I november kunne statsminister Mette Frederiksen på Marienborg løfte sløret for 13 klimapartnerskaber, der med landets vigtigste erhvervsfolk i spidsen erklærede sig villige til at lede en grøn generalmobilisering af erhvervslivet uden sidestykke i verden.

De tunge CO2-udledere Danish Crown, Aalborg Portland og Maersk meldte sig nu klar til at sætte turbo på reduktionen af deres egne udledninger og på udviklingen af nye klimavenlige produkter og services.

Men hvordan gik det til, at Danmark pludselig fik skabt denne brede koalition bag de grønne ambitioner? Var det alene regeringens fortjeneste? Hvis ikke, hvem var så de nøglepersoner uden for Christiansborg, som gjorde det muligt pludselig at få alle centrale spillere til at trække i samme retning?

Mandag Morgen har taget den mangestrengede konstruktion i grundigt øjesyn på baggrund af omfattende aktindsigter fra flere ministerier og samtaler med flere centrale aktører.

Undersøgelsen viser, at fire nøglepersoner har spillet en afgørende rolle i opbygningen af de 13 klimapartnerskaber.

De fire personer er tidligere minister og EU-kommissær Connie Hedegaard, administrerende direktør i Dansk Energi Lars Aagaard, administrerende direktør i PensionDanmark Torben Möger Pedersen og tidligere Dong-direktør og departementschef i Finansministeriet Anders Eldrup.

I år og i de kommende år vil denne kvartet skiftevis optræde som kritikere og defensorer for regeringen, når der skal træffes beslutninger af afgørende klimapolitisk betydning.

De fire magtfulde skikkelser har både af egen drift og på opfordring fra regeringens top bidraget afgørende til både proces og detaljer i forbindelse med udviklingen af klimaloven, der blev vedtaget før jul, og de 13 klimapartnerskaber, som skal levere de konkrete reduktioner i udledning af drivhusgasser i Danmark.

De har alle været dybt engageret i dansk klima- og energipolitik i mere end 15 år, og de står i dag hver for sig centralt i den erhvervsorienterede del af den danske klimadebat og fungerer derfor på hver sin måde som vigtige strategiske partnere for klima- og energiminister Dan Jørgensen og resten af regeringen.

Hver af de fire sidder i midten af vidtfavnende personlige netværk med tråde til de politiske partier, regeringen, statsadministrationen, de store virksomheder, finansverdenen og arbejdsmarkedets parter. De har tætte relationer til Dan Jørgensen, og de har alle, qua deres store netværk, mulighed for at påvirke centrale politiske og økonomiske beslutningstagere.

Hævede ambitioner

S-regeringen har ved flere lejligheder gjort konkret brug af Hedegaard, Möger, Aagaard og Eldrup, der alle brænder for idéen om, at Danmark kan opnå klare strategiske fordele ved at være en frontløber inden for den grønne omstilling.

Connie Hedegaard deltog for eksempel i forhandlinger efter folketingsvalget i juni 2019. Hun kan derfor tilskrives en ikke uvæsentlig del af æren for, at Socialdemokraterne endte med at nikke til idéen om en markant dansk CO2-reduktion. Idéen om 70 procents CO2-reduktion blev betragtet som radikal, da Alternativet og siden Enhedslisten bragte den på banen.

Hedegaard har også bidraget til, at klimaåret 2019 kulminerede med en massiv klimapolitisk konsensus i Folketinget og med en historisk opbakning til den grønne omstilling fra erhvervslivets store spillere.

Connie Hedegaard har ikke mindst haft en afgørende rolle, i kraft af at hun i 2015 og 2016 på vegne af den konservative regering i Norge udarbejdede en omfattende rapport om, hvordan olie- og gaslandet Norge kunne styrke sin grønne konkurrenceevne.

Hands-on-erfaringerne fra Norge har gjort Hedegaard til en vigtig sparringspartner for Dan Jørgensen, længe før han blev magtfuld klima- og energiminister i juni 2019.

Også Lars Aagaard og Torben Möger spiller vigtige roller i den opstilling, der hviler på de 13 klimapartnerskaber. Aagaard indtager ganske vist en mere beskeden position, end han er vant til, med Dansk Energis sekretariatslederpost i det store partnerskab for energi og forsyning. Dog er Lars Aagaard stadig dybt involveret i at få partnerskabet til at fungere som bindeled mellem alle sektorer i partnerskaberne. Det er netop en af energi- og forsyningspartnerskabets vigtigste fokuspunkter.

Torben Möger har en mere fremtrædende position som formand for klimapartnerskabet for finanssektoren. Samtidig har han haft formændene for de tolv øvrige partnerskaber til intensive ”skriftestolsseancer” om finansiering af grøn omstilling.

Kritisk kant

Men de fire uformelle rådgivere er langtfra kun rygklappere for regeringen og resten af det politiske liv på Christiansborg. De er samtidig krævende og kritiske aktører, der ikke går af vejen for at bruge deres netværk til at presse regeringen til at levere konkret på de høje klimapolitiske ambitioner.

”Der er ingen tvivl om, at regeringen står med en historisk mulighed lige nu. Den brede opbakning i Folketinget og i erhvervslivet er enorm. Men det betyder også, at der skal leveres. Regeringen og embedsmændene skal samle op på alle de idéer, der kommer. Der skal laves lovgivning og projekter. Der skal ske noget. Og det bliver ikke gratis,” siger en af de fire nøglepersoner.

Connie Hedegaard har på sin side flere gange kritiseret både den konservative partileder, Søren Pape, og blå blok mere generelt for ikke at være tilstrækkeligt skarp i deres viden og for ikke at gribe den grønne omstilling som en central politisk dagsorden også for borgerlige partier.

Eksempelvis da Søren Pape tilbage i 2018 ytrede, at klimapolitikken ikke skulle være et stort konservativt slagnummer ved det kommende folketingsvalg.

”Hvis det ikke var et signal om, at man vil nedprioritere miljø og klima, må jeg bare sige, at det er jo nærmest ubegribeligt kluntet formuleret,” sagde Hedegaard dengang. 

Langt fra magtens centrum

De fire uformelle nøglepersoner i regeringens partnerskabsmodel er så tæt på de centrale ministre, at de har afgørende indflydelse på Danmarks klimakurs frem mod målet om 70 procents CO2-reduktion. Men uden om klimapolitikkens inderste magtcirkel cirkulerer et væld af aktører, som nok får mulighed for at ytre sig, men som er langt fra de endelige beslutninger. Det skaber uvægerligt grobund for frustration hos dem, der er placeret i periferien af magthierarkiet.

Det gælder blandt andet de små og mellemstore virksomheder, som er henvist til sekundære roller i klimapartnerskaberne. De store erhvervsorganisationer og de store virksomheder sidder på formandsposterne. Det kan nemt betyde, at de små virksomheders ønsker sorteres fra, lyder bekymringen fra blandt andre SMV Danmark, organisationen for de små og mellemstore virksomheder.

Også lønmodtagerne, i form af fagbevægelsen, er relativt svagt repræsenteret i klimapartnerskaberne. Her ulmer en utilfredshed med, at den socialdemokratiske mindretalsregering har givet arbejdsgiversiden hovedrollen i virkeliggørelsen af den omfattende klimadagsorden.

”Når nu vi har magten, kunne man jo godt have givet klimapartnerskaberne et mere trepartsagtigt præg,” lyder det fra en anonym kilde.

I fagforeningen 3F er formand Per Christensen dog positivt stemt. 3F repræsenterer de ufaglærte og lavtlønnede lønmodtagere – en befolkningsgruppe, som efter De Gule Vestes oprør i Frankrig er blevet mange vesteuropæiske klimapolitikeres store bekymring.

”Jeg har absolut ikke noget problem med, at regeringen bruger kontakter i blå blok og i erhvervslivet til at sætte skub i den grønne omstilling. Hvis den giver job til vores medlemmer og i øvrigt er socialt retfærdig, så er det fint med mig,” sagde Per Christensen til Mandag Morgen i forbindelse med 3F’s konference for vækst og godt arbejde sidst i januar, hvor man fremlagde en større analyse om jobmuligheder i forbindelse med den grønne omstilling.

Tovtrækkeri om privilegier

De utilfredse røster fra dem, der er placeret langt fra magtens centrum, kan blive en udfordring for regeringen. Men der kommer også kritik fra andre kanter.

Blandt andet har Lars Rebien Sørensen, Novo Nordisk Fondens bestyrelsesformand, været ude med en skarp kritik rollefordelingen i klimakampen. Han mener, at toppen af dansk erhvervsliv og ikke mindst Dansk Industri har ladet sig spænde for regeringens vogn. De risikerer at stå med ansvaret for at nå en stor del af et nationalt klimamål uden at få skattelettelser og bedre adgang til arbejdskraft igen, lød kritikken i Berlingske i slutningen af januar.

Den kritik har regeringen naturligvis al mulig interesse i at lægge død. Og her kan de fire uformelle nøglepersoner spille en vigtig rolle, når de med al deres opsparede pondus argumenterer for, at klimaomstillingen kan gøre Danmark til en grøn vindernation.