Overvismand advarer politikerne
Der er brug for en ambitiøs velfærdsreform
Ellers undergraves velfærden på lang sigt
Der er brug for en ambitiøs velfærdsreform, hvis vi for alvor skal komme i gang med at investere i fremtiden. Der er behov for betydelige indgreb, men de behøver ikke at ske i ét hug. Men det betyder ikke, at beslutningerne kan udsættes, for der er et behov for at give befolkningen et rimeligt varsel i forhold til ændringer af efterløns- og pensionssystemet. Sådan lyder advarslen til politikerne fra overvismand, professor Peter Birch Sørensen, to dage før Velfærdskommissionen offentliggør sin endelige betænkning. Dermed afviser han i realiteten alle politiske forhåbninger om at kunne nøjes med “nænsomme reformer”. Med en lille reform risikerer man at skulle starte forfra om få år, og desuden undergraves mulighederne for at sætte gang i de investeringer, der skal sikre velfærdssamfundet på lang sigt, siger overvismanden i et interview.