Selvom Ursula von der Leyen er konservativ og Mette Frederiksen socialdemokrat, er der en lang række fællesnævnere i de to europæiske toppolitikeres håndtering af krigen i Ukraine.

I det omfang det er muligt at se bort fra skammen over ikke at kunne sende soldater til at støtte ukrainerne i kampen mod den brutale russiske aggression, kan både Europa-Kommissionens tyske formand og den danske statsminister se tilbage på et overraskende succesrigt halvår.

Både Frederiksen og von der Leyen har begge gjort energipolitikken og den grønne omstilling til centrale værktøjer i sikkerhedspolitikken. Og de har begge haft held med at sikre bred opbakning til militær oprustning og fortsat grøn omstilling, alt imens de kun har måttet give mindre indrømmelser til deres respektive oppositioner.

Fælles for EU’s topchef og for den danske regeringschef er det imidlertid også, at den forestående politiske efterårssæson vil byde på massive udefrakommende problemer og voksende interne spændinger i de politiske baglande.

De fire overhængende udfordringer for Frederiksen, von der Leyen og alle andre politiske ledere i Europa er:

• Krigen i Ukraine: Den skal afsluttes eller nedfryses. Det fordrer en aftale med Rusland – en aftale, der dårlig kan undgå at indebære en accept af, at Rusland vinder nyt land via sin militære aggression. En sådan aftale vil være voldsomt upopulær i store dele af de europæiske befolkninger – ikke mindst i Danmark.
• Fødevarekrisen: Manglende fødevarer fra Rusland, Ukraine og Belarus har ført til dramatisk stigende priser verden over. Sult og massemigration truer. FN’s generalsekretær opfordrer til globalt samarbejde om at sikre, at fødevarer og kunstgødning fra Rusland, Belarus og Ukraine har fri adgang til verdensmarkederne.
• Økonomien: Historisk høj inflation bekæmpes med stigende renter, og en recession truer. Danmark er godt polstret med lav statsgæld og gode grønne eksportudsigter. Men på tværs af EU vil regeringer være tvunget til at hjælpe de fattigste, der oplever faldende købekraft. Presset for yderligere kollektiv gældsstiftelse i EU vil vokse. Ny eurokrise truer.
• Klimakrisen: Hedebølger, oversvømmelser og andet vildt vejr over hele kloden indikerer, at klimakrisen er accelererende. Både i EU som kollektiv og i de enkelte EU-lande er energimæssig forsyningssikkerhed blevet en sikkerhedspolitisk topprioritet. Og både i Bruxelles og i København er det lykkedes at fastholde en stram grøn kurs. Men krisen har givet comeback til både gas og kul, og EU’s CO₂-udledninger kommer til at stige på den korte bane.

Selvom Danmark og EU i sommeren 2022 står foran monumentale historiske udfordringer efter to år med først coronakrisen og siden krigen i Ukraine, fremstår 44-årige Mette Frederiksen og 63-årige Ursula von der Leyen som effektive politiske operatører. De har begge bevist, at de er i stand til at træffe store beslutninger på den korte bane og samtidig fastholde de centrale sigtelinjer på de lange perspektiver, eksempelvis når det gælder Europas sikkerhed og kampen mod den globale opvarmning.

EU opdagede sig selv som supermagt

I Bruxelles rykkede Ursula von der Leyen og hendes folk usædvanligt hurtigt efter den russiske invasion 24. februar. Flere bølger af økonomiske sanktioner blev sat i værk i tæt koordination med USA. Der blev bevilget milliarder til håndteringen af de mange millioner flygtende ukrainere, og man fandt sågar to milliarder euro – knap 15 milliarder kroner – til kollektiv våbenstøtte til Ukraine. Det er aldrig tidligere sket i EU’s historie, og der er næppe mange, der på forhånd vidste, at EU har en særlig pengekasse til den slags under navnet Den Europæiske Fredsfacilitet.

Ifølge Anders Overvad, chefanalytiker i Tænketanken Europa, er EU og kommissionsformand Ursula von der Leyen politisk set sluppet godt fra de store omkalfatringer, krigsudbruddet gav anledning til.

”EU beskyldes normalt for at være langsomt og trægt. Men hvis man ser på de første 100 dage af krigen, så er det lykkedes at komme i mål med hele seks sanktionspakker. Det er også lykkedes at sende 15 milliarder euro fra EU til Ukraine i økonomisk støtte, hvortil kommer støtten fra de enkelte EU-lande. Og nu giver man Ukraine et perspektiv på at komme ind i EU, hvilket man ikke har villet før,” siger Overvad, der betegner forårets begivenheder som ”et historisk skifte på det europæiske kontinent” i kraft af Ruslands helt åbenlyse aggression mod Europas demokratiske værdier.

Moisés Naím, forfatter til flere analytiske bøger om verdens tilstand, er helt oppe på den store klinge i sin vurdering af, hvad Ruslands invasion af Ukraine har betydet for Europa.

”Den største forandring er, at Europa har opdaget, at det er en supermagt,” siger Naím i et interview med overskriften Return of the Europeans i magasinet The Signal.

Moisés Naím er tidligere nationalbankdirektør i Venezuela, gennem 13 år chefredaktør på tidsskriftet Foreign Policy og gennem en årrække direktør i Verdensbanken. Undervejs har han skrevet bøgerne The End of Power og The Revenge of Power – sidstnævnte handler om, hvordan autokratiske ledere påvirker verdens gang i det 21. århundrede.

”Folk har grinet af Europa og Nato. Husk på Donald Trumps kommentarer om, at europæerne ikke var gode allierede. Nu har det vist sig, at de var en supermagt,” siger Naím, der påpeger, at det store spørgsmål nu er, om EU er en bæredygtig supermagt på den lange bane, eller om europæerne begynder at skændes indbyrdes igen.

Splittelse truer

Europæiske skænderier om Ukraine- og Rusland-politikken er lige netop, hvad tænketanken European Council on Foreign Relations advarer om i analysen Peace versus Justice: The coming European split over the war in Ukraine. Analysen indeholder målinger i ni EU-lande og i Storbritannien af borgernes syn på vejen til fred i Ukraine.

På tværs af de ti lande tilhører 35 procent af vælgerne den såkaldte ’fredslejr’, der er klar til fred, selvom det forudsætter indrømmelser fra Ukraines side. I den såkaldte ’retfærdighedslejr’ ønsker 22 procent ingen fred, før Rusland har lidt et klart militært nederlag. Men der er tale om voldsomme forskelle på tværs af Europa. I Polen hører kun 16 procent til i ’fredslejren’, mens det i Italien og Tyskland er henholdsvis 52 procent og 49 procent. Se figur.

Ingen kan være uenige i, at det vil være et moralsk nederlag for EU og Europa at indgå en officiel eller reel fredsordning, der de facto cementerer Ruslands landvindinger på slagmarken. Omvendt er der heller ingen, der har fantasi til at forestille sig, at Ukraine på noget tidspunkt opnår en militær styrke, der vil sætte landet i stand til at smide Rusland ud af Krim-halvøen og af Donbass-regionen i øst.

Selvom det i vid udstrækning er Frankrigs præsident Emmanuel Macron og Tysklands forbundskansler Olaf Scholz, der sammen med USA’s præsident Joe Biden kommer til at lægge linjen over for Rusland, vil både Ursula von der Leyen og Mette Frederiksen skulle tage deres del af ansvaret for ubehagelige kompromiser, der ligger langt fra den stemning af sammenhold, patos og besyngelse af den ukrainske heroisme, som har præget krigens første måneder. Krigen bliver i efteråret endnu mere brutal og blodig, og den kommer bogstavelig talt til at køre fast i det ukrainske mudder.

I Danmark vil der uden tvivl være stor modstand – i regeringen, i Folketinget og i befolkningen – mod en europæisk håndtering af Ukraine-krigen, der har til formål at undgå ”at ydmyge Rusland”, som Frankrigs præsident Macron formulerede det, selvom det er den eneste realistiske udvej, når nu Nato-landene af angst for Ruslands atomarsenal kategorisk afviser at kæmpe på Ukraines side.

Eftersom Danmark skal have valg til Folketinget inden udgangen af den kommende politiske sæson, står det klart, at Mette Frederiksen under valgkampen vil være nødt til at forsvare de fransk-tyske bestræbelser, som vil blive udfoldet for at finde en Ukraine-løsning, og som i rigtig mange menneskers øjne vil være æreløse og moralsk angribelige.

Dog kan statsministeren glæde sig over, at hun meget hurtigt efter krigsudbruddet kunne lande det såkaldte nationale kompromis om sikkerhedspolitikken, der blev underskrevet allerede 6. marts.

I den aftale forpligter Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Radikale og SF sig på at øge Danmarks forsvarsbudget massivt over de kommende år, ligesom man var enige om det hurtige opgør med forsvarsforbeholdet, der blev en realitet 1. juni, hvor 66 procent af den del af befolkningen, der stemte, sagde ja tak til fuld dansk deltagelse i EU’s forsvarspolitik.

Hertil kommer, at det stærke grønne element i den brede sikkerhedspolitiske aftale gør det stadig mere usandsynligt, at statsministeren vil føre grøn blokpolitik med sit parlamentariske flertal.

Musketereden fra Esbjerg

Den stærke politiske overensstemmelse mellem Danmarks socialdemokratiske statsminister og Europa-Kommissionens konservative og tyske formand blev understreget 18. maj, da de to mødtes i Esbjerg, hvor også de nationale ledere fra Tyskland, Holland og Belgien var til stede.

Det var en monumental fjer i hatten på Mette Frederiksen, at Ursula von der Leyen fløj direkte ind til den vestjyske havneby, efter at hun samme dag i Bruxelles havde præsenteret Kommissionens udspil til, hvordan man kan give EU’s energi- og klimapolitik det politiske tvist, som sikrer, at man reducerer afhængigheden af fossil energi fra Rusland.

REPowerEU, som udspillet kaldes, er ifølge Jens Mattias Clausen, EU-chef i den grønne tænketank Concito, et klart udtryk for, at EU’s ledelse har fastholdt en ambitiøs kurs for den grønne omstilling, selvom man har åbnet for både mere gas og kul i bestræbelserne på at blive uafhængig af Rusland.

”Vi har frygtet, at krigen i Ukraine ville føre til større egenproduktion af fossil energi i EU og til et langsigtet lock-in i forhold til fossil infrastruktur som LNG-terminaler og andre installationer. Den bekymring har vi fortsat i forhold til den danske regerings planer om at skrue op for gassen fra Nordsøen. Men i det store hele synes vi, at det er positivt, at EU-Kommissionen i den her situation har formået at øge ambitionerne, både når det gælder energieffektivisering og vedvarende energi,” siger Jens Mattias Clausen.

Clausen advarer samtidig om, at eksempelvis et land som Polen forsøger at bruge krigen som påskud for at sikre ny afsætning for landets kulproduktion.

”Bundlinjen bliver nok, at EU’s CO₂-udledninger kommer til at stige lidt på den korte bane relativt set, men at de så til gengæld kan ventes at falde hurtigere, end vi hidtil har troet, frem mod 2030,” siger han.

Anders Overvad fra Tænketanken Europa forudser, at det sikkerhedspolitiske sammenhold og de fastholdte ambitioner for den grønne omstilling kan komme under voksende pres hen over sommeren og efteråret, når prisstigninger på energi og fødevarer for alvor begynder at gøre ondt.

”Der er mange steder ud over EU, hvor det her kommer til at gøre et stort indhug i de fattigste borgeres købekraft. Det kan betyde, at man bliver nødt til at udvide de afgiftslempelser og øge den indkomststøtte, som mange regeringer allerede har indført. Derfor kan man langt fra udelukke, at der kommer pres på, for at EU optager mere fælles gæld, sådan som man gjorde det under coronakrisen,” siger Overvad.

Mere end en kompromiskandidat

Mens statsminister Mette Frederiksen først i efteråret 2021 slog ind på sin mere proaktive europapolitiske kurs, har Ursula von der Leyen lige siden sin tiltrædelse i 2019 insisteret på, at EU både kan og skal træde op på verdensscenen som en troværdig global aktør. Von der Leyen-kommissionen skulle med hendes egne ord være ”en geopolitisk kommission”, som sikrede EU’s relevans i en verden, der dengang var helt opslugt af den amerikansk-kinesiske rivalisering.

Von der Leyen havde næppe forestillet sig, at denne vision skulle blive til virkelighed som følge af de dybe kriser, først coronakrisen og siden Ukraine-krigen skulle kaste EU-samarbejdet ud i, umiddelbart efter at EU havde stået med nærmest eksistentielle udfordringer efter Brexit-afstemningen i 2016 og Donald Trumps tiltrædelse som USA’s præsident i januar 2017.

Von der Leyen har siden sin tiltrædelse i efteråret 2019 været udskældt og nedvurderet i Bruxelles-boblen som en Merkel- og Macron-promoveret kompromiskandidat, der ikke nåede de to markante kandidater Margrethe Vestager og Frans Timmermans til sokkeholderne. Ikke desto mindre fremstår Europa-Kommissionens formand her midtvejs i sit femårige mandat som en politisk leder, der kan skabe de kompromiser i EU-systemet, der er så upopulære, at ingen vil tage ejerskab over dem, men som samtidig er nødvendige for, at samarbejdet fungerer.

Det var et sådant kompromis, Europa-Kommissionen i slutningen af maj nåede med Polen i den årelange strid mellem Warszawa og Bruxelles om politisk indblanding i udnævnelsen af Polens dommere. Kompromiset, der banede vejen for, at Polen kan få milliarder fra EU’s genopretningsfond, var så upopulært, at Margrethe Vestager og Frans Timmermans stemte imod, da det var til afstemning blandt kommissærerne. De to og andre kritikere mener, at Kommissionen gennem kompromiset sælger ud af centrale værdier om retsstatslighed.

Von der Leyen kan derimod konstatere, at hun har bidraget til en markant forbedring af forholdet mellem Polen på den ene side og Tyskland og Frankrig på den anden. Det er ingen dum ting, når nu den sårede russiske bjørn brøler ved EU’s grænser mod øst. Og det kan meget vel vise sig at være en forsmag på nogle af de ubehagelige kompromiser, som skal findes, når Europas og USA’s ledere i efteråret skal finde en formel for Ukraines fremtid.

Rettelse vedrørende den trykte version af ugebrevet Mandag Morgen, nr. 24, udkommet 27.juni 2022: Fødevarer og kunstgødning fra Rusland og Belarus er ikke underlagt sanktioner fra EU's side, sådan som det fejlagtigt fremgår af den trykte version. Mandag Morgen beklager fejlen.