Udlicitering er et nøglebegreb i en proces, som er i færd med at forvandle Danmark og dansk politisk debat. Mens de traditionelle ideologiske positioner hastigt bliver forladt, vil liciterings-processen give dansk kommunalpolitik et helt nyt, konkret og præcist indhold. Det forudser direktøren for Kommunernes Landsforening, Peter Gorm Hansen. Den nye politiske debatform når måske ikke afgørende at præge det tilstundende kommunalvalg, men om fire år sker det for alvor. Udviklingen vil også stille store krav til de private serviceudbydere. De skal lære at operere i et stærkt politiseret miljø og f.eks. være med til at løfte et socialt ansvar. For fagbevægelsen vil det formentlig betyde opbygningen af nye lokale kartel-organisationer. Mandag Morgen analyserer de nye forudsætninger for fornyelse af det danske velfærdssamfund. I en leder skriver ugebrevet, at udviklingen er i både den private og den offentlige sektors soleklare egeninteresse. Men om politikerne følger med eller ej, kan blive afgørende for, om processen udtynder vort demokrati eller grundlæggende fornyer det.