Skrappere konkurrenceregler skal styrke beskæftigelsen

Danmark har EU-rekord i forbrugerpriser. Nu har regeringen fremsat et nyt udspil, der skal styrke konkurrencen i dansk erhvervsliv. Skærpede straffe skal modvirke karteldannelse og prisaftaler. Samtidig skal en lang række brancher analyseres for at se, hvor der kan sættes ind med konkurrencefremmende initiativer. Erhvervsminister Annette Vilhelmsen har inviteret brancheorganisationerne med i arbejdet, men afviser, at de får vetoret. Øget konkurrence kan ikke bare sænke priserne til gavn for forbrugerne, men vil også styrke konkurrenceevnen og beskæftigelsen. 

Den nyudnævnte erhvervsminister, Annette Vilhelmsen (SF), har kridtet banen op til et opgør med høje priser og manglende konkurrence i en lang række danske brancher. Første skridt er ny lovgivning for at modvirke såkaldte karteller, hvor virksomheder samarbejder med hinanden for at holde priserne oppe. Næste skridt bliver at endevende konkurrenceforholdene i en lang række enkeltsektorer, hvor regeringen vurderer, at konkurrencen kan forbedres. 

De eksperter, som Mandag Morgen har talt med, hilser satsningen velkommen. Den kan give forbrugerne lavere priser og dermed mindske behovet for lønstigninger, lyder vurderingen. 

Til gengæld er flere skeptiske over for ministerens invitation til ”åben dialog” med netop de organisationer, hvis medlemmer kan se frem til hårdere konkurrence. De anerkender behovet for analyser, men advarer om, at analysearbejdet ikke må blive en syltekrukke, der forsinker nye konkurrencefremmende initiativer.

Login