Ny grundlov i det offentlige
R klar med udspil til kvalitetsreform
Ud med detailstyring og regeltyranni . . .
. . . ind med tillid og “politikerfrie zoner”
De radikale præsenterer i dag deres udspil til en bedre offentlig sektor. I et eksklusivt interview med Ugebrevet Mandag Morgen lancerer partileder Marianne Jelved ideen om en ny grundlov for den offentlige sektor. Centralt i hele udspillet er ønsket om en tillidsreform. De offentlige ledere og ansatte skal have langt større frihed til at løse deres opgaver. Derfor vil De Radikale luge godt og grundigt ud i den omfattende kontrol og det regeltyranni, som i dag er presset ned over hovedet på kommunerne. “Hvis vi har kommunalt selvstyre, skal der være noget at styre, ” siger Marianne Jelved om Christiansborgpolitikernes detailstyring. Derfor foreslår De Radikale, at institutioner som børnehaver, skoler og plejehjem bliver såkaldte “politikerfrie zoner”. Et andet centralt element er at øge kravene til medarbejdernes uddannelse. Mens det tredje ben i “en ny grundlov” handler om at sætte fokus på god ledelse i den offentlige sektor. Med planerne om et helt nyt sæt spilleregler for det offentlige går De Radikales udspil stik imod Socialdemokraternes forslag om kvalitetsrettigheder. “Vi er meget betænkelige ved at udstyre borgerne med sådan et rettighedsklippekort, ” siger Marianne Jelved.