Om nogle få år vil det være muligt for danske virksomheder at sygdomsforsikre deres medarbejdere for kun 1.000 kr. om året. Medarbejderne kan dermed springe ventelisterne over på de offentlige sygehuse og blive behandlet på privathospitaler og klinikker. Det kan ventes at medføre en stærk vækst i antallet af virksomheder, der vil forsikre deres medarbejdere. En såkaldt “overspringsforsikring” koster i øjeblikket 2.000 til 3.000 kr. Men forsikringstagerne kan godt indstille sig på et prisfald på 25-50 pct. Det erkender flere forsikringsselskaber på baggrund af beregninger, som Ugebrevet har lavet. Selskabernes udgifter til operationer uden om de offentlige ventelister retfærdiggør kun en tredjedel af forsikringernes pris. “Vi er nødt til at starte på et sikkert prisniveau. Jeg er overbevist om, at prisen kommer helt ned på omkring 1.000 kr. i gennem-snit for en forsikring, der dækker alle de behandlinger, der gives ved private hospitaler i Danmark, og det, vi kan købe os til hos de offentlige,” siger koncerndirektør Ib Mardahl-Hansen fra Tryg-Baltica. Hvis markedet for sundhedsforsikringer vokser, vil det give alvorlige problemer for sundhedsvæsnet. Manglen på læger og sygeplejersker betyder, at de offentlige og private sygehuse kommer til at konkurrere om personalet.