Ny Nordisk Skole skaber livsduelige børn

Steen Hildebrandt ser spøgelser, når han udlægger Ny Nordisk Skole som ”konkurrencestatens” indtog i Folkeskolen. Det skriver undervisningsminister Christine Antorini i et svar på Hildebrandts kritik.

Det er et noget polemisk debatindlæg, som professor Steen Hildebrandt har skrevet til Mandag Morgen. Her får han udlagt Ny Nordisk Skole som intet mindre end ”konkurrencestaten på skoleskemaet”. Statsministeren og jeg skulle efter hans mening have udtalt – efter en konspiratorisk drejebog udformet af Finansministeriet – at ”når Ny Nordisk Skole bliver indført, skal alle danske børn lære engelsk fra 1. klasse, sådan at de kan konkurrere med kineserne.”

Og med dette selvopfundne citat mener Hildebrandt at have dokumenteret, at ”logikken i den drejebog bl.a. handler om, at danske børn skal lære, at de primært er til for produktivitetens og konkurrencens skyld. Hvad ellers? Tror de, det handler om dannelse, om livsduelighed, om at udvikle sig til verdensborgere eller lignende fjolleri? Så kan de godt tro om.”

At det skulle være særlig slemt, at børn lærer engelsk fra 1. klasse, har jeg svært ved at se. Og det har intet med Ny Nordisk Skole at gøre.

Hvis Hildebrandt havde gjort sig den anstrengelse at læse nærmere om Ny Nordisk Skole, ville han have fundet ud af, at det netop er et opgør med dem, der har kigget mod Asien uden at se på de særlige styrker, den nordiske uddannelsestradition har.

Som professor Neo Boon Siong sagde til daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han besøgte Singapore for at studere uddannelsessystemet. ”Rejs hjem, statsminister. I skaber jo unge, der kan tænke selv.”

Myten om McKinsey

Ny Nordisk Skole er et netværksbaseret eksperimentarium for dygtigere praktikere på tværs af vuggestue, børnehave, grundskole og ungdomsuddannelser. 365 institutioner har indtil nu sagt ja til at udvikle skolen ud fra en nyfortolkning af den nordiske lærings- og dannelsestradition.

”Konkurrencestat på skoleskemaet”

5. marts skrev Steen Hildebrandt, professor i ledelse ved Aarhus Universitet, et blogindlæg her på siden. Han advarede mod ensretning, centralisering og konkurrencekapløb som følge af folkeskolereformen, og opfordrede landets skoler til at ”ruste sig” for ikke at blive løbet over ende, når reformen skal rulles ud. 

Steen Hildebrandts indlæg kan læses her

 

 

De vil, med respekt for professionel viden og praksis, arbejde for at udfordre alle børn og unge til at blive så dygtige, de kan, uanset deres sociale baggrund. At følge med i, om det lykkes, har intet med kontrol og detailstyring at gøre. Det handler om at sikre, at vi udvikler en god skole, der rent faktisk løfter alle børn fagligt og trivselsmæssigt.

I manifestet, der udgør det pædagogiske værdigrundlag og børnesyn bag Ny Nordisk Skole, er et af punkterne netop ”at fremme udviklingen af livsduelige børn og unge med vilje og evne til at skabe værdi for de fællesskaber, de indgår i under deres opvækst og uddannelse, og senere på arbejdsmarkedet og i deres civile liv”. Præcis som Hildebrandt efterlyser.

Det er tankevækkende, at han på baggrund af en nylig forsidehistorie i Politiken om det, avisen selv kaldte en ”chokbølge” i uddannelses-Danmark, skriver, at Undervisningsministeriet ruller McKinsey ud i hele folkeskolen. Det er ganske enkelt noget sludder.

Det er helt almindeligt, at ministerier samarbejder med konsulenter om forskellige opgaver. I dette tilfælde er det et tidsbegrænset samarbejde i fire måneder. Jeg kan således berolige Steen Hildebrandt med, at der ikke kommer en McKinsey-konsulent ud i alle skoleklasserne for at tjekke, hvordan folkeskolereformen nu udføres.

Vi har nemlig gjort noget helt andet: Vi har ansat dygtige lærere, pædagoger og skoleledere fra hele landet i et nyt korps af læringskonsulenter, der stilles til rådighed for skoler og kommuner. Med udgangspunkt i deres solide erfaring med pædagogik og didaktik skal de samarbejde med skolerne om bl.a. varierede undervisningsformer, inklusion, forandringsledelse m.v.

Samarbejde om godt børneliv

Og hermed tilbage til Ny Nordisk Skole. Ud over at institutionerne frivilligt har besluttet sig til at være med til at forny og videreudvikle det bedste af den nordiske uddannelsespædagogik, har de sagt ja til at arbejde med forandrings- og læringsledelse.

For selv om alle de nordiske lande er blandt de bedst præsterende uddannelseslande i verden, har vi stadig udfordringer med at give alle børn og unge lige muligheder og gøre dem så dygtige som overhovedet muligt.

Vi har adresseret disse udfordringer gennem ambitiøse reformer af folkeskolen og erhvervsuddannelserne. Og det er den pædagogiske udfordring, som 365 institutioner er gået i gang med at løse.

Det er alt andet end ”den nødvendige politik”, fjernstyring fra Finansministeriet eller nidkær kontrol. Det er en ny måde at samarbejde om at udvikle et godt børneliv, bygget på det bedste fra de nordiske uddannelsestraditioner.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Omtalte personer

Christine Antorini

Sygeplejerske-studerende, fhv. adm. direktør, Life Fonden
cand.comm. i offentlig forvaltning (Roskilde Uni. 1994)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu