Skriften på væggen
Fødevaresektorens største udfordring det næste årti bliver hverken økonomisk eller teknologisk eller etisk, men hvordan den vil varetage sit ansvar over for forbrugerne. Koblingen mellem fødevarer, sundhed og kroniske sygdomme bliver således et dominerende tema i sundhedsdebatten i fremtiden. Fødevareindustrien risikerer at dele skæbne med tobaks- og medicinalindustrien. Om end de to industrier er forskellige, styres de i høj - og antagelig stigende - grad af offentlige restriktioner og reguleringer. I hvilket omfang fødevareindustrien skal rammes af samme vilkår, afhænger af industriens evne og vilje til at definere sin rolle og sit ansvar over for udviklingen af menneskers sundhed. Hvis den ensidigt fokuserer på kvantitet frem for sund kvalitet, risikerer den at miste herredømmet over sin egen udvikling. Hvis den omvendt erkender og udnytter perspektivet i den accelererende interesse for sund livsstil og wellness, åbner der sig helt nye vækstmuligheder.