I Socialdemokraternes kløer
S både kan og vil kræve en høj pris for en velfærdsaftale
Regeringen skal begrænse sit økonomiske råderum
Det forestående slutspil i forhandlingerne om velfærdsreformer vil blive en helt ny oplevelse for VK-regeringen. For første gang i sin historie har den ikke sit parlamentariske grundlag på plads. Derfor er det kun muligt at lave en substantiel aftale ved hjælp af Socialdemokraterne, der af samme grund både kan og vil forlange en meget høj pris for deres deltagelse. Sådan lyder hovedkonklusionen på Ugebrevets analyse af velfærdsforhandlingerne, før de for alvor går i gang i denne uge. Det videre forløb afgøres bl. a. af, hvorvidt partierne kan blive enige om de to hovedspørgsmål: beskæringen af efterlønnen og fordelingen af det forventede provenu. Det sidste er det vanskeligste, fordi det forudsætter, at aftalen indeholder en række udgiftskrævende velfærdsforbedringer, der vil begrænse regeringens økonomiske råderum i kommende finanslovsforhandlinger.