En rapport fra en uafhængig gruppe under Teknologirådet lægger nu op til et radikalt kursskifte i dansk teknologipolitik. Regeringen skal gøre, som Japan gjorde i 70’erne, og hovedparten af Danmarks nabolande har gjort siden: Investere i et stort nationalt teknologiprojekt. Havde Danmark et sådant program for “Teknologisk Fremsyn”, var den ny IT-højskole formentlig blevet bygget ti år tidligere. Ideen er, ifølge rapporten, at samle erhvervsfolk, forskere og eksperter om at lave prognoser for de næste 10-20 års teknologiske udvikling og vurdere, hvilke teknologier der er værd at satse på. En af rapportens forfattere, Kjeld Rahbæk Møller, direktør i Universitetsinnovation A/S, ser i projektet en vej væk fra en “usammenhængende” og “kludetæppe-agtig” teknologipolitik, der betyder, at virksomheder og politikere igen og igen overraskes af udviklinger, der kunne have været forudset for længst. Rapporten foreslår, at regeringen efter årsskiftet indleder et tre-årigt projekt med en økonomisk ramme på 25-30 millioner kr. Ugebrevet beskriver og perspektiverer tankerne bag rapporten om Teknologisk Fremsyn.