Man kan diskutere, om politikerne betaler universiteterne for lidt for at uddanne studerende, eller om universiteterne bruger pengene for dårligt, men en ting er sikker: Universiteterne bruger flere penge, end de får. Halvanden milliard kroner mere om året, tyder de nyeste udregninger på. Se figur 1. Spørgsmålet er, hvor pengene til den ekstraregning bliver taget fra?

Formanden for rektorkollegiet i Danske Universiteter har et bud:

”Lige nu koster det sektoren penge at uddanne folk, og de penge henter vi fra forskningsmidlerne. Der er ikke så mange andre steder, de kan komme fra. Vi har ikke nogen pengemaskine,” siger Anders Overgaard Bjarklev, der også er rektor på DTU.

[graph title="Hul på halvanden milliard" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/9c27b-van_fig01_hul-paa-halvanden-milliard.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/1e522-van_fig01_hul-paa-halvanden-milliard.png" text="En længe ventet analyse af omkostningerne på de videregående uddannelser viser, at universiteterne samlet set bruger knap 8,4 milliarder kr. på uddannelse. Af finanslovsforslaget fremgår det, at de kun får 6,9 milliarder til at løfte opgaven. Der mangler halvanden milliard."]Note: 1 Deloittes analyse baserer sig på tal for 2013. Tilskuddet er ligeledes fra 2013., Kilde: Finanslovsforslag 2016, “Omkostningsanalyse af de videregående uddannelser”, Deloitte, 2015 [/graph]

Hans rektorkollega i Århus er enig:

”Mange steder bliver der flyttet penge fra forskning til undervisning,” siger Brian Bech Nielsen.

Og lektor i samfundsøkonomi ved Aalborg Universitet Mogens Ove Madsen, der bl.a. beskæftiger sig med universiteternes økonomi, bakker de to rektorer op:

”De underfinansierede uddannelser bliver dækket ind af penge, der burde bruges til at forske for,” siger han.

Historien ligger ligefor: Underfinansierede uddannelser koster dansk forskning halvanden milliard. Eller endnu bedre: Danmark lever ikke op til sit mål om forskningsinvesteringer. I sit oplæg til den kommende finanslov lægger regeringen ikke kun op til at spare 2 pct. på uddannelserne, som Mandag Morgen beskrev i sidste uge. Den vil også spare 1,4 milliard kr. på forskning, så de samlede offentlige investeringer går fra 1,09 pct. af BNP til 1,01.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) ser ingen grund til panik. Danmark afsætter stadig mere end den ene procent, som Danmark officielt har skrevet under på at bruge. Men hvis der mangler halvanden milliard, er vi under 1 pct.

Regnskabsmørket

Det er en god historie, og den er ikke forkert, men før vi når at finde de store bogstaver frem til forsiden, indløber et ’men’, som vi bliver nødt til at have med. For mens det er let at gøre op, hvilke penge der bliver bevilget til hvad, er det sværere at følge med i, hvad de bliver brugt på.

”Det er lidt en kunstig øvelse, som svarer til at dele lunkent vand op i koldt og varmt,” siger Brian Bech Nielsen fra Aarhus Universitet og giver et eksempel: ”Forsøgsfaciliteter og laboratorieudstyr, som er indkøbt til forskningsformål, kan også indgå i undervisningen, og værdien af dette er svær at prisfastsætte.”

Uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen (V), er glad for rektorens ´men´. Så glad, at han føler trang til at skrue op for forbeholdet:

[quote align="left" author="Esben Lunde Larsen, uddannelses- og forskningsminister"]Man kunne godt bede forskerne låse deres udstyr inde, så ingen andre end dem selv kan benytte det. Men det ville jo ikke give mening[/quote]

”Præmissen om, at forskningspenge går til uddannelse, er simpelthen ikke rigtig. I Deloitte-rapportens beregninger bliver f.eks. dyrt forskningsudstyr regnet med som uddannelsesomkostninger, hvis studerende får lov at benytte det. Man kunne godt bede forskerne låse deres udstyr inde, så ingen andre end dem selv kan benytte det. Men det ville jo ikke give mening, at synergien ikke kan udnyttes,” skriver Esben Lunde Larsen i en e-mail til Mandag Morgen.

Ministeren har ret i, at det er svært at gøre op, om universiteternes penge går til uddannelse eller forskning. Når pengene bliver bevilget på finansloven, er der to store klumper: Én til uddannelse, der primært består af et årligt tilskud pr. studerende og en bonus, hvis den studerende bliver færdig til tiden. Og én til forskning, der bliver tildelt som en basisbevilling. Så kan politikerne stolt skilte med, hvor mange penge de har givet til forskning.

Men når pengene kommer inden for universiteternes mure, forplumres billedet. De ryger ind i en stor pulje på de enkelte universiteter og bliver derefter delt ud til studierne, hvor man både forsker og underviser. Om den krone, universitetet fik til forskning, også bliver brugt til at forske for, er svært at sige, forklarer universitetsdirektør på Roskilde Universitet, Peter Lauritzen:

”Du kan ikke følge pengestrømmen på den måde, du gerne vil. Først og fremmest fordi universiteterne fordeler og opgør pengene vidt forskelligt, men også fordi vi ikke altid kan sige, hvornår noget er forskning og noget er uddannelse. Det flyder sammen. Universiteterne leverer jo forskningsbaseret undervisning,” siger han.

[quote align="right" author="Peter Lauritzen, universitetsdirektør på Roskilde Universitet"]Vi ikke altid kan sige, hvornår noget er forskning og noget er uddannelse. Det flyder sammen[/quote]

Forskerne skal f.eks. både uddanne og forske, og hvor meget tid de reelt bruger på hvad, er svært at gøre præcist op. Du kunne tælle timer, men det giver ikke mening, mener Anders Overgaard Bjarklev:

”Lektor Olsen skal ikke udfylde timesedler, så vi minutiøst kan følge, om han forsker, underviser, taler med pressen, søger penge, tænker sig om eller på sin hustru. Det bringer intet godt med sig at stille den slags krav, men det betyder selvfølgelig, at vi ikke helt præcis ved, hvilke kroner vi bruger hvor,” siger han.

På Roskilde Universitet vil prorektor Peter Kjær heller ikke give et bud på, hvordan tid og penge fordeler sig mellem forskning og uddannelse.

RUC-studerende arbejder meget af tiden med større projekter, og ofte relaterer projekterne sig på den ene eller anden måde til vejlederens forskning. I kemi eller biologi kan de f.eks. indsamle prøver og analysere dem, hvilket f.eks. kan fungere som en forundersøgelse til et større projekt. Og på historie er de studerende med til at lave kortlægninger, der også kan bruges i andre sammenhænge. De studerende fungerer som underleverandører, der bidrager direkte til forskningen. Det er ikke unormalt, at en eller flere studerende bliver takket i forordene til afhandlingerne, fordi de har hjulpet til, eller står som medforfattere til en publiceret forskningsartikel.

Besparelser på uddannelse rammer forskning

Så man kan ikke sige præcist, hvor mange penge universiteterne bruger til hvad. Men fordi uddannelse og forskning er vævet så tæt sammen, kan man vide sig sikker på, at det også går ud over forskningen, hvis regeringen fjerner penge fra uddannelserne. Og det har den tænkt sig: 2 pct. om året de næste fire år. Til gengæld vil finansministeren og uddannelsesministeren frede basismidlerne til forskning, men det betyder ikke, at forskningen går fri.

Økonomien på RUC er f.eks. båret af de penge, universitetet modtager for at uddanne studerende. Hvis regeringen sænker bevillingerne, rammer det forskningen, forklarer universitetsdirektør Peter Lauritzen.

”Hvis man skærer på uddannelsestaxametret, intensiverer man det krydspres, vi og den enkelte ansatte allerede oplever. Vi har for få penge til uddannelse, og dermed også for få penge til forskning. Uddannelserne er underfinansierede, og forskningen er underfinansieret,” siger Peter Lauritzen.

Hvordan kan det hele være underfinansieret, uden I er lukket for længst?

[quote align="left" author="Anders Overgaard Bjarklev, formand for rektorkollegiet"]Du kan ikke leve af passion, og vi er allerede ved grænsen i forhold til, hvad vi kan kræve af folk[/quote]

”RUC er måske humlebien, der flyver, selv om den ikke burde kunne. Du skal ud på studierne for at finde svaret. De ansatte løber lidt hurtigere og arbejder lidt mere for at få enderne til at mødes,” forklarer Peter Lauritzen.

I Aalborg oplever lektor i samfundsøkonomi Mogens Ove Madsen, at forskningen er ved at blive en sekundær aktivitet for forskerne. Undervisningen er skemalagt, det samme er eksamenerne og vejledningen. Hvis der bliver skåret i bevillingerne og kolleger bliver fyret, så skal de tilbageværende undervise mere for at få skemaerne til at gå op, og det betyder, at de får mindre tid til at forske.

”Så bliver du nødt til at tage aftener, weekender og ferier i brug for at få tid til at bedrive din forskning. Det gør vi allerede i dag, og jeg frygter, at det bliver værre,” siger Mogens Ove Madsen.

Formanden for rektorkollegiet, Anders Overgaard Bjarklev, genkender billedet:

”Vi har dedikerede medarbejdere, og de arbejder væsentligt mere, end de skal, fordi de er passionerede omkring deres arbejde. Det er med til at få enderne til at mødes på institutionerne. Men du kan ikke leve af passion, og vi er allerede ved grænsen i forhold til, hvad vi kan kræve af folk,” siger han.

De direkte anslag

Forskningen bliver ikke kun ramt indirekte, hvis regeringen får sin finanslov igennem. Den bliver også beskåret direkte. Venstre lægger op til at spare 1,4 milliarder kr. på forskning ud af de 16,5 milliarder, der blev afsat i år, altså 8,5 pct. Det Frie Forskningsråd, Innovationsfonden og energiforskningsprogrammet EUDP bliver hårdest ramt. De to første bliver beskåret med cirka en tredjedel hver, mens EUDP går fra en årlig bevilling på 350 millioner kr. i år til 52,7 millioner kr. næste år.

Rektor på Aarhus Universitet Brian Bech Nielsen er bekymret. Især over besparelserne på Det Frie Forskningsråd. Regeringen har valgt at øremærke den såkaldte forskningsreserve til strategisk forskning, herunder Innovationsrådet, men den frie forskning får ingenting, selv om rådet så sent som sidste år fik seks udenlandske eksperters ord for, at det leverer forskning af høj international kvalitet og sikrer unge forskere mulighed for at udvikle deres forskning.

”Der skal være en fornuftig balance mellem strategisk forskning og fri forskning, og den skrider nu. Det Frie Forskningsråd fungerer som en incubator for vækstlaget og hjælper de yngre forskere med at opbygge en tilstrækkelig forskningskvalitet. Vi risikerer, at de gamle garvede løber med alle pengene, mens de unge med de sprælske ideer sidder tomhændede tilbage,” siger Brian Bech Nielsen.

[quote align="left" author="Peter Lauritzen, universitetsdirektør på Roskilde Universitet"]Vi og politikerne må begynde at sige det, som det er: Vi kan ikke lave verdensklasseuniversiteter med færre penge, end vi har nu[/quote]

På Roskilde Universitet er prorektor Peter Kjær også bekymret på forskernes vegne.

”Hvis uddannelsesbevillingerne bliver beskåret, må den enkelte forsker hente flere forskningsbevillinger hjem, for at den samlede økonomi kan hænge sammen. Så konkurrencen om eksterne forskningsmidler bliver hårdere, fordi vi alle sammen får behov for at hente flere penge udefra, mens der samtidig bliver færre af dem,” siger han.

I forvejen er situationen tilspidset, og langt de fleste tidskrævende ansøgninger er spildt. Danmarks Grundforskningsfond modtog 186 ansøgninger sidste år, 12 ansøgere modtog i alt 692 millioner kr. Det Frie Forskningsråd fik 3.902 ansøgninger og imødekom 542 med samlet set 1,4 milliarder, mens 2.041 ansøgninger tikkede ind til Innovationsfonden, som fordelte 1,6 milliarder til 907 af dem.

Nu får de færre midler at dele ud af, og det kommer til at ramme forskningen herhjemme. For den er allerede underfinansieret, mener Peter Kjær, selv om det er vidt forskelligt, hvordan det kommer til udtryk på de forskellige universiteter, fakulteter og studier.

Man kan skelne mellem de naturvidenskabelige fag på den ene side og de samfundsvidenskabelige og humanistiske fag på den anden. De naturvidenskabelige mangler store penge. Penge til laboratorier, udstyr, forsøgsdyr, langstrakte eksperimenter. På humaniora og samfundsvidenskab ser det anderledes ud:

”De mangler småpenge, men de mangler mange af dem,” siger Peter Kjær.

Der er ikke penge til at få artikler korrekturlæst eller oversat, at tage på konference eller afholde arrangementer, ansætte studentermedarbejdere til at renskrive interview eller håndtere excel-ark.

”Forskerne kommer med meget moderate ønsker om engangsbeløb på 20.000 kroner til at ansætte hjælp til at analysere store datasæt, og det kan vi ikke engang honorere,” siger Peter Kjær.

I stedet skal forskerne klare benarbejdet selv, for slet ikke at tale om administrationen, som alt sammen koster.

Kræver verdensklasse uden regning

Universitetsdirektør Peter Lauritzen har et yndlingseksempel, han bruger til at illustrere, hvad problemets kerne er. Det amerikanske eliteuniversitet Harvard har cirka 10.000 studerende, det samme har RUC. Men Harvards egenkapital er 35 milliarder dollar, mens RUC’s egenkapital er på vej ned på 40 millioner kr. Det koster cirka 300.000 kroner at gå på Harvard om året, mens de danske universiteter får mellem 45.000 og 95.000 kroner pr. studerende. Hvis den politiske ambition er, at de danske universiteter skal kunne konkurrere med de bedste universiteter i verden, så har økonomien en betydning.

"Vi har ikke pengene til at kunne følge med på det niveau i længden. Og slet ikke, når politikerne begynder at skære i uddannelsesbevillingerne og forskningsmidlerne,” fortæller Peter Lauritzen.

Der er et misforhold mellem de politiske taler og de politiske prioriteringer, mener han:

”Vi og politikerne må begynde at sige det, som det er: Vi kan ikke lave verdensklasseuniversiteter med færre penge, end vi har nu. Der skal flere til. Hvis vi ikke vil betale, må vi nøjes. Og det er helt fair, men det er ikke i orden at lade, som om det forholder sig anderledes.”

Formanden for rektorkollegiet er på samme linje:

”Det er elskværdigt, at vi har ambitiøse politikere, der vil have topkvalitet og verdensklasse, men det hænger ikke sammen, når de samtidig skærer i et allerede skåret budget,” mener Anders Overgaard Bjarklev.

Uanset hvordan man vender og drejer det, mener rektoren, at besparelserne kommer til at ramme kvaliteten, og han beklager at gøre brug af en sportsmetafor, men gør det alligevel:

”Vi kan heller ikke forvente at fodboldlandsholdet vinder EM, hvis de ikke har græsbaner at spille på,” siger han.

Uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen (V), er ikke enig. Forelagt bekymringerne skriver han i en e-mail til Mandag Morgen:

”Jeg mener ikke, der er grund til at frygte, at kvaliteten af forskningen vil falde. Selvfølgelig vil antallet af gode forskningsprojekter fremover falde, men vi kan sikre os, at de forskningsprojekter, vi støtter, bliver af højere kvalitet. Og jeg mener ikke, at kvaliteten overordnet set vil lide et dyk. Det glæder mig ikke, at vi er i denne økonomiske situation. Men den tidligere regering efterlod et hul i budgettet på tre milliarder kroner, og vi skal finde finansieringen et sted. Det bidrager forskningsområdet med. Men vi er stadig et af de lande, der bruger allermest på forskning og uddannelse. Dette perspektiv skal vi huske.”