Mette Frederiksen: Danmark har brug for en ny samfundskontrakt

Hvad er årsagen til, at Trump kunne vinde i USA, at briterne stemte for Brexit, og at yderfløjene vinder frem i europæisk politik? Det giver S-formand Mette Frederiksen svar på i dette interview. Her gør hun op med den traditionelle opfattelse af rød og blå og forklarer, hvorfor hun drejer partiet til venstre på fordelingspolitikken og til højre på værdipolitikken, og hvorfor antallet af udlændinge betyder noget.

Efter ti år med ubehagelige, men nødvendige økonomiske reformer sætter Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, punktum.

Nu skal det ikke længere handle om at øge arbejdsudbuddet, forlænge pensionsalderen, så folk skal arbejde lidt mere, eller sende nogle få hundrede, men ikke nødvendigvis særligt kvalificerede kontanthjælpsmodtagere ud på arbejdsmarkedet.

Nu er der brug for en ny type af reformer. De næste ti år skal det især handle om kompetencer og uddannelser. Mangel på kvalificeret arbejdskraft er Danmarks udfordring nummer 1. Derfor skal der investeres massivt i omskoling og uddannelse, mener Mette Frederiksen.

”Den nuværende regering vil gerne fortsætte ud ad den vej med at øge arbejdsudbuddet. Men den vej er ved at være blind. Vi er mere optaget af, hvordan vi kan fremme en vækst i dansk økonomi og dermed gøre samfundskagen større. Vi bliver nødt til at prioritere midler til et kompetenceløft af det her samfund,” siger Mette Frederiksen i et interview med Mandag Morgen.

Hun er i fuld gang med at forme en helt ny og anderledes samfundskontakt end den, som statsminister Lars Løkke Rasmussen står for, i et forsøg på at overbevise danskerne om, at hun er den rette til at lede Danmark efter næste valg. Om få uger kan hun også præsentere de foreløbige tanker om et helt nyt socialdemokratisk principprogram – det første i 13 år.

Hendes bud på en ny samfundskontrakt omfatter alle danskere. Lige fra det udsatte barn i ghettoen, over medarbejderne i velfærdssamfundets frontlinje, til topcheferne i landets største virksomheder. Samfundskontrakten betyder også, at hun på afgørende områder er i fuld gang med at forlade den linje, som hendes forgænger, Helle Thorning-Schmidt, stod for, og som Mette Frederiksen selv havde et stort medansvar for.

Hvor Thorning drejede partiet til højre, når det gjaldt fordelingspolitikken, ruller Mette Frederiksen det tilbage i mere klassisk socialdemokratisk retning. Det er lige omvendt med værdipolitikken. Her er Mette Frederiksen i fuld gang med at dreje partiet mere til højre med en stram udlændingepolitik og hård retspolitik som f.eks. den nye bandepakke.

Fordeling er også værdipolitik

”Nu synes jeg jo rent faktisk, at fordelingspolitik i allerhøjeste grad er værdipolitik,” siger Mette Frederiksen og tilføjer: ”Når den nuværende regering foreslår at hæve pensionsalderen over forholdsvis kort tid og dermed forlænge folks tid på arbejdsmarkedet, er det i mine øjne ikke at have respekt for den kontrakt. Så tipper regeringen samfundskontrakten. I mine øjne er det også en opsigelse af kontrakten, når regeringen er så entydigt optaget af at lette topskatten. Jeg er grundlæggende tilhænger af, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder.”

”Når jeg besøger virksomheder rundt om i landet, hører jeg heller ikke et ønske om at lette topskatten. Det, jeg hører, er mangel på kompetencer. Vi kommer til at mangle faglærte. Det er lige om hjørnet. Og det er jo gennemført dybt problematisk for et samfund, hvis vi ikke kan tilvejebringe den arbejdskraft, som vores egne virksomheder har behov for,” siger hun.

Dermed forsøger Mette Frederiksen at give indtryk af, at der er meget stor forskel mellem hende som statsminister og Lars Løkke Rasmussen. En opgave, der er blevet en hel del lettere, efter at Løkkes blå profil er blevet markant skærpet med De Konservative og Liberal Alliances indtog i regeringen.

Det er helt anderledes på udlændingeområdet. Her har Socialdemokratiet lagt sig meget opad regeringens linje og flere gange endda overhalet regeringen inden om sammen med Dansk Folkeparti.

Partitoppen er overbevist om, at den stramme kurs er årsagen til, at rød blok står til at vinde, hvis der var valg i morgen. Det er også strategiens akilleshæl, fordi det sætter forholdet til de andre partier i rød blok på alvorlige prøver. Ikke mindst forholdet til De Radikale. Men som Mette Frederiksen udtrykker det:

”Jeg synes, at mandaterne skal have lov til at tale efter et folketingsvalg. Jeg vil tro, at mandaterne efter et valg falder sådan ud, at der vil være mellem 70 og 85 pct., der står bag den udlændingepolitik, der føres i dag, og som baserer sig på, at der skal være styr på antallet, for at integrationen kan lykkes.”

Danskerne foretrækker Frederiksen

På mange måder går det i den rigtige retning for Mette Frederiksen. Partiet står til fremgang i meningsmålingerne, og stort set alle målinger viser rødt flertal. Socialdemokraterne har haft held til at banke en kile ind i blå blok med sit tætte samarbejde med Dansk Folkeparti.

Hun slår også klart Løkke som danskernes foretrukne statsminister. Kun 18 pct. af vælgerne peger på Løkke som deres foretrukne statsminister, mens næsten dobbelt så mange – 35 pct. – peger på Mette Frederiksen, viser en måling foretaget af Norstat for Altinget. Se figur 1.

Danskerne foretrækker Mette Frederiksen som statsminister

Figur 1 | Forstør   Luk

Mens Mette Frederiksen ligger rimelig stabilt, scorer Lars Løkke Rasmussen den laveste popularitet siden januar 2015, hvor Norstat begyndte at lave disse målinger for Altinget.

Note1: Data er indsamlet i perioden 15.-20. marts 2017.
Kilde: Norstat for Altinget.

Det er opsigtsvækkende set i europæisk perspektiv. For dermed er Mette Frederiksen en af de eneste socialdemokratiske ledere i Europa, som står til fremgang og til at vinde regeringsmagten, hvis der var valg i morgen.

”Vi har i Socialdemokratiet foretaget en analyse, som adskiller sig fra nogle af vores søsterpartier i andre lande, om hvilken situation vi står i,” siger hun.

De fleste europæiske S-ledere kæmper med voldsomme problemer. De er presset af voksende populistiske højrepartier, og de har svært ved at definere en klar vej som følge af en kombination af globalisering, ulighed og stigende indvandring.

I Holland oplevede socialdemokraternes formand, Lodewijk Asscher, en total nedsmeltning ved parlamentsvalget for nylig og tabte hele 29 af partiets 38 mandater. I England kæmper Jeremy Corbyn med et Labour-parti i indre opløsning. I Frankrig er præsident François Hollande så upopulær, at han har opgivet at søge genvalg, og alt tyder nu på et ydmygende nederlag til Socialistpartiets kandidat, Benoît Hamon, allerede i første runde ved præsidentvalget senere på måneden.

I Spanien kæmper socialdemokraterne med det laveste niveau siden demokratiets genindførelse i 1970’erne, og i Grækenland slås det tidligere så magtfulde Pasok med at undgå spærregrænsen. I Irland er partiet tæt på udslettelse. I Italien er det i dyb krise. Og i Tyskland ser kanslerkandidaten Martin Schulz ud til at have tabt pusten efter delstatsvalget i Saarland for nylig, så kansler Angela Merkel nu kan slappe lidt mere af forud for Forbundsdagsvalget til efteråret.

De få socialdemokratiske partiledere, som trodser tendensen og ser ud til at kunne vinde regeringsmagten efter et valg, er folk som Portugals premierminister António Costa og Norges S-formand Jonas Gahr Støre. Udover altså Mette Frederiksen fra Danmark.

Kapitalismen er syg

Når hun skal stille diagnosen over, at så mange af hendes partikolleger i de vestlige lande for bare få år siden havde 25-30 pct. af vælgerne bag sig, men nu kæmper med massiv vælgerflugt og sågar udslettelse, vender hun tilbage til samfundskontrakten.

”Alle lande i den vestlige verden har et element af en social kontrakt. Den er i mine øjne stærkest i de skandinaviske lande. England ligger i midten, og den er nok mindst i USA. Det er denne kontrakt, som nu er truet. Mange mennesker oplever en globalisering, der løber løbsk. En ulighed, der er markant stigende. De ser, at otte personer nu reelt ejer det, som svarer til halvdelen af verden. De oplever i selv relativt stærke vestlige lande, at lønmodtagerrettigheder trædes under fode pga. arbejdskraftens fri bevægelighed. De ser nogle steder en ukontrolleret indvandring og for stort indtag af både flygtninge og indvandrere,” siger Mette Frederiksen og tilføjer:

”Når vi lægger alle disse ting sammen, vil mange mennesker ikke bare have en følelse af, men reelt være i en situation, hvor kontrakten er ophævet. De oplever et tilbageslag i levestandarden. Kapitalismen er blevet syg. Og det er derfor, Trump kan blive præsident i USA, at Brexit sker i England, og yderfløjene vinder frem i europæisk politik,” siger hun.

Når Danmark er et af de lande i Europa, som har mærket den økonomiske krise mindst, skyldes det ifølge Mette Frederiksen, at vi har skabt en af de sundeste former for kapitalisme, som et samfund kan præstere.

”Jeg kan ikke finde et samfund internationalt, som er stærkere og sundere end vores. Vi har givet virksomhederne vidtrækkende frihedsrettigheder. Vi har turdet regulere der, hvor markedet ikke bringer noget godt. Vi har reguleret lønmodtagernes rettigheder. Vi har omfordelt flere af kapitalismens goder end i andre lande som USA og England. Vores sociale kontrakt er helt unik, men vi oplever nu, at en masse mennesker med god grund føler sig utrygge. De er utrygge ved, om morgendagen bringer dem et bedre samfund, end gårsdagen gjorde. En af årsagerne er, at kravene til os alle sammen er steget helt eksplosivt. Vi skal ikke mange år tilbage, før man kunne være ufaglært på det danske arbejdsmarked, have en lidt løs tilknytning til arbejdsmarkedet og faktisk være i beskæftigelse, fra man var 14-15 år, til man gik på pension. Det er næsten umuligt i dag,” siger Mette Frederiksen.

Gulerod til virksomheder

Det er denne analyse, der ligger til grund for Socialdemokratiets kursskifte. Nu er fokus ikke længere på at øge arbejdsudbuddet. De mange reformer gennem de sidste 10 år har plukket de lavthængende frugter.

Nu handler det om de såkaldte 2. generationsreformer. Det omfatter bl.a. massive investeringer i uddannelse, styrkelse af virksomhedernes konkurrenceevne og en bedre styring og indretning af den offentlige sektor. Dermed ligger partiet meget tæt op ad de anbefalinger som bl.a. de to økonomiprofessorer Nina Smith og Torben M. Andersen har peget på.

”Sagt lidt groft vil den nuværende regering bare give nogle skattelettelser i toppen af vores samfund som topskat, selskabsskat og boligskat. Men ingen ufaglærte bliver jo dygtigere af, at en direktør får nogle lettelser af topskatten,” siger hun.

Det er også i dette lys, at Socialdemokratiet for nylig lancerede sit store vækstudspil ’Vækst der virker’ med 11 konkrete tiltag for tilsammen 3 milliarder kr. Målet er at løfte folks kompetencer, undgå flaskehalse i visse brancher og øge virksomhedernes vækst i produktiviteten.

Virksomhederne får bl.a. en økonomisk gulerod, hvis de investerer i forskning og udvikling. Hvor virksomheder i dag kan få et fradrag på 100 kroner, hver gang de investerer 100 kroner i forskning og udvikling, skal de ifølge Socialdemokratiet fremover have et fradrag på 130 kr.

Det nye S-udspil indeholder også en omfattende opkvalificeringsreform, der skal omskole og uddanne tusindvis af folk til fremtidens arbejdsmarked.

Medlemmer har støbt kuglerne

Socialdemokratiet forbereder samtidig en række nye udspil frem mod næste valg.

Mette Frederiksen vil senere på måneden på et stormøde præsentere et udkast til et helt nyt principprogram. Partimedlemmer over hele landet har bidraget til at støbe kuglerne. 4.600 medlemmer har givet deres bud på de vigtigste værdier og principper. Otte arbejdsgrupper har fået ansvaret for at forme visionerne på områder som velfærd, ulighed, vækst og arbejdspladser. Det skal afløse det nuværende principprogram, ’Hånden på hjertet’, som blev vedtaget under Mogens Lykketofts formandskab i 2004.

Senere ventes Socialdemokratiet at spille ud med mere konkrete forslag inden for områder som klima, miljø, erhvervspolitik, social mobilitet og velfærd. Partiet vil bl.a. sætte mere kød og blod på sit forslag om en reform af den offentlige sektor forud for kommunal- og regionsrådsvalget til november.

”Det er en kerneopgave for et velfærdssamfund som vores at sikre, at de børn, som bliver født på skyggesiden, har lige så gode vilkår, som andre børn har. Vi skal have flyttet ressourcer fra behandling til forebyggelse på både sundhedsområdet og socialområdet, så vi i stedet for at skulle slukke brande kan sætte ind på et tidligere tidspunkt,” siger Mette Frederiksen.

Hun sætter også spørgsmålstegn ved det omstridte produktivitetskrav på 2 pct., som sundhedsvæsenet har været pålagt i cirka 15 år. Kravet har betydet, at læger og sygeplejersker på landets sygehuse hvert år har skullet løbe lidt hurtigere. Mette Frederiksen går dog ikke så langt som Dansk Folkeparti og andre partier i rød blok, der alle ønsker helt at skrotte kravet.

”De 2 pct. har haft et fint formål i en årrække til at få nedbragt ventelisterne og hævet produktiviteten. Men jeg er ikke længere sikker på, at de 2 pct. er det rigtige styringsredskab,” siger hun.

Samtidig vil hun give offentlige ledere større frihed til at lede og skrue ned for styringen. Hun vil også rydde op i bureaukratiet og indgå ”en velfærdskontrakt” med medarbejderne i den offentlige sektor for at give dem fagligheden og arbejdsglæden tilbage.

”Jeg foregiver ikke, at det er let. Vi har talt længe om det, og derfor skal vi tænke os rigtig godt om denne gang. Vores offentligt ansatte har ikke længere brug for varm luft. Næste gang skal det rykke noget, for at de ikke helt opgiver os derude.”

Tre store udfordringer

En stor del af udfordringerne kan i Mette Frederiksens optik ikke klares på Christiansborg alene – de skal løses i EU. Dermed lægger hun op til et frontalopgør med Lars Løkke Rasmussen om Danmarks EU-prioritering. Hvor hun på nogle områder efterlyser mere EU, vil han have mindre.

Hun peger på tre store udfordringer. Den første store opgave er at bruge det europæiske samarbejde mere aktivt til at bekæmpe skattesnyd og skatteunddragelse. Samtidig vil hun kæmpe for en slags europæisk solidaritetspagt for at få stoppet konkurrencen om bl.a. at sætte selskabsskatten ned.

”Det vil ad åre underminere vores evne til at finansiere de europæiske velfærdssamfund. En løsning kan være at have en bund under den effektive selskabsbeskatning, som man ikke kan gå under.”

Skal den bund være over eller under det danske niveau?

”Den tid, den glæde. Nu skal jeg lige have overbevist resten af Europa om, at det er en god ide.”

Den anden store opgave er at sikre en bedre balance mellem arbejdskraftens frie bevægelighed og lønmodtagernes rettigheder.

”Vi ønsker en europæisk diskussion af, hvordan vi kan få de to størrelser til at blive mere ligevægtige. Det er de ikke i dag. Den frie bevægelighed står langt over rettigheder. Det er en uholdbar prioritering, og konsekvenserne ser vi nu. Når jeg lyttede til debatten i England op til Brexit, handlede det mere om indvandring og underminering af lønmodtagernes rettigheder end om EU.”

Hvordan kan man sikre en bedre balance?

”Det kan f.eks. være ved at slå endnu hårdere ned på social dumping og ikke acceptere en konkurrence i nedadgående retning, hvad angår arbejdsmiljø, sikkerhed og løn. Desværre oplever jeg at stå temmelig alene på den europæiske scene. I mine øjne tager de europæiske kolleger for let på sammenbruddet af den sociale kontrakt. Hvis vi bare fortsætter som nu, bliver Storbritannien ikke de sidste, der forlader EU.”

Den tredje opgave handler om at sikre EU’s ydre grænser bedre mod det stigende pres af flygtninge og migranter.

”De, som påstår, at de ydre grænser er sikret, taler imod bedre vidende. Vi har en ustabil situation i Tyrkiet, og vi har en ustabil situation i Nordafrika. Det arabiske forår blev aldrig til en sommer. Med den fortsatte befolkningstilvækst i Afrika vil presset på Europa kun forøges. I mine øjne er vi slet ikke færdige med at tale om, hvordan vi skal sikre de ydre grænser.”

Hvad mener du om tanken om EU-finansierede asyllejre, som der bliver arbejdet på?

”Det er en god ide. Det handler jo ikke om, at vi har en begrænset konflikt, som den vi skulle håndtere i 1990’erne med flygtninge fra Balkan. Vi har en permanent ny situation. Intet tyder på, at situationen i Mellemøsten bliver stabiliseret inden for de næste 5-10 år. Så vi er nødt til at have et meget klogere indrettet og effektivt drevet hjælpesystem tættere på.”

Begrænset indvandring var også Ankers ide

Hendes partikollega Mattias Tesfaye har i sin nye bog “Velkommen Mustafa” luftet tanken om at indføre et loft på maksimalt 5.000 opholdstilladelser om året til ikke-vestlige indvandrere under en kommende S-regering. Et forslag, som Mette Frederiksen ikke er helt afvisende over for.

”Jeg har sympati for tanken. Det er en gammel socialdemokratisk kongstanke helt tilbage fra Anker Jørgensens tid. Han udtrykte jo allerede i 1970’erne, at der er grænser for, hvor mange vi kan tage hertil, hvis vi skal have tingene til at fungere. Men det er lidt sværere at omsætte i praksis, da vi har de internationale forpligtelser i konventionerne,” siger S-formanden.

Dermed sætter hun endnu engang en tyk streg under Socialdemokratiets strategi om, at antallet betyder noget. Talrige gange har denne linje ført til konflikt med de øvrige partier i rød blok og dele af partiets eget bagland. Foreløbig har Mette Frederiksen dog formået at bevare roen internt i partiet om denne linje.

Men hun er ude i en svær balance. Hun vil blive udsat for et bombardement af anklager fra de blå partier om, at en S-ledet regering vil føre en slappere udlændingepolitik. Samtidig vil hun konstant blive presset af sine ’venner’ i rød blok for at være gået for langt mod højre. Men som Mette Frederiksen konkluderer:

”Den udlændingepolitik, jeg står for som partiformand, er kernesocialdemokratisk. Vi har masser af integrerede indvandrere, der klarer sig godt. Men vores skattefinansierede velfærdssamfund kan ikke økonomisk hænge sammen, når ikke-vestlige flygtninge og indvandrere har så markant lavere erhvervsfrekvens end alle andre. Det er også et spørgsmål om solidaritet. For det er de dårligt stillede, der betaler prisen for, at integrationen gennem de sidste 30-40 år ikke er gået så godt; det er ikke de bedst stillede eller middelklassen på villavejene. Jeg nægter at fortsætte en udvikling, hvor vi beder de ufaglærte med de laveste indtægter, der bor i den almene sektor sammen med de dårligst integrerede flygtninge og indvandrere, om at være alene om at løfte en af dette samfunds sværeste opgaver – integrationen.”

Forrige artikel Fredsdividenden er høstet - oprustning venter forude Fredsdividenden er høstet - oprustning venter forude Næste artikel Danmark i stærk position til udvikling af kunstig intelligens Danmark i stærk position til udvikling af kunstig intelligens