Frihandel i fare
WTO-forhandlinger skal genoptages nu . . .
. . . ellers bliver verden ramt af en ny protektionistisk bølge
Verdens politiske ledere har kun få uger til at vende den hidtidige WTO-fiasko til succes. Lykkes det ikke, er der ifølge en stribe ledende europæiske erhvervsfolk risiko for, at globaliseringens årti afløses af en periode, hvor det globale frihandelssystem rulles tilbage. “Ikke alene vil vi tabe fordelen i Doha-pakken – vi vil også svække vores nuværende system, og der vil i stedet komme en tid med øget protektionisme, ” vurderer Xavier Durieu, generalsekretær for de europæiske serviceerhvervs paraplyorganisation, EuroCommerce. Europa, USA og flere andre er allerede begyndt at indgå bilaterale aftaler for at gardere sig mod det totale sammenbrud i WTO. Det får topledere til at forudse et kaotisk system af totalt uoverskuelige globale handelsregler. De retter nu en indtrængende appel til politikerne om at overvinde deres uenigheder. Den store knast i WTO-forhandlingerne er reformer af amerikansk og europæisk landbrugsstøtte. Når det haster med at finde en løsning, skyldes det bl. a. den politiske situation i Frankrig, hvor der er præsidentvalg i april-maj, og i USA, hvor præsident Bushs forhandlingsmandat udløber 1. juli. Kommer aftalen ikke i hus inden da, ligger det globale frihandelssystem reelt i ruiner.