Ny konkurrencemodel
Danmark presset på sine kernekompetencer
Nye industrilande tvinger os til nyvurdering af konkurrenceevnen
Danske virksomheder outsourcer designopgaver til kinesere
Danmark er tvunget til et nyvurdere sin konkurrenceevne, hvis vi skal klare os i den fremtidige globale konkurrence med nye industrilande som Kina, Indien og Rusland. Det er budskabet fra en række økonomer, erhvervsledere og ledelseseksperter, som over for Ugebrevet har vurderet, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Som led i analysen af Danmarks fem største udfordringer sætter Mandag Morgen i denne uge fokus på konkurrenceevnen. En af de største udenlandske kendere af Danmark, Stéphane Garelli, professor ved IMD og gennem tyve år ansvarlig for Global Competitiveness Report, forudser at Danmark bliver direkte udfordret på sine kernekompetencer i de kommende år. Udfordringen kommer især fra højtuddannede og stærkt motiverede talenter i de nye industrilande. På et område som design er de både bedre og billigere end danskerne. “Kina og Indien har en lang tradition for design, forskning og udvikling og vil hurtigt kunne indhente os på de felter, ” siger Garelli. Den danske tøjgigant Bestseller outsourcer i dag designopgaverne til andre lande. Direktør Troels Holch Povlsen vurderer, at kineserne ofte er foran på design. Til gengæld er der stigende international interesse for den danske samfundsmodel og dansk ledelse. Således har 120 kinesiske topledere for nylig besøgt CBS. “Danmark bør placere sig som et land, der er i stand til at integrere, lede og styre internationale processer. Det kan blive en kerne i Danmarks nye konkurrencemodel, ” mener Stéphane Garelli. Vurderingen af Danmarks konkurrenceevne understreger behovet for at udvikle en helt ny konkurrencemodel, der samtidig skal være det brand, Danmark skal kendes på internationalt.