SAS-plan sikrer selskabets overlevelse . . .
. . . men ikke dets vækst
Fanget i midten mellem de billige og de store
Savner fremtidssikret forretningsmodel
Flyselskabet SAS kan ikke spare sig ud af sin krise. Selskabet har gennem de sidste fem år kæmpet med at skære omkostninger væk i samme takt, som flypriserne er styrtdykket. Men det er en ulige kamp. For SAS vil aldrig kunne matche de lavprisselskaber, som fører an i priskonkurrencen. Samtidig har SAS hverken kundegrundlag eller kapacitet til at konkurrere med de helt store. Det efterlader det skandinaviske luftfartsselskab i et dødvande i forhold til konkurrenterne. “SAS er virkelig fanget i midten. For lille til at konkurrere på de store netværksselskabers præmisser, men stor nok til at vælte i forsøget på at konkurrere på lavprisselskabernes vilkår, ” siger den britiske luffartsekspert Colin Baker fra tidsskriftet Airline Business. Derfor er SAS ude i en kamp mod uret for at udvikle en ny vækstmodel, inden priskonkurrencen gør uoprettelig skade. Det er konklusionen på Ugebrevet og Aktieanalysehusets analyse af SAS’ forretningsstrategi forud for offentliggørelsen af selskabets halvårsregnskab på onsdag.