

På samme måde har regeringen skruet op for ambitionerne om at få flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Den har skrottet det gamle mål om, at mindst 95 pct. af alle unge skal fuldføre en ungdomsuddannelse. Et mål, som skiftende regeringer har styret efter siden 1993 uden at kunne indfri det.

Men der har været noget slør i dette mål. For målsætningen om 95 pct. byggede på den forventede uddannelsesstatus 25 år efter grundskolen. Det vil i realiteten sige, at betegnelsen ’unge’ dækkede over gruppen af personer helt op til ca. 40 år.

Nu er det strammet op. Målet lyder nu, at mindst 90 pct. af de 25-årige i 2030 skal have gennemført en ungdomsuddannelse. I dag ligger andelen på 84 pct., og den har ligget på samme niveau siden 2012.

Samtidig skal andelen af unge op til 25 år, som ikke har tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet, være halveret i 2030. I dag er der ca. 48.000 unge mellem 15 og 24 år, som hverken er i gang med en uddannelse eller er i job. Det antal skal altså bringes ned til højest 24.000 for at nå målet.

Der er med andre ord lang vej endnu, før der kan sættes flueben ud for disse nye uddannelsesmål.

Nationale mål som fyrtårne

Danmarks nationale sundhedsmål kan vise sig at være en forsmag på, hvad der venter i de kommende måneder. Samtidig kan de komme til at spille en hovedrolle ved en eventuel nedlæggelse af regionerne.

De otte sundhedsmål blev født af daværende sundhedsminister Sophie Løhde (V) i tæt samarbejde med regionerne og kommunerne tilbage i april 2016. De handler bl.a. om sikre bedre behandling på sygehusene, give danskerne flere sunde leveår og inddrage patienterne mere i behandlingen. For hvert mål er der nogle indikatorer, som bruges til løbende at teste, hvordan det går med at indfri disse mål. Den seneste måling viser, at det går fremad på 19 ud af 31 områder.

Siden fødslen af disse nationale mål er Sophie Løhde blevet innovationsminister. Og nu vil hun endnu en gang invitere en stribe af samfundets centrale spillere til topmøde for at lave et nyt sæt nationale mål.

Denne gang skal det dog ikke kun handle om sundhed, men om hele Danmarks velfærd og vilkårene for de næsten 800.000 ansatte i den offentlige sektor.

Hun vil sammen med kommuner, regioner, fagforeninger samt en stribe bruger- og interesseorganisationer udpege de største udfordringer for den offentlige sektor og opstille 5-7 nationale mål. Disse nye mål skal fungere som en slags fyrtårne, som alle skal kunne navigere efter for at forny og forbedre velfærden.

”Vi skal på tværs af alle velfærdsområder have sat os 5-7 fælles nationale mål, så vi, uanset om vi er sygeplejersker, socialrådgivere eller pædagoger, er enige om, hvad der er de største udfordringer for den offentlige sektor, som vi i fællesskab forpligter os til at forsøge at løse. Et nationalt mål kunne relatere sig til afbureaukratisering, som vi jo alle er enige om er en udfordring, vi skal have løst, men som vi alle har så svært ved at få greb om, da det historisk ofte er endt med meget store ord og for lidt handling,” sagde Sophie Løhde i et interview med Mandag Morgen tilbage i januar og understregede samtidig, at hun ikke ønskede at komme med et bud på, hvordan sådan et nyt nationalt mål for afbureaukratisering helt præcist kunne lyde. 

”Jeg vil ikke på forhånd definere et konkret mål. Men når så mange medarbejdere på tværs siger, at de bruger for stor en andel af deres hverdag på noget, som de ikke synes giver mening, så har vi en forbandet pligt til at gøre noget ved det i fællesskab. Derfor vil et mål om, at medarbejderne om fire-fem år skal have frigjort en større andel af deres arbejdstid til kerneopgaven tvinge os til hver især at levere ind på det mål. Vi skal alle sammen have hånden på kogepladen,” sagde Sophie Løhde.

Borgere frem for økonomi

Og der er nok at tage fat på. Det afslørede en stort rundspørge, som Mandag Morgen for nylig gennemførte blandt 19 centrale organisationer, virksomheder og partnere. På opfordring fra Mandag Morgen udpegede deltagerne i rundspørgen de fem efter deres mening største udfordringer for den offentlige sektor de kommende år, samtidig med at de blev bedt om at pege på de fem mål, som det offentlige bør styre efter for at løse udfordringerne. 

Svarene afdækkede et billede af en offentlig sektor, som sætter økonomien i centrum frem for borgerne. Deltagerne efterlyste samtidig større inddragelse af brugere og pårørende. Bureaukratiet er for stort. Der mangler fortsat sammenhæng på tværs af siloerne, og på de indre linjer sukker de offentligt ansatte efter større tillid til deres faglighed.

En forespørgselsdebat for nylig i Folketinget afslørede dog, at regionernes fremtid fortsat er usikker. Ikke mindst Dansk Folkeparti presser på for at få lukket regionerne ned, og partiet vil bruge de nationale sundhedsmål som det endelige dødsstød.

De fire partier i blå blok mener, at der er uacceptabelt store forskelle mellem regionerne inden for bl.a. kræftområdet, folk med psykiske lidelser og overholdelse af udredningsretten. Som det hedder i det forslag, som Folketinget vedtog med støtte fra de fire blå partier:

”Regionerne har ikke levet op til målsætningen om at levere ensartet høj kvalitet i hele landet. Folketinget kræver, at regionerne lever op til deres populationsansvar og sikrer samme høje kvalitet og sammenhængende sundhedstilbud på tværs af landet. Folketinget pålægger derfor regeringen at vurdere, om regionernes varetagelse af sundhedsområdet er tilfredsstillende på baggrund af de nationale mål for sundhedsvæsenet.”