Milliarder bliver brugt i blinde
Hvert år bruger Danmark over 40 milliarder kr. til at hjælpe udsatte børn, handicappede og voksne med sociale problemer. Det store beløb til trods ved vi kun ganske lidt om effekten af de sociale indsatser. Socialstyrelsen anslår, at under 10 pct. af de mange sociale milliarder bliver brugt på evidensbaserede metoder. Kun ca. hver tredje kommune anvender én eller flere af de evidensbaserede metoder på voksenområdet. På børneområdet er det 2 ud af 3 kommuner. Flere fremtrædende eksperter, som Mandag Morgen har talt med, opfordrer nu til et opgør med den vanetænkning, der præger området. De sociale indsatser bør i højere grad basere sig på viden om, hvad der virker, så de mange milliarder bliver brugt på metoder med størst nytteværdi.
Jens Reiermann
VelfærdsredaktørTorben K. Andersen
Politisk redaktørDanmark bruger hvert år over 40 milliarder kr. på at hjælpe udsatte børn, handicappede og voksne med sociale problemer. Men vi ved himmelråbende lidt om effekten af de talrige indsatser, der bliver sat i værk.
Ofte famler sagsbehandlere og politikere i blinde, når de efter bedste evne forsøger at hjælpe sårbare børn, familier med misbrug, hjemløse, sindslidende og andre udsatte grupper med at få bugt med deres problemer.
Socialstyrelsen anslår, at under 10 pct. af de mange milliarder kroner på socialområdet bliver brugt på evidensbaserede metoder. Danmark ville kunne spare milliarder af kroner, hvis man blev bedre til at udnytte den viden, der trods alt findes om effektfulde og succesrige sociale indsatser, mener forskere. Men kun få kommuner arbejder systematisk med evidensbaserede metoder.
[quote align="right" author="Agi Csonka Direktør, SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd"]Det er næsten ikke til at bære, at der stadig går ordblinde børn gennem et helvede af en skolegang i 10 år, fordi vi ikke kan finde ud af at opkvalificere lærerne til at bruge den.[/quote]Konsekvensen er spild af omfattende økonomiske ressourcer og mangel på hjælp til anbragte børn, ordblinde, misbrugere og andre udsatte grupper, som har allermest behov for den.
Flere af landets mest fremtrædende eksperter og forskere, som Mandag Morgen har talt med, opfordrer nu til et gennemgribende opgør med vanetænkning, mavefornemmelse og hverdagsrutiner. Fremover skal de sociale indsatser i langt højere grad basere sig på viden om, hvad der virker, så de mange milliarder kroner bliver brugt på de metoder med størst nytteværdi. Direktør Agi Csonka fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd siger:
”Vi bruger mange penge på sociale indsatser, som vi ikke ved er sikre på virker. Der er et stort behov for at vide mere om, hvad der virker. Der er også ting, som vi ved virker, men som vi alligevel ikke sætter i værk. Det er næsten endnu værre. Hvis bare vi implementerede og brugte den viden, vi allerede har, kunne vi spare milliarder af kroner på forebyggelse af problemer og sikre langt mere effektive arbejdsgange,” siger Agi Csonka og fremhæver to eksempler på viden, der ikke bliver brugt optimalt i dag:
”Vi ved, at kontinuitet i anbringelse af børn og unge er vanvittig vigtigt. Alligevel er der alt for mange børn, som må skifte opholdssted eller plejefamilie. Det er rigtig skidt for børnene. Vi ved også præcis, hvad der skal til for at hjælpe ordblinde børn. Der er bl.a. udviklet en it-rygsæk, som findes i skolerne. Men lærerne kan ikke finde ud af at bruge den. Det er næsten ikke til at bære, at der stadig går ordblinde børn gennem et helvede af en skolegang i 10 år, fordi vi ikke kan finde ud af at opkvalificere lærerne til at bruge den,” siger Agi Csonka.
Få kommuner viser vej
Danmark betaler hvert år en astronomisk høj pris for, at næsten hvert 10. barn kommer til at leve et liv på kanten af samfundet på grund af f.eks. psykiske lidelser, anbringelse uden for hjemmet eller misbrugsproblemer.
[quote align="left" author="Steffen Bohni Vicedirektør, Socialstyrelsen"]Det ville overraske mig meget, hvis tallet var højere end de 10 pct. Der er potentiale for en betydelig forbedring i forhold til den aktuelle situation.[/quote]Regningen løber op i 72 milliarder kroner for hver eneste ungdomsårgang, der fødes i Danmark. Det viser en analyse, som Centre for Economic and Business Research ved CBS har udført for pensionskoncernen Skandia. Til sammenligning bruger de danske kommuner ”kun” 41 milliarder kroner på folkeskolerne. Det skyhøje beløb dokumenterer det enorme økonomiske potentiale, Danmark kan høste ved at satse endnu mere på forebyggelse, opsøgende arbejde og på sociale indsatser med dokumenteret effekt.
De tre jyske kommuner Herning, Holstebro og Ikast-Brande er foregangseksempler på, hvordan den fremtidige socialpolitik kan skrues sammen. De arbejder alle systematisk med metoder, der har dokumenteret effekt på børne- og ungeområdet. De sætter ind tidligere, og de ender med at anbringe færre på institution. Resultaterne taler for sig selv.
Hvor andre kommuner sender udsatte børn på institution, sender f.eks. Herning dem i skole, så tre gange flere af dem nu får en ungdomsuddannelse. Det kan også mærkes på bundlinjen. En anbringelse på en institution koster op imod en million kroner om året. Men når Herning arbejder med børn og unge ud fra de metoder, der virker, sparer den i snit over 400.000 kroner for hver af de unge.
De tre kommuner hører til undtagelserne. Vicedirektør i Socialstyrelsen Steffen Bohni anslår, at under 10 pct. af de mange milliarder kroner på socialområdet bliver brugt på evidensbaserede metoder.
”Det ville overraske mig meget, hvis tallet var højere end de 10 pct. Der er potentiale for en betydelig forbedring i forhold til den aktuelle situation,” siger Steffen Bohni, der som chef for Socialstyrelsens – og dermed statens – evidens- og evalueringsarbejde er en mand, der ved, hvad han taler om.
Hun fremhæver anbringelser af børn som et eksempel på et område med et kæmpe hul af manglende viden. Danmark bruger hvert år 14-15 milliarder kroner på støtte til sårbare børn og unge. Se figur 2. En anbringelse væk fra sine biologiske forældre er et af de mest vidtgående indgreb, et barn kan blive udsat for. Og godt 1 pct. af alle børn er anbragt – en andel, som har ligget rimelig stabilt gennem de sidste 100 år.
Alligevel ved vi fortsat kun meget lidt om, hvorvidt pengene er givet godt ud. Der findes kun meget lidt dokumentation om effekterne af de forskellige anbringelser, om de virker efter hensigten, og om konsekvenserne af anbringelser for de familier, hvor barnet bliver fjernet.
”Anbringelser af børn er den største black box i forhold til vores viden om, hvilken indsats de får. Der har været meget stort fokus på at få afdækket børns vilkår, indtil de bliver anbragt. Men så er det, som om man har sluppet dem der. Vi ved f.eks. ikke særlig meget om, hvilke pædagogiske principper som bliver brugt eller ikke brugt. Og det er i virkeligheden svært at svare på, hvor mange institutioner og opholdssteder der overhovedet findes i Danmark,” siger Mette Deding.
Senest har SFI konstateret en række huller af viden under sit nuværende arbejde med et stort forskningsprojekt om den særlige skolerettede indsats for anbragte børn i plejefamilier. For når de bliver anbragt hos en plejefamilie, flytter de ofte til en anden kommune end deres biologiske forældres, og så forsvinder de lidt i tågerne.
”Det har nærmest været et mareridt at finde disse børn. Vi ved, hvor de kommer fra. Men vi ved ikke, hvor de bor. For kommunerne ved ikke, hvor mange anbragte børn de har på deres almindelige folkeskoler, og som kan have særlige udfordringer. Det politiske system hælder stadigvæk til, at det bare handler om at beslutte, hvad der er den mest effektive indsats, og så er det den, vi bruger. Men når vi mangler et grundfundament af viden, kan vi slet ikke tale om, hvad der er den mest effektive indsats over for de her børn,” konkluderer Mette Deding