Med speederen i bund på Universal Robots

Marianne Kristensen Schacht

Det eksplosive tempo i den fynske robotvirksomhed stopper ikke, blot fordi den første femårsstrategi nu er realiseret. Universal Robots har netop fået tilladelse til at drive virksomhed i Kina, og i Sydamerika lokker markeder som Columbia, Chile og Argentina. Også det svære brasilianske marked skal knækkes i nærmeste fremtid.

Enrico Krog Iversen

Født: 1964 i Odense.

Uddannelse: Shippinguddannet hos A.P. Møller, HD i afsætning.

2008: Adm. direktør og medejer af Universal Robots.

2006: Eget rådgiverfirma.

1991: Salgsdirektør i familiefirmaet Krog Iversen & Co.

Særlig erfaring: at skabe stor vækst på kort tid.

Mest eksekverende bedrifter: at gå fra 0 til 95 pct. i eksportandel på fem år, at indtage fem kontinenter på fem år og i samme periode tidoble investorernes penge.

”Inden for et par år er vi realistisk set vokset så meget på de markeder, vi er i, at vi også begynder at producere ude i regionerne, så vi er tæt på markederne og kan levere hurtigt,” siger manden, der står i spidsen for de opnåede resultater og de fremtidige ambitioner, Universal Robots’ adm. direktør, Enrico Krog Iversen.

Han er topchefen, der konstant hæver ambitionsniveauet, og som insisterer på at rykke virksomheden op i en liga, ingen medarbejder havde drømt om. Når målet er nået, hæver han overliggeren igen. For eneste begrænsning for de fynske robotter er ifølge topchefen, at selskabet rykker for langsomt, så konkurrenterne når at komme med på banen.

Enrico Krog Iversen sidder ikke bag skrivebordet og dikterer retningen for sine hurtigtløbende medarbejdere. Ifølge Universal Robots’ bestyrelsesformand, Ulrik Jørring fra Vækstfonden, har Enrico Krog Iversen selv stor andel i, at det kinesiske marked har åbnet sig for de fleksible, små robotter. Og at det amerikanske marked er i stor vækst for selskabet.

Bare ud over stepperne

Ulrik Jørring beskriver Enrico Krog Iversen som en ambitiøs og utålmodig leder med et stort drive, der motiveres af at se sit selskab vokse og få succes. Den karakteristik genkender man i Universal Robots, hvor den handlingsfokuserede CEO ofte gør opmærksom på hver enkelt medarbejders mål, følger op og kontrollerer, at det bliver nået.

Det går stærkt for Universal Robots med Enrico Krog Iversen ved rattet. Og virksomhedens resultater har indbragt ros og priser.

Action og fokus på resultater gennemsiver virksomheden, hvor det ikke kun er den øverste leder, der kan få tingene til at ske. Eksekvering er nøgleordet for et helt lederteam og for organisationen som helhed. Enrico Krog Iversen har sat tempoet, og det er bare med at komme ud over stepperne. Det tårnhøje tempo handler om at erobre markedsandele, før konkurrenterne kommer på banen. Det er kun fem år siden, den første robot blev solgt. De kommende mange år handler om at høste størst mulige gevinster af at være first movers.

”Lige nu er vi i den dyre del af virksomhedens livscyklus. Vi er kommet ud og er ved at etablere os. Men i forhold til at lave forretning, så har vi endnu kun kradset lidt i overfladen,” siger Enrico Krog Iversen.

Krav: Forny dig selv

Det betyder også, at alle i hele organisationen forventes at rykke sig lige så hurtigt som vækstraterne i selskabet. Ellers risikerer medarbejdere med den rigtige profil i 2009 at have forkerte kompetencer i 2013.

”Vi har ikke tre måneders oplæring her. Man er heldig, hvis man får to dage,” fortæller Thomas Visti, der er vicedirektør i Universal Robots. I Latinamerika og Østeuropa er der netop ansat to nye sælgere. Forventningerne er, at de sælger fra dag et.

”Med den hastighed, vi opererer i, har vi ikke tid til at udvikle folk i fred og ro,” siger Thomas Visti.

Selv om der er fart på at få skabt resultater, er Enrico Krog Iversen dog ikke blind for, hvor vigtigt det er at sikre, at de rigtige folk bliver ansat i tide, så virksomheden også kan eksekvere måneder ude i fremtiden.

Og selv om den adm. direktør og hans virksomhed med direktørens egne ord er ekstremt gode til at have speed på, så skal alle være klar til at sadle hurtigt om, hvis strategien må justeres undervejs.

”Vi er ikke typerne, der laver markedsanalyser. Hvis vi har taget en beslutning om at rykke ind på et marked, så gør vi det. Så retter vi til, når vi har fået erfaringerne,” siger Thomas Visti.

Den hårdt pressede fartmåler i Universal Robots er en forudsætning for, at selskabet kan realisere sine potentialer. Så kan det godt være, at tempoet ser anderledes roligere ud, når markedsandelene er vokset, og virksomheden befinder sig i en mere moden fase af sin livscyklus. Men lige nu er Enrico Krog Iversens utålmodighed og drive synonymt med Universal Robots’ behov for, at tingene sker hurtigt.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu