Op ad bakke
SMVerne har et dårligt udgangspunkt i talentkampen
Uddannelser favoriserer de store virksomheder
De små og mellemstore virksomheder, SMVerne, kæmper en ulige kamp for at tiltrække højtuddannet arbejdskraft. De er praktisk talt usynlige på de videregående uddannelsesinstitutioner. Og når nye kandidater skal vælge job, stræber de ofte efter en karriere i de store virksomheder, som de kender fra undervisningen og fra medierne. Det viser Ugebrevets analyse, der er baseret på samtaler med erhvervsfolk og eksperter på uddannelsesinstitutioner og fag- og brancheorganisationer. Analysen viser, at Danmarks mindre virksomheder står særdeles svagt i kampen om en af erhvervslivets for tiden mest knappe ressource: højtuddannet arbejdskraft. Og det bekymrer eksperterne: “Det er meget vigtigt, at SMVerne i højere grad ansætter højtuddannet arbejdskraft. Det er især SMVerne, der skaber vækst i beskæftigelsen, og som derfor udgør fundamentet for den fremtidige velfærd, ” siger formand for Ingeniørforeningen i Danmark, Lars Bytoft.