Tre plusser og et minus til regeringen

Trods skattereformer er den ugentlige arbejdstid faldet. Nu forsøger regeringen så igen, men milliarderne kan bruges bedre på at sikre virksomhederne den nødvendige arbejdskraft. Regeringen skal til gengæld have ros for sine initaitiver om pension og uddannelse til udsatte unge.

Tre gange skal tommeltotten vendes opad for regeringens initiativer. Og én gang skal den vendes ned. Det er påtrængende med en reform af uddannelser for de mest udsatte unge. Det er helt nødvendigt at sikre, at det kan betale sig at spare op til sin pension – for alle. Og det er fornemt, hvis man kan få danskerne til at arbejde lidt længere – ad frivillighedens vej.

I sin nye 2025-plan adresserer regeringen erkendte problemer med nye og lovende metoder og redskaber. Det er desværre ikke tilfældet med eftersommerens bebudede skattereform. Her adresserer regeringen et kendt problem – den lave arbejdstid – med kendte metoder og redskaber. Det sker, selv om danskernes ugentlige arbejdstid bare er faldet og faldet, trods skattereformer i 2009 og 2012, der ellers skulle have haft den modsatte effekt.

I stedet for endnu en gang at bruge milliarder af kroner på skattereformer med en tvivlsom effekt, kunne regeringen med fordel fortsætte den pragmatiske og målrettede linje, der karakteriserer de tre andre tiltag.

Et kollektivt svigt. Sådan betegner statsminister Lars Løkke Rasmussen selv de seneste mere end ti års fejlslagne forsøg på at få flere unge til at tage en ungdomsuddannelse. Selv om resultaterne udebliver, er metoder og redskaber ikke blevet evalueret og heller ikke reformeret.

Statsministeren har ret: Der er tale om et kollektivt uddannelsessvigt. Derfor er det opløftende, at regeringen har fremlagt et forslag til reform af indsatsen over for netop den gruppe af unge. Lige så opløftende er det, at forslaget på de store linjer er blevet godt modtaget i Folketinget.

Lykkes det at lande en reform her inden sommerferien, kan man kun vende tommelfingeren opad.

Helt det samme gælder for de mange forslag på pensionsområdet. Også her er der tale om et problem, det er svært at acceptere. Sætter store grupper af borgere flere penge til side, fører opsparingen til, at staten skærer i pensionstillæg eller andre ydelser til pensionister. Og så er borgerne til grin for deres egne penge.

Problemet har været velkendt i flere år. Alligevel har ingen rigtig gjort noget ved det. Løkke Rasmussen nedlagde af uransagelige grunde den forrige regerings Pensionskommission få dage efter valget. Men nu retter regeringen heldigvis op på miseren med en hel byge af forslag, der skal gøre det mere attraktivt at spare op til sin egen pension.

Lykkes det at lande en reform, der både retter op på samspilsproblemerne og gør det så overskueligt, at borgerne rent faktisk kan forstå, hvad de betaler til, og hvilke konsekvenser det får, kan man – igen – kun vende tommelfingeren opad.

Samtidig vil regeringen tilskynde borgere til at arbejde lidt længere. De fremlagte forslag vil øge beskæftigelsen med mellem 5.000 og 10.000 personer.

Det lyder måske ikke af meget, men det ligger på niveau med den forventede effekt af det forslag til skattereform, Løkke Rasmussen fremlagde i forbindelse med sin første 2025-plan tilbage i august sidste år. Dengang vurderede Finansministeriet, at de foreslåede skattelettelser i bund og i top ville øge beskæftigelsen med 8.100 borgere.

Samtidig var regningen endog meget stor. Når skattereformen var fuldt indfaset i 2025, ville den koste godt 11 milliarder kr. efter tilbageløb og adfærd.

Det nuværende forslag om at tilskynde flere borgere til at arbejde længere koster ikke tilnærmelsesvis det samme milliardbeløb. Alt tyder altså på, at regeringen har fundet en god – og billig – måde at øge beskæftigelsen på. Også her vender tommelfingeren opad.

Det gør tommelfingeren så bare ikke, når vi kommer til eftersommerens bebudede skattereform. Her er regeringen igen klar med forslag til at lette skatten, og igen bliver regningen i milliardklassen.

Det gør regeringen, selv om skattelettelser står langt nede på danskernes ønskeseddel, når man spørger dem. Det er helt modsat på Christiansborg. Her kunne det ellers være relevant at undersøge, om den førte politik virker, altså om skattereformer får danskerne til at arbejde mere.

Trods skattereformerne i 2009 og 2012 er danskernes ugentlige arbejdstid faldet fra 35,5 til 34,3 timer om ugen i de ti år fra 2006 til 2016.  Og det selv om topskatten er sænket markant.

I bunden kan et større jobfradrag måske trække nogle fra den stærkeste gruppe fra dagpenge eller kontanthjælp i arbejde. Spørgsmålet er imidlertid, om jobfradraget er det bedste, billigste og mest effektive redskab til at løse opgaven.

Har man 11 milliarder kr. til få danskerne til at få flere i arbejde og få danskerne til at arbejde mere, tyder udviklingen på, at det er usikkert at investere pengene i skattelettelser.

Når vi ved, at virksomhederne i stigende grad mangler arbejdskraft og i særlig grad faglig arbejdskraft, burde pengene reserveres til initiativer, der kan afhjælpe problemerne. Her kunne pæne økonomiske incitamenter måske ’lokke’ flere ufaglærte til at tage en faglært uddannelse. Det vil gøre deres arbejdsliv mere robust, og det vil øge beskæftigelsen inden for den del af arbejdsmarkedet, hvor der er mest brug for arbejdskraft.

Og så vil det ikke koste 11 milliarder kr.

LÆS OGSÅ: Løkkes vej til ’two more years’

Forrige artikel Jobmarkedet er næste slagmark for Google og Facebook Jobmarkedet er næste slagmark for Google og Facebook Næste artikel Løkkes vej til ‘two more years’ Løkkes vej til ‘two more years’