Analyse af 
Torben K. Andersen
Jens Reiermann

Ministerdebutanter får nøgleroller

ANALYSE: De er relativt unge, de er visionære, og de er alle forfattere til en stribe opsigtsvækkende debatbøger, der har været med til at definere Socialdemokratiets nye profil. Mandag Morgen sætter spot på fem ministerdebutanter i Mette Frederiksens nye regering, som vil være med til at afgøre, om regeringen bliver en succes eller fiasko hos vælgerne.

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Mette Frederiksen bliver ikke bare landets yngste statsminister nogensinde.

Hun kommer også til at stå i spidsen for et hold med mange relativt unge ministre, hvoraf flere er debutanter, som får nøgleroller med at levere på Socialdemokratiets kerneområder.

Kendetegnende for denne gruppe af ministerdebutanter er, at alle har skrevet en debatbog og dermed har været med at definere Socialdemokratiets visioner og nye profil inden for en stribe samfundsområder.

Gruppen omfatter børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og boligminister Kaare Dybvad.

”Det er et stærkt ideologisk hold. Et hold, der bærer de socialdemokratiske værdier i sit hjerte,” sagde Mette Frederiksen torsdag formiddag om sit nye 20 mand store regeringshold.

Det er et hold, der skal lægge fundamentet for mange års socialdemokratisk lederskab af Danmark. Fejler de, kan det placere partiet på den politiske sidelinje som det har været tilfældet i store dele af de sidste 20 år.

Politisk orkan fra dag ét

Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

En af ministerdebutanterne er udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. Han kan se frem til en periode i massivt politisk stormvejr, hvor han konstant må forsvare regeringens udlændingepolitik og anklager om løftebrud.

Mattias Tesfaye har været en af hovedarkitekterne bag Socialdemokratiets dramatiske kursskifte på udlændingeområdet de senere år under Mette Frederiksen som formand, et kursskifte, som var med til at sikre partiet regeringsmagten.

Han udgav i 2017 debatbogen ’Velkommen Mustafa’, som tager afstand fra den ”humanistiske” linje over for integration og gennemgår Socialdemokratiets udlændingepolitik gennem de seneste 50 år. Bogen kan læses som et slags forsvar for partiets stramme udlændingekurs. Nu bliver det hans opgave at sikre, at vælgerne bevarer tilliden til, at regeringen kan fortsætte den stramme udlændingepolitik.

Det bliver ikke let.

Regeringens planer om blandt andet børnene på udrejsecenter Sjælsmark, nye kvoteflygtninge og at droppe udrejsecenteret Lindholm har affødt en byge af anklager om løftebrud. Det er formentlig bare en forsmag på, hvad der venter på sigt, når blandt andet de lave ydelser til flygtninge og indvandrere kommer på bordet.

Socialdemokratiet er meget bevidst om, at hvis et emne kan flytte vælgere over midten fra rød til blå blok, er det netop udlændingeområdet. Derfor får Mattias Tesfaye en nøglerolle i den nye regering.

Ansvar for børnene

Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

En anden ministerdebutant er børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun får også en ordentlig mundfuld af et ministerium. Hun skal gennemføre en ambitiøs børneplan, sikre minimumsnormeringer og bekæmpe børnefattigdom.

Det bliver heller ikke let.

Samtidig vil hun have en statsminister, som kigger hende over skulderen konstant. Mette Frederiksen har også slået sig op på at være børnenes statsminister. Det forpligter nu.

Pernille Rosenkrantz-Theil har i sine 20 år i politik talrige gange sat gang i samfundsdebatten. Som for eksempel da hun satte Finansministeriets regnemetoder til diskussion sidste år med sin bog ’Det betaler sig at investere i mennesker’ sammen med den nye uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Tidligere i år satte hun også spørgsmålstegn ved, om der er velfærd for sårbare familier, i sin nye debatbog ’Hvilket velfærdssamfund?’.

Regeringen vil måles på, at børn og unge kommer til at klare sig bedre i vores samfund, at alle børn har de samme muligheder, og at Danmark skal være verdens bedste land at være barn i.

Det ansvar hviler i høj grad på skuldrene af Pernille Rosenkrantz-Theil.

Den måske sværeste opgave

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Peter Hummelgaard får som beskæftigelsesminister en af det nye ministerholds sværeste opgaver. Han skal lave den reform, der giver nedslidte danskere en ret til at gå tidligere på folkepension, den reform, Socialdemokratiet gik til valg på – og som der ikke er flertal for i Folketinget.

Selv mener han, netop den reform er en nøgleopgave for en socialdemokratisk regering. Peter Hummelgaard er som sin formand vokset op i et arbejderhjem. Hans far var bagageportør i Kastrup Lufthavn og gik på efterløn med ødelagt knæ og ryg. Hans mor var rengøringsassistent og har forladt arbejdsmarkedet med en førtidspension.

Han deler 100 procent Mette Frederiksens stramme udlændingepolitik og glæder sig over rykket til venstre på velfærdspolitikken. Som forfatter til bogen ’Den syge kapitalisme’ er han blevet en af Mette Frederiksens og hendes nye socialdemokratismes fremmeste fortalere.

Nu skal han bevise, at han kan udbygge sin evne som analytiker og ofte skarp debattør til en position som minister for et af de mest detailregulerede områder i Danmark. Med et lovkompleks på godt 22.000 sider er lovgivningen på beskæftigelsesområdet ufatteligt detaljeret – og kompliceret. Skal Mette Frederiksens reform af den offentlige sektor – selvstyrereformen – for alvor sætte sine spor, kommer Peter Hummelgaard også her til at levere afgørende elementer.

Byer for alle og ikke kun for de rige

Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Som Danmarks nye boligminister skal Kaare Dybvad levere et opgør med de stadigt mere opdelte bysamfund. I de store byer bor de velstillede og de mindre bemidlede borgere i hver deres kvarterer, og deres børn går i hver deres skoler.

Et redskab er her, at byråd og kommunalbestyrelser i dag kan betinge sig, at hver fjerde nybyggede bolig er almennyttig. Regeringen lægger op til, at det fremover kan være hver tredje. Men der skal formentlig mere til for at bryde en udvikling, der har fundet sted over flere årtier.

Og så er der Dybvads hjertebarn: opgøret med de seneste ti års centralisering, som har drænet en række mindre og mellemstore provinsbyer for liv. En af opgaverne bliver at sikre kommende boligejere i de tyndtbefolkede dele af Danmark adgang til realkreditlån.

Kaare Dybvad er en af de socialdemokrater, der med sine politiske debatbøger som ’Udkantsmyten’ og ’De lærdes tyranni’ har været med til at definere Socialdemokratiets nye profil.

Dybvad skal også stå i spidsen for opgøret med udenlandske kapitalfondes opkøb af udlejningsejendomme i København. Hvor Boligministeriet tidligere har levet en noget hensygnende tilværelse, kan det under Kaare Dybvads ledelse få en klar socialdemokratisk profil. 

Væk med milliardbesparelser

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Danmarks nye uddannelses- og forskningsminister bliver Ane Halsboe-Jørgensen. Hun kommer til at stå i spidsen for et område, som har været hårdt ramt af nedskæringer gennem de senere år, og som nu øjner håb om at slippe for yderligere besparelser.

Socialdemokratiet har sammen med sine støttepartier lovet, at den nye regering allerede i næste finanslov vil stoppe omprioriteringsbidraget. Det løfte får Ane Halsboe-Jørgensen en stor del af ansvaret for at føre ud i livet sammen med finansminister Nicolai Wammen.

Hun bliver den minister, der afskaffer uddannelsesloftet, der i dag forhindrer folk med en gennemført uddannelse at vælge en ny uddannelse på samme eller lavere niveau.

Nu er Ane Halsboe-Jørgensen ikke en af de mest fremtrædende socialdemokrater i den offentlige debat. Men hun skabte voldsom debat sidste år, da hun sammen med den nye børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, lancerede debatbogen ’Det betaler sig at investere i mennesker’, hvor de anfægtede Finansministeriets regnemetoder og efterlyste større indsigt i, hvordan sociale investeringer påvirker den offentlige økonomi.

Som minister for et af Socialdemokratiets kerneområder vil danskerne nu komme til at høre meget mere fremover til den kun 36-årige Ane Halsboe-Jørgensen, der er opvokset i Fjerritslev i Nordjylland.

 

LÆS OGSÅ:

Mette Frederiksens store tillidsreform

Mette Frederiksen vil samle magten i Statsministeriet

Mette Frederiksens rød-grønne vision for Finansministeriet

Danskernes værdier anno 2019: Lighed, tillid, frisind – og nej til snyd


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu