Nu bliver han Europas vigtigste klimadiplomat

Danmarks hovedopgave ved FN’s klimatopmøde i Brasilien i november bliver at forsvare Europas geopolitiske og økonomiske interesser.  

Først i anden række kommer ansvaret for, at den globale opvarmning ikke bliver markant værre, end den allerede er.  

Den opgave er et delt ansvar, som kun kan løftes, hvis verdens store udviklingsøkonomier og velhavende petrostater begynder at tage den grønne omstilling lige så alvorligt, som EU har gjort det i mere end tre årtier. 

Det er det centrale budskab fra klima- og energiminister Lars Aagaard (M) i et interview med Mandag Morgen om global klimapolitik forud for FN’s klimatopmøde COP30 i Brasilien, hvor Aagaard får en central rolle. 

"EU kan ikke fikse det. Vi kan ikke levere de reduktioner, der skal til for at nå 1,5 grads-målet. Vi kan heller ikke levere den finansiering, der skal til,” siger den danske minister og henviser til, at Trump har trukket USA ud af Paris-aftalen.  

Nu har USA trukket sig, og der er ingen, der finansielt kan levere det, som USA nominelt har leveret. EU kan i hvert fald ikke. Så det, amerikanerne ikke gør, det kan vi i EU ikke gøre. Og det skal vi heller ikke gøre.

Lars Aagaard
Klima- og energiminister, (M).

“Nu har USA trukket sig, og der er ingen, der finansielt kan levere det, som USA nominelt har leveret. EU kan i hvert fald ikke. Så det, amerikanerne ikke gør, det kan vi i EU ikke gøre. Og det skal vi heller ikke gøre." 

Udtalelserne fra Lars Aagaard har vægt langt ud over Danmarks grænser, fordi ministeren i disse dage og uger forbereder sig på at indtage en absolut nøglerolle i det globale klimadiplomati. Ingen dansker har haft så vigtig en opgave her, siden Aagaards formand i Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, i 2009 var formand for FN’s klimatopmøde COP15 i København.  

COP30 bliver et ekstraordinært vigtigt klimatopmøde, fordi verdens lande har lovet hinanden, at man i tiåret for FN’s klimaaftale i Paris i 2015 vil sætte nye og mere ambitiøse nationale klimamål. Og fordi det i 2025 står klart, at den globale opvarmning allerede nu forårsager død og massive ødelæggelser i stigende omfang verden over. 

Diplomat på den globale scene 

Når den danske minister får en central rolle ved COP30, er det, fordi Danmark 1. juli overtager formandskabet i EU frem til udgangen af året. Derfor bliver det Lars Aagaard, der sammen med EU’s klimakommissær, Wopke Hoekstra, skal repræsentere EU’s 27 medlemslande og 450 millioner borgere ved topmødet i millionbyen Belem ved Amazonflodens udløb i Atlanterhavet. 

Du er kendt for at have mange kvaliteter. Men er du diplomatisk nok til den her opgave? 

”Ja, jo, jo... Det må vi jo se, om ikke jeg kan styre det på en eller anden måde. Nu har jeg deltaget i mange COP’er, så jeg har en idé om, hvad der er,” siger Aagaard og tilføjer: 

”Det er klart, at det her bliver en kæmpe opgave for Danmark. Både den interne europæiske diskussion, men selvfølgelig også det at stå i spidsen for Europa i de globale forhandlinger.” 

Status for den globale opvarmning er ifølge det amerikanske NASA, at kloden i 2024 var 1,47 grad celsius varmere end i førindustriel tid. Mange scenarier peger i retning af en global opvarmning på både 2,3 og 4 grader celsius, alt efter hvor på kloden man måler det.  

Da verdens næststørste udleder af drivhusgasser, USA, samtidig har meldt sig ud af FN’s klimapolitik og nærmest er i færd med at afvikle deres nationale politik, er der et massivt behov for både klimahandling og klimafinansiering på globalt plan. 

Hvis nogen skal trække det her op, er det vel EU. Og hvis der er nogen, der skal trække det her op inden for EU, er det vel Danmark? 

”EU's rolle i verden er desværre blevet mindre. EU står for seks procent af de globale emissioner i dag. I 1990 var det 15 procent. Kina er verdens største udleder. USA er verdens næststørste udleder,” siger Lars Aagaard. 

Bekymrede europæere 

Ministeren skal ikke alene repræsentere EU ved COP30, han og den danske regering skal også sørge for at få defineret det politiske mandat, som EU har med til Brasilien. FN’s klimapolitik er kort fortalt et frivilligt samarbejde mellem cirka 200 lande, som hver leverer et såkaldt nationalt fastlagt bidrag, Nationally Determined Contribution, NDC.  

Den store øvelse ved COP30 er, at alle lande skal stille med et klimamål for 2035. I EU har man besluttet at have kollektive klimamål for de 27 medlemslande.  

Lige nu er EU’s klimamål, at man lover at reducere sine udledninger med 55 procent i 2030 i forhold til 1990, mens man endnu ikke er blevet enige om et 2040-mål. Og uden et 2040-mål kan man ikke lægge sig fast på det 2035-mål, der er en væsentlig del af det mandat, Aagaard skal have med til Brasilien.  

Vi har fra dansk side sagt, at vi mener, at EU’s klimamål for 2040 skal være på en reduktion på 90 procent i forhold til 1990. Men det opleves af mange andre EU-lande som meget ambitiøst. Og jeg oplever, at der er en betydelig nervøsitet blandt lande, i forhold til at EU’s konkurrencekraft svækkes, hvis EU går foran. Det er de virkelig nervøse for. 

Lars Aagaard
Klima- og energiminister, (M).

”Vi har fra dansk side sagt, at vi mener, at EU’s klimamål for 2040 skal være på en reduktion på 90 procent i forhold til 1990. Men det opleves af mange andre EU-lande som meget ambitiøst. Og jeg oplever, at der er en betydelig nervøsitet blandt lande, i forhold til at EU’s konkurrencekraft svækkes, hvis EU går foran. Det er de virkelig nervøse for,” siger Aagaard. 

 Den danske minister og alle andre i EU venter på, at Europa-Kommissionen kommer med et udspil til det 2040-mål, der bliver afgørende for EU’s NDC-bidrag til COP30.  

Det var ventet, at det skulle være kommet her i foråret, men nu lyder beskeden, at det kommer før sommeren. Det bliver næppe det aktuelle polske EU-formandskab, som skal skabe enighed om 2040-målet, så i stedet bliver det Danmark, som skal sikre, at EU inden FN’s generalforsamling i tredje uge af september kan stille med et fælles klimamål i FN.  

Ifølge Aagaard bliver det mål præget af, at ingen af de andre EU-lande har så stærk en økonomi som Danmark, og at de derfor er hårdt pressede af de stigende krav til oprustning. Det kommer ifølge ministeren til at definere EU’s bidrag til COP30. 

Men er det ikke problematisk, at EU stiller op i FN og siger, at vi har ikke så mange penge i EU mere – vi skal også bruge en masse penge på våben, så kan vi ikke rigtig gøre noget ved klimaet? 

”Jeg tror ikke, at vi kommer til COP’en og siger, at vi ikke kan gøre noget. Det danske udgangspunkt er, at det skal være i tråd med, at vi har jo sagt mindst 90 procent i 2040, så vi ser for os, at det her 2035-mål til FN kan udledes af 2040-målet. Men det her bliver sandsynligvis den største af de opgaver, Danmark står foran i de kommende måneder. Det bliver ikke sådan, at EU kommer tomhændet. Men EU's rolle i verden er den her forandring. Det er en mindre rolle.”  

Men hvis ikke EU kommer med et ambitiøst mål, så bliver det vel også sværere at få kineserne, indoneserne, inderne og mexikanerne til at levere? 

”Det samme vil vi jo sige til kineserne og andre. Hvis de ikke kommer med noget, så kan vi jo heller ikke komme med noget. For der er ingen af os, der kan løse det uden hinanden.” 

Frygter du, at det bliver umuligt at nå et fælles NDC i EU – at det kan blive en sag, der kan eksplodere? Der er jo megen modstand mod den grønne omstilling for tiden? 

”Jeg tænker, at der er vel en grund til, at polakkerne ikke har konkluderet det allerede. Det er nok, fordi det ikke er så let lige nu at se, hvor kompromiset er. Jeg konstaterer med glæde, at det blandt andet er en tysk regering, der har sagt, at også i deres regeringsgrundlag ønsker de 90 procent reduktion i 2040. Vi vil gøre, hvad vi kan, for at optimere ambitionsniveauet.” 

Du har sagt, at den grønne omstilling handler om sikkerhed, energi og klima. Er det en prioriteret rækkefølge? 

”Nej, det skifter jo altid lidt. De tre dimensioner er altid til stede (i klimapolitikken, red.). Egentlig har jeg altid oplevet, at de var mere balanceret til stede i virkeligheden end i den offentlige debat. Der har altid været en klimadimension, en konkurrenceevnedimension og en sikkerhedsdimension.” 

Passer det dig godt, at klimadimensionen fylder lidt mindre nu? 

”Nej, egentlig ikke. Jeg tror, der er synergi mellem de tre ting, hvis man gør det klogt. Klimaudfordringen er jo – for Søren – kæmpestor, og klimaforandringerne bliver alvorligere. Udfordringen med den problemstilling er definitivt bare, at det er sådan en, som ingen kan løse selv. Europa kan ikke løse det selv. Kina kan ikke løse det selv. Ingen kan løse det selv. Så her er der virkelig behov for samarbejde. Det er det, der gør det svært,” siger Aagaard, der håber, at COP30 kommer til at understrege vigtigheden af bredt globalt samarbejde, i en tid hvor USA går enegang. 

”COP-forhandlingerne er jo et af de steder, hvor multilateralismen stadig lever. Vi skal komme ud af COP30 med beviser på, at verden stadig kan arbejde sammen.” 

Når nu USA ikke længere er med, bliver EU så ikke meget alene over for de store BRICS-lande – Brasilien, Indien, Kina og så videre?  

”Jo, de er jo meget store og stærke. Første gang jeg var til COP-forhandlinger, var EU’s del af økonomien langt større, og det var vores del af udledningerne også. Vi er bare et helt andet sted i dag. Derfor kan EU ikke fikse det. Vi kan ikke levere de reduktioner, der skal til for at nå 1,5 grads-målet. Vi kan heller ikke levere den finansiering, der skal til.” 

Men vi kan vel heller ikke opgive på forhånd? 

”Det handler ikke om at opgive. Men blandt de såkaldte udviklingslande er der lande, der har et højere BNP per indbygger, end man har i de fattigste EU-lande. Jeg tror, at EU og de store vækstøkonomier – ikke mindst Kina – har en interesse i at vise, at vi arbejder videre.” 

Sikkerhed og økonomi gemmer sig bag klima 

Ifølge Lars Aagaard skal COP30 følge op på de store mål fra COP28, der handler om at tredoble den vedvarende energi og fordoble energieffektiviteten inden 2030.  

Det er energidelen af topmødet. Hertil kommer så klimadelen i form af det såkaldte NDC fra EU, som Aagaard skal have forhandlet på plads. Og endelig kommer så det kapitel, som handler om, hvordan verdens fattigste lande lærer at leve med de højere temperaturer. 

”Klimatilpasning kommer til at fylde mere, og det er jo logisk, fordi vi begynder at mærke klimaforandringer. Dermed har vi en dobbelt udfordring: At vi både skal forebygge og forsinke de værste klimaforandringerne, og vi bliver også nødt til at arbejde med tilpasning til de forandringer, der allerede sker. Det er i høj grad et finansieringsspørgsmål. Her skal vi med hjælp fra internationale finansieringsinstitutter rejse privat kapital i langt større omgang til de der aktiviteter og til de rigtige lande, som ikke har midlerne,” siger Aagaard og påpeger, at den danske position er meget klar. 

”Vi mener, at man skal bidrage efter evne, også de lande, der har status som udviklingslande,” siger Aagaard med henvisning til, at eksempelvis Kina, Qatar og Singapore har status som ulande i FN’s klimaforhandlinger. 

Ifølge Lars Aagaard får offentligheden ofte et forkert indtryk af, hvad det egentlig er, der foregår ved FN’s klimatopmøder. 

I offentligheden tror man, at man kun snakker om klima. Men den underliggende strøm har altid været: Hvad betyder det her for de økonomiske udviklingsmuligheder i lande, der skal påtage reduktionsmålet? Hvad betyder det for vores sikkerhed? De ting har altid været der. Måske ikke så tydeligt i den danske offentlighed, men det skal jeg lige love for, at det har været top of mind hos rigtig mange.

Lars Aagaard
Klima- og energiminister, (M).

”I offentligheden tror man, at man kun snakker om klima. Men den underliggende strøm har altid været: Hvad betyder det her for de økonomiske udviklingsmuligheder i lande, der skal påtage reduktionsmålet? Hvad betyder det for vores sikkerhed? De ting har altid været der. Måske ikke så tydeligt i den danske offentlighed, men det skal jeg lige love for, at det har været top of mind hos rigtig mange,” siger han. 

Men hvad er så mulighederne ved COP30? Er det en mulig uhellig alliance mellem EU og Kina og petrokraterne, der gør, at man kan løfte noget af det her, fordi selv petrokraterne kan se, at den globale opvarmning er et problem? 

”Jamen, det er jo det, vi håber på. Hvis verden ikke gør noget andet, så kan vi jo ikke holde 1,5 grad-målet i live. Og da EU ikke kan løse det alene, så må vi jo søge samarbejde med andre. Ikke på den naive måde, fordi der er handels- og sikkerhedspolitiske dimensioner i det her, som også er alvorlige for EU. Men selvfølgelig skal vi da søge samarbejde. Det er derfor, vi har inviteret så centrale lande, både fra det globale syd, Kina, oliestater og så videre til møde her i København,” siger Aagaard med henvisning til det såkaldte Copenhagen Climate Ministerial-møde, der fandt sted i København 7. og 8. maj. 

”Det er jo det, der er forbandet ved klimaudfordringer. Der er jo ikke nogen af os, der kan løse det selv. Hvis der er nogle, der free-rider, så får vi for høje temperaturstigninger.”