Der findes små og store syndere, og Uffe Elbæk hører ikke til i den sidste kategori. Bag hans afgang som kulturminister ligger en bagatelagtig sag om fem arrangementer på Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK), der i alt har kostet skatteyderne 181.000 kr.

Men i virkeligheden er Elbæks exit kulminationen på en flere måneder lang mediekampagne, hvor han kom under stadig kraftigere beskydning.

Substansen i sagen er forsvindende lille, men den giver anledning til større refleksioner om demokratiets og mediernes tilstand. 

Nogle kommentatorer og borgerlige politikere synes, at han har gjort sig skyldig i nepotisme og magtmisbrug. Danmarks renhed som et af verdens mindst korrupte lande syntes i disse meningsdanneres optik at være udfordret. Og Enhedslisten var med til at få pudset Rigsrevisionen på den betrængte kulturminister, som havde svært ved at levere en sammenhængende forklaring på to samråd tirsdag. 

Dybest set var det småpenge til arbejdsrelevante middage – og langt under bagatelgrænsen for, hvad der kan drages politikere og ministre til last. Elbæk har spenderet langt mindre, end VK-regeringens ministre brugte på arrangementer på og støtte til AFUK, dengang de selv syntes, at det var cutting edge at holde innovative møder på en skole for artister og kreative sjæle. 

Behov for selvransagelse

Pressen skelner alt for sjældent mellem små og store synder. Og skal man tro de journalister, der har dækket sagen, er det Elbæk selv, der har været med til at gøre sagen større på grund af sin kluntede “håndtering”. Men hvor er de kritiske journalister, der overvejer, om deres redaktører også kan have andre motiver til at give Elbæk-historierne fuld bas?  

AFUK-sagen kan i omfang sammenlignes med Løkkes bilagssag. Også her gik formiddagspressen til stålet, og den daværende opposition forsøgte at udnytte mediestormen til egen fordel – på samme måde som ikke mindst Venstre har fyret løs på Elbæk i denne ombæring.

Men i modsætning til Elbæk er Løkke en trænet og garvet cirkushest, der har løbet rundt på Christiansborg det meste af sit voksne liv. Han kender spillet, har netværket, forstår at operere og kan håndtere de politikerstorme, der opstår. Det sidste havde Elbæk tydeligvis langt sværere ved. Og det var formodentlig en medvirkende årsag til, at han følte sig presset til at forlade en ministerpost, han selv holdt meget af.

Den radikale leder, Margrethe Vestager, har udadtil erklæret tillid til Elbæk som minister og understreget, at det var hans personlige beslutning at gå af. Men mellem linjerne er dommen hård. Som Vestager sagde, da hun udnævnte Marianne Jelved til ny kulturminister: “Hun har jo en meget stor parlamentarisk erfaring. Hun ved, hvordan Christiansborg fungerer, og ved, hvordan partierne tænker – og kan derfor favne bredt.” Næsten alt det som Elbæk ikke havde.

Og her ligger den måske vigtigste forskel på Løkke og Elbæk. Den første havde fuld opbakning fra sin leder. Det havde Elbæk ikke. 

For regeringsledelsen var det uden tvivl ubekvemt, at Elbæk-sagen kom til at overskygge den for regeringen vigtige lancering af den nye folkeskolereform, der for alvor skal bringe Thorning tættere på danskerne. 

Hvis Vestager eller Thorning havde ønsket det, kunne de have sagt til Elbæk, at de stod 100 pct. bag ham, og bedt ham blive på posten af hensyn til regeringen. I stedet lod de ham forstå – i det mindste mellem linjerne – at han var et problem. Og Elbæk begrundede da også sin beslutning med, at den aktuelle sag om prioriteringer i forhold til AFUK ikke skal skygge for “det vigtige regeringsprojekt, partierne er i gang med at realisere sammen”. 

Det borgerlige ubehag

For oppositionen var det opportunt at få timet mudderkastningen mod Elbæk til sidste uge, hvor regeringen forsøgte at stjæle rampelyset med folkeskolereformen. Ved at gå benhårdt efter et af regeringens svage led – og oven i købet presse ham til at gå – kunne man demonstrere over for offentligheden, at Danmark har en “svag” regering. 

Mange borgerlige politikere har fra starten følt et stærkt ubehag mod kaospiloten i Kulturministeriet, der med brask og bram lancerede sine visioner om en ny stor Marshall-plan for kulturen og en kulturrevolution, hvor noget af den hidtidige støtte til gamle bærende institutioner som symfoniorkestrene og Det Kongelige Teater skulle omfordeles til gavn for den rytmiske musik og de spirende alternative scener. 

[quote align="left" author=""]Venstre, der synes at have opgivet at vælte regeringen på denne side af et valg, har i løbet af efteråret gennemført flere nålestiksaktioner mod Elbæk.[/quote]

At han her i efteråret svingede sparekniven over (de borgerliges gamle og midlertidige) bevillinger til Fregatten Jylland og til Den Gamle By, fik Venstres Michael Aastrup Jensen til at tale om “kulturministerens massakre på Østjylland”. 

Dansk Folkepartis værdikriger nummer et, Pia Kjærsgaard, skrev i midten af september et indlæg, hvor hun kritiserede Elbæks manglende sans for den historiske dimension i formidlingen af dette stykke danske kulturarv, og tilføjede, at Elbæk og De Radikale vil “afskaffe danmarkshistorien og den sidste rest af den særlige danske identitet”. 

De borgerlige værdikrigere ser nu ud til at have vundet et slag i værdikampen og fået demonteret, hvad de opfattede som et kaotisk og vildfarent missil. 

Venstre, der synes at have opgivet at vælte regeringen på denne side af et valg, har i løbet af efteråret gennemført flere nålestiksaktioner mod Elbæk. I midten af november kaldte de ham endda i samråd om den meget opblæste juletræssag i Kokkedal, som om det var en sag af stor betydning for nationens ve og vel. 

Politik er også personlig

Under finanslovsforhandlingerne fik Enhedslisten sat en stopper for besparelserne på Den Gamle By og Fregatten Jylland, samtidig med at man fik bevaret støtten til Arbejdermuseet og den gratis adgang til Statens Museum for Kunst. Elbæk fik en lille symbolsk sejr ved at sikre et flertal for sit ønske om at give 6 millioner kr. over fire år til en ny cirkusuddannelse på AFUK.

Det åbnede en ny flanke, og nu blev det personligt. BT fik færten af de tre middage og to debatmøder på AFUK, og så rullede sagen. Først i DR – i Elbæks desperate forsøg på at lave damage control – og siden i dagbladene.

Politik er en beskidt metier, og personsager kan mobilisere en påfaldende stor energi. Det er ikke bare formiddagspressens skyld. Politikerne spiller også med, når først sagen ruller, for den giver dem fremragende muligheder for at blive tv-eksponeret i et omfang, som sjældent opnås med de store substantielle reformforslag.

[quote align="right" author=""]Der er udtalt mangel på proportionssans i pressens dækning, og i den konsekvens, der drages for forskellige ministre.[/quote]

Denne ondartede symbiose og højfrekvente personsagspolitik er med til at underminere tilliden til både medierne og til politikerne, fordi de virkelig vigtige diskussioner, der har stor betydning for borgernes hverdagsliv, skubbes væk fra scenen til fordel for kortsigtet mudderkastning og spin. Det er den politiske tragedie, som med Elbæk-sagen har fået nye ofre. Ikke kun Uffe Elbæk selv, men også agtelsen for den politiske klasse og den politiske journalistik.

Som den borgerlige kolumnist Mads Kastrup forleden skrev på sin blog på Berlingskes hjemmeside, kort tid før Elbæk trak sig:

“Hvis Uffe Elbæk falder, vil lyden mod jorden ikke blot udgøre en radikal kulturministers fald. Det vil være lyden af dansk politiks afmægtighed tilsat et ordentligt stød af en dunst fra dansk politisk journalistik. Der er selvsagt grænser for, hvor meget lort man kan lukke ud, uden at det lugter.”

Han kritiserede den hønsegårdsstemning, der bredte sig på Christiansborg i løbet af tirsdagen, hvor politikere, Christiansborg-journalister og kommentatorer løb ud og ind mellem hinanden i ophidset kaglen og forsøgte at piske stemningen op mod Elbæk. Som om demokratiet var ved at blive bragt i fare på grund af fem arrangementer på AFUK.

Der er udtalt mangel på proportionssans i pressens dækning, og i den konsekvens, der drages for forskellige ministre. 

Kastrup trak en parallel til Claus Hjort Frederiksen, der i sin tid klarede frisag som beskæftigelsesminister på trods af klokkeklare ulovligheder i behandlingen af udenlandske arbejdstagere og efterfølgende vildledning af Folketinget og offentligheden. 

Han kunne lige så vel have mindet om, hvordan den konservative Bendt Bendtsen i sin ministertid lavede guldrandede olieaftaler for Mærsk og tog på sponsorerede jagtture i ministerbilen. Man kunne også have nævnt Fritz Schur, der som formand for Den Liberale Erhvervsklub var hovedindsamler til Venstres valgkampe i nullerne – og selv drog fordel af de gode politiske relationer. Han blev udnævnt til bestyrelsesformand for både DONG Energy og SAS, mens vennerne i VK-regeringen havde magten. 

Der er mange eksempler på, at personlige netværk og vennetjenester har gjort en forskel i dansk politik. Men selv om Danmark stadig troner frem som verdens mindst korrupte og mest transparente samfund, er der også her forskel på små og store synder. De små syndere kan blæses omkuld, når mediestormen raser. De store syndere har ofte solide magtpositioner, der gør dem sværere at vælte. Hjort Frederiksen var – og er – toneangivende i sit parti. Det har Elbæk aldrig været i nærheden af. 

Man gør, hvad man kan

I pressens egen bevidsthed er den et afgørende led i demokratiet – en vagthund, der skal afsløre magtmisbrug på de bonede gulve. Men den overspiller sin rolle, når små sager blæses op, som var det gigantiske dramaer. Og Elbæk-sagen efterlader et stort spørgsmålstegn ved mediernes evne til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. 

Måske skal man lede efter andre forklaringer på, at netop Uffe Elbæk har været den mest kritiserede og udsatte minister i mediebilledet i de sidste tre måneder? 

Elbæk har ikke været meget dårligere til at “håndtere” sine sager og udmeldinger end sine ministerkolleger. Til gengæld har han bragt sig i skudlinjen, fordi han som minister stod i spidsen for de medieforhandlinger, hvor de store mediehuse har et større millionbløb på højkant. 

Hans forslag om at skære i mediestøtten til de etablerede dagblade har i hvert fald ikke skaffet ham mange venner blandt chefredaktørerne. Og en svækket minister vil alt andet lige være lettere at presse til indrømmelser og tilbagetog. 

Det er en kendsgerning, at de store mediehuse i dag har en ekstremt sårbar forretningsmodel, hvor de har gjort sig afhængige af årlig statsstøtte for hundreder af millioner kr. Denne normaltilstand har Elbæk truet med at afskaffe – til stor bestyrtelse for chefredaktører og direktører i de store mediehuse. De risikerer at miste op imod 40 millioner kr. på en ny lønsumsafgift, som skal kompensere for, at de er fritaget for moms. Ifølge Elbæks planer skal det være med til at skaffe penge til digitale medier og alternative medier. 

Berlingske Media og de andre store mediehuse har lavet dygtigt lobbyarbejde på Christiansborg for at få de borgerlige forligspartier til at forstå deres bekymring, men de har odds imod sig, idet lønsumsafgiften allerede er en del af finanslovsforliget. 

Kampen om kronerne

Spørgsmålet er, om den nye kulturminister, Marianne Jelved, vil være lige så fast i kødet, som Uffe Elbæk var. Jelved vil næppe være begejstret for at lave et smalt forlig til venstre, der betyder, at loven risikerer at blive ændret ved et senere magtskifte.

Regeringen har allerede vist, at den kan presses til at lave ændringer i finanslovsaftalen post festum, og derfor køres der stadig hårdt på for at redde de 40 millioner kr. i sidste øjeblik. Et centralt argument fra de store mediehuse har været, at de er udsat for konkurrenceforvridning fra DR, der med øget statsstøtte i ryggen er ved at optrappe mediekrigen på deres onlineplatform til skade for trafikken på de store mediehuses platforme.

[quote align="left" author=""]Spørgsmålet er, om Marianne Jelved har ryg­rad og kræfter til at lægge arm med de borgerlige partier og de store mediehuse, der vil kæmpe en indædt kamp for at bevare statsstøtten.[/quote]

Noget tyder på, at de har haft held med at overbevise de borgerlige partier. Man kunne argumentere for, at fortsat millionstøtte til de store mediehuse på nøjagtig samme måde er med til at holde underskoven af nye digitale medieaktører nede. Men det er en helt anden snak. 

Det er i hvert fald en kendsgerning, at V, K og DF torsdag i forrige uge forlod forhandlingerne om mediestøtten i protest mod netop lønsumsafgiften. Den konservative partiformand, Lars Barfoed, der selv kæmper for sit partis eksistens, anklagede Elbæk for at “kaste hele dagbladsområdet ud i kaos, og det kan vi ikke bakke op om.”

Uffe Elbæk sagde til Jyllands-Posten, at han ikke vil “trylle” 40 milllioner kr. frem, da økonomirammen er lagt fast på forhånd. 

Efter denne kategoriske afvisning optrappede medierne så stormløbet mod Elbæk og hans embedsførelse.

Dagen efter var BT i gang med at skrive historien om Elbæks middage på AFUK, og samme aften kunne DR i TV-Avisen breake den nyhed, der fik sagen til at accelerere og oppositionen til at lugte ministerblod. 

De borgerlige værdikrigere har foreløbig vundet et slag i værdikampen, men kan de også vinde det næste?

Spørgsmålet er, om Marianne Jelved har ryg­rad og kræfter til at lægge arm med de borgerlige partier og de store mediehuse, der vil kæmpe en indædt kamp for at bevare statsstøtten. Der tales meget om Jelveds håndtaske i disse dage, men man skal huske på, at hun også kender Christiansborg. Hun ved, hvordan partierne tænker, og hun kan favne bredt, som Margrethe Vestager understregede. Forstået i den rette sammenhæng lyder det næsten, som om konklusionen er givet. 

Når den skal drages, bør de ansvarlige politikere dog huske på, at der er meget mere på spil end fem cirkusarrangementer eller 40 millioner kr. 

Demokratiet står og falder ikke med lønsumsafgiften, sådan som nogle chefredaktører forsøger at bilde politikerne ind. Den vil blot tvinge dem til at tilpasse sig til de forhold, som så mange andre brancher også må navigere i forhold til i finanskrisens kølvand. “New Normal – New Standards”, som det hedder i Danske Banks forkætrede kampagne.

Det er ikke lige let for alle. Men det er ikke desto mindre det, der er selve udfordringen. Også rent kommunikationsmæssigt – som kritikken af Danske Banks kampagne så tydeligt har illustreret. Medierne må snart til at vågne op til den nye virkelighed og besinde sig på den rolle, de har og bør have i et demokratisk samfund, i stedet for at blæse ligegyldige mikronyheder helt ud af proportion og gøre beskidte personsager til fagets ypperste jagttrofæ.