EU-reglerne om europæiske samarbejdsudvalg i multinationale virksomheder blev i 1994 lanceret som et gennembrud for EUs sociale dimension. Men de nye udvalg, der er oprettet i danske koncerner, er i flere tilfælde så svage, at lønmodtagernes mulighed for indflydelse er ringere end EUs mindstekrav. Det gælder bl.a. i LEGO og i medicinalfirmaet LEO. Det fremgår af den første evaluering af de danske erfaringer på området, som offentliggøres i dag. “Mange af de frivillige aftaler, der er blevet lavet i danske multinationale selskaber, garanterer ikke lønmodtagerne et helt basalt informationsniveau, på trods af at formålet med de globale samarbejdsudvalg netop er at sikre medarbejderne et mindstemål af oplysning og viden om, hvad der foregår i virksomhederne,” siger lektor Herman Knudsen fra Aalborg Universitet, der har ledet undersøgelserne, som er finansieret af Arbejdsministeriet.