Degraderede topchefer vil oversvømme nye storkommuner
Øger risikoen for interne stridigheder og magtkampe
Serie | Kommunefusion i praksis
De nye storkommuner kommer til at vade i degraderede topchefer, når strukturreformen
træder i kraft. Det er en af konsekvenserne af regeringens såkaldte jobgaranti til de offentligt ansatte. Løftet gælder nemlig også de godt 500 kommunaldirektører og forvaltningschefer, der bliver overflødige, hvis kommunesammenlægningerne føres i bund.
Får regeringen sin vilje i Folketinget, vil tallet tilmed vokse med op mod 100 topledere fra
de nedlagte amter. De cheftunge forvaltninger kan blive et alvorligt problem, når reformen skal føres ud i livet. Dels kan de sammenlagte kommuner komme til at føle sig forpligtet til at genplacere cheferne i den øverste ledelse, selv om de ikke er bedst kvalificeret. Dels er en organisation fuld af degraderede chefer en potentiel skueplads for interne stridigheder og magtkampe. Kommunaldirektørforeningens formand, Allan Vendelbo, mener, det kan skabe en negativ stemning og give en dårlig start for reformen.