Løkkes pengekasse er snart tom

Ny opgørelse viser, at milliarderne i regeringens økonomiske råderum fra 2025-planen hurtigt forsvinder. Fortsætter væksten i det offentlige forbrug som hidtil, kan råderummet fremover betale for det stigende antal ældre og intet andet.

Jens Reiermann

For bare seks måneder siden præsenterede regeringen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen sin 2025-plan, der frigjorde milliarder af kroner til både velfærd og andre prioriteringer som f.eks. skattelettelser.

Men nu, efter det første halve års forlig om bl.a. forsvar, erhvervspakke, finanslov og skat har politikerne brugt så mange af råderummets milliarder, at tempoet fremover skal sættes ned, hvis der stadig skal være penge i råderummet i slutningen af perioden.

I tørre tal er råderummet siden august skrumpet fra 32 til 23,5 mia. kr. Se figur 1.

”Da regeringen præsenterede sin 2025-plan sidste år, var råderummet på 32 mia. kr. I årene fremover ser det strammere ud, så på årsbasis er råderummet nu lidt mindre,” siger cheføkonom Erik Bjørsted, AE Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har foretaget beregningerne for Mandag Morgen.

Men der er mere. Det ser nemlig ud til, at et vigtigt element i regeringens beregninger af råderummet ikke holder.

Tilbage i august sidste år lagde regeringen op til, at der både var plads til årlig vækst i det offentlige forbrug på 0,3 pct. om året og til andre og nye initiativer. Problemet er her, at en stigning på 0,3 pct. om året er endda meget lavt sat. I sin seneste økonomiske redegørelse fra december sidste år skriver Finansministeriet, at den årlige vækst i det offentlige forbrug i perioden 2000 til 2016 i gennemsnit lå på 1,1 pct. om året. Derudover vurderer ministeriet, at væksten for 2017 og 2018 vil være på henholdsvis 0,5 og 1,0 pct. Se figur 2.

Hvis det fortsætter på den måde, er der altså ikke penge i råderummet til andre og nye initiativer. Og det kan meget vel gå sådan.

I de kommende år vil der være et enormt pres på de offentlige kasser.

Den vigtigste forklaring er, at flere ældre trækker sig fra arbejdsmarkedet, og som pensionister begynder at modtage ydelser fra staten. Hvis det offentlige fremover skal tilbyde dette stigende antal ældre den samme service, som ældre i dag modtager, skal det offentlige forbrug vokse med 0,6 pct. om året.

Derfor ligger regeringens forventning om en årlig vækst i det offentlige forbrug på kun 0,3 pct. tydeligvis i den optimistiske ende. Det skyldes både erfaringerne fra den hidtidige udvikling og det kæmpestore behov for at lade de offentlige budgetter vokse i takt med det stigende antal ældres behov.

Problemet er bare, at en højere vækst i det offentlige forbrug får ret omfattende konsekvenser for råderummet.

”Hvis det offentlige forbrug fremover vokser med 0,6 pct. om året, er der samlet set ikke mere end 1 mia. kr. tilbage til nye initiativer i alle årene frem mod 2025. Der er ikke længere den store buffer,” siger Erik Bjørsted. Se figur 3.

Smalhals i det offentlige

Råderummets ellers så store pengekasse rækker altså ikke til de bebudede store politiske armbevægelser.

Det gælder f.eks. efterårets omfattende politiske diskussion om de ’historisk store’ skattelettelser, der bl.a. skulle finansieres med syv-otte milliarder kr. fra råderummet. Hvis regeringen med LA-formand Anders Samuelsen i spidsen havde fået sit ønske opfyldt, havde der ikke været råd til at lade det offentlige forbrug vokse med de 0,6 pct. om året frem mod 2025.

Alligevel var skattelettelser en fremtrædende del af det budskab, som statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede danskerne for i sin nytårstale. Her lagde han op til fortsatte forhandlinger om at lette skatten mærkbart. Og fortsatte så med at tale om velfærd:

”Det kan vi gøre (lette skatten, red.) samtidig med, at der er råd til at investere mere i sygehusene. I ældreplejen. I den velfærd, som også er vigtig for vores hverdag. Takket være fortidens ansvarlige reformer. Både lavere skat. Og bedre velfærd. Jeg går ind for den balance,” sagde han.

Det er svært at se, at der inden for det nuværende råderum skulle være plads til den balance. Hvis nu politikerne derudover skulle ønske, at borgerne og herunder de ældre i 2025 ikke bare skal have samme service som i dag, men at serviceniveauet også skal følge den almindelige velstandsudvikling i samfundet, har de slet, slet ikke pengene til at gennemføre det. Det ønske kan måske ved en umiddelbar betragtning synes rimeligt nok, det koster bare kassen.

Erik Bjørsted fra AE-rådet har regnet sig frem til, at råderummet ikke bare skal være på 23,5 mia. kr., men på hele 39 mia. kr., hvis den offentlige service skal løftes i takt med den almindelige samfundsudvikling. Og de penge er der slet ikke i råderummet.

”Jeg tror, de fleste forventer, at den offentlige service følger med udviklingen i samfundet. I 2025 skal unge på erhvervsskolerne undervises i den teknologi, virksomhederne anvender på det tidspunkt og ikke med den teknologi, de bruger i dag. Det samme gælder for folkeskolerne, ældreplejen og måske i særlig grad på sygehusene,” siger han.

Politikernes umulige opgave

I denne situation kan det undre, at politikerne ikke træder et skridt frem og fortæller vælgerne, hvordan landet ligger, og at de ikke skal stikke næsen op efter det store.

Forventningerne burde – måske – afstemmes efter mulighederne.

Men timingen er ikke den bedste. Det siger Klaus Petersen, professor ved Center for Velfærdsstudier ved Syddansk Universitet.

”Når vi ved, at flere og flere har behov for den offentlige service, og at der ikke er penge til at betale for den udvikling, kan det hurtigt blive opfattet som en de facto nedskæring. Og det er et svært budskab at komme frem med lige nu, hvor vi er på vej hen mod slutningen af en valgperiode,” siger han.

Det kan lyde som en nærmest indlysende konstatering, men den tilgang har op gennem historien præget den ene regering efter den anden, siger Klaus Petersen, der er medforfatter til fembindsværket om Dansk Velfærdshistorie. Men der er også en dybere, strukturel forklaring på, at politikerne kan få svært ved at overbevise vælgerne om, at der ikke rigtig er råd til mere velfærd.

”Vælgerne har to modsatrettede topprioriteter, der over tid vægter lige højt. Den ene prioritet er velfærd, og den anden er orden i økonomien,” siger Carsten Jensen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, der forsker i netop velfærd, velfærdsreformer og vælgernes reaktioner.

Lars Løkke Rasmussen kunne som statsminister i finanskrisens første år overbevise vælgerne om behovet for en reform af efterlønnen. På det tidspunkt var vælgernes prioritet nummer et, at der skulle være orden i økonomien. I sin efterhånden berømte nytårstale fra 2011 lagde Løkke Rasmussen lige frem op til at afskaffe efterlønnen. Og selv om det ’kun’ endte med, at efterlønsalderen blev hævet og den periode, man kunne modtage efterløn i blev forkortet fra fem til tre år, var der tale om et af de største enkeltstående indgreb i danskernes velfærd nogensinde.

Tankevækkende nok udeblev de store folkelige protester.

I dag er det nærmest umuligt for statsministeren at gentage dette kunststykke.

”Når vælgerne er overbevist om, at der er krise, så ser de på reformer i det perspektiv. Men når der som nu ikke længere er krise, er det rigtig svært at overbevise vælgerne om behovet for at skære ned på velfærden,” siger Carsten Jensen.

Professor i statskundskab ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen vurderer også, at regeringen vil få svært ved at holde væksten i det offentlige forbrug nede på et niveau, så der både er plads til at levere flere ældre den samme service, og nye initiativer, der forbedrer velfærden.

”Velfærd er ikke bare overførsler, men også service tæt på borgerne. Derfor er der et stort pres fra befolkningen. Det er børnehaver og skoler til vores børn samt pleje til vores forældre, når de bliver gamle,” siger han.

Hvis det mod forventning lykkes regeringen at holde væksten i det offentlige forbrug nede på et niveau, så der for alvor bliver plads til nye prioriteringer, kan det ifølge Goul Andersen sætte gang i en helt anden udvikling af velfærdssamfundet.

”Hvis regeringen holder væksten nede på et meget lavt niveau som f.eks. de 0,3 pct., de regner med i 2025-planen, vil serviceniveauet falde – samtidig med, at borgernes forventninger bliver større. Det vil næsten uvægerligt betyde, at de bedre lønnede borgere – og ikke bare de rigeste – begynder at efterspørge mere privat velfærd. Hvis det sker, får vi efterhånden ikke en velfærdsstat for alle, men kun for de borgere, der ikke har råd til noget bedre,” siger han.

Det grå og dyre guld

Danskerne lever længere og har brug for mere pleje. Økonomer vurderer, at det vil føre til en vækst i det offentlige forbrug på 0,6 pct. om året. Det kan være lavt sat.

 

År for år bliver der flere og flere danskere. I 2025 vil befolkningstallet ifølge den seneste befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik være steget med 226.418 sammenlignet med i dag.

Befolkningen vil imidlertid ikke stige lige meget i alle aldersgrupper. Der bliver f.eks. mange, mange flere danskere, som er fyldt 80 år. Hele 40 pct. af befolkningsstigningen findes i denne aldersgruppe.

Der bliver også flere ældre mellem 70 og 79 år. Denne aldersgruppe udgør 35 pct. af den samlede befolkningsstigning i 2025.

Selv om flere ældre udskyder pensionsalderen, vil langt de fleste borgere over 70 år også i 2025 være gået på pension. Det stigende befolkningstal dækker derfor først og fremmest over, at der bliver flere pensionister, som lidt efter lidt vil få behov for hjælp fra det offentlige.

For bare at følge med den udvikling skal de offentlige budgetter ifølge en række økonomer stige med 0,6 pct. om året. Udviklingen indtil nu tyder på, at den sats ikke er sat for højt. Se figur 4.

I et svar på et spørgsmål fra Folketingets Finansudvalg har Finansministeriet beregnet, at denne såkaldte demografisk betingede vækst i det offentlige forbrug i perioden fra 2000 til 2016 i gennemsnit har ligget på 0,4 pct. om året.

Går man tallene efter, er der imidlertid tale om en stigende tendens. I periodens begyndelse, dvs. i 2000, var den demografisk betingede vækst på 0,4 pct. om året, mens den i periodens slutning, dvs. 2016, var nået op på 0,8 pct. om året.

Der kan være mange forklaringer på det høje niveau i både 2015 og 2016, men tendensen er klar. Det offentlige forbrug skal stige for at holde trit med det stigende antal ældre borgeres stigende behov.

Og når man ved, at hele 75 pct. af befolkningsstigningen skyldes et stigende antal borgere over 70 år, tyder Finansministeriets beregninger ikke på, at en vækst på 0,6 pct. om året er skudt over målet. Måske snarere tværtimod. 

LÆS OGSÅ: Politikerne sparer på velfærd – også i det skjulte


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu