Spørg ikke om, hvad du kan gøre for fællesskabet

Venstreregeringen blæser til kamp mod overimplementering og har introduceret et nyt princip: Vi har nok i os selv. Tænk, hvis alle de rige lande havde en politik for – bare en lille smule – overimplementering.

Steen Hildebrandt

For mange år siden skrev jeg ph.d.-afhandling om implementering af beslutningsmodeller. Dengang kendte jeg ikke – og havde ikke tænkt på – begrebet overimplementering. Det er et nyt begreb, og når man lytter til retorikken fra regeringen, lyder det nærmest, som om vi har fået en minister mod overimplementering af EU’s love, regler og forordninger.

Ifølge regeringen skal vi ikke overimplementere EU-lovgivning og vel i det hele taget ikke overimplementere EU-tænkning. Nej, vi skal have så meget som muligt ud af EU og gerne så hurtigt som muligt. Men vi skal ikke ofre eller bidrage med mere end højst nødvendigt. Vi skal have så meget som muligt ud af fællesskabet, men vi skal ikke have for megen fællesskabstænkning, hvis vi kan undgå det. Princippet er: Spørg ikke om, hvad du kan gøre for fællesskabet, men om hvad du kan få ud af fællesskabet. Vi er vel en gammel handelsnation – en nation af købmænd og kræmmere.

Danmark har praktiseret en underlig dobbeltholdning til EU, og det er det, der nu foreløbigt kulminerer med det regeringsformulerede princip mod overimplementering. Dette handler ikke kun om EU. Det handler også om de nye mål for verdens tilstand, altså de 17 nye bæredygtighedsmål, som stats- og regeringschefer lige har vedtaget i New York. Danmark har underskrevet disse nye mål, og den danske statsminister har holdt en politisk korrekt tale til FN’s Generalforsamling om målene og om Danmarks politik og rolle i den sammenhæng. Men aldrig så snart var statsministeren kommet hjem, før piben fik en anden lyd.

’Vi har nok i os selv’

Der er faktisk intet i Venstreregeringens førte eller proklamerede politik, der bare tyder på, at regeringen har tænkt sig at tage FN-målene alvorligt. Tværtimod ser det ud til, at man giver pokker i disse mål om bæredygtighed, naturbeskyttelse, fattigdom m.m.

[quote align="left" author=""]Ingen har sagt det så tydeligt som Marie Krarup. Her siges det uden omsvøb: Vi er os selv nærmest. Vi er os selv nok. Vi skal først og fremmest tage vare på os selv. De andre må passe sig selv.[/quote]

Ét af de første og efter retorikken at dømme vigtigste initiativer, som den nye danske regering har taget, handler om at reducere den danske ulandsbistand betragteligt.

Dette initiativ ser ud til at være i fin overensstemmelse med et andet regeringsprincip, der ser ud til at overskygge alle andre principper, nemlig princippet: Vi har nok i os selv.

Det blev formuleret klarest og mest direkte af et fremtrædende medlem af regeringens største støtteparti, DF, i et interview på kristendom.dk for nylig. Her sagde Marie Krarup:

”Lige nu har nogle mennesker så travlt med at hjælpe flygtninge, at jeg tror, de glemmer at være til stede over for de mennesker, som virkelig er deres næste. Jeg synes, det er klamt at høre på, at det er særligt godt at hjælpe mennesker i sådan nogle situationer. Det er vigtigere for mig at elske næsten i den nære relation. Det viser jeg bl.a. ved at lave mad til mine børn og give min mand et kys på kinden.”

Hvor smukt! Jeg bliver både bevæget og rørt. Hvor smukt og næstekærligt! Hvor storsindet! Man sætter børn i verden – og laver mad til dem! Fantastisk. Og jeg kan høre statsministeren, Inger Støjberg og flere andre ministre sige præcist det samme, blot med lidt andre ord. Men ingen har sagt det så tydeligt som Marie Krarup. Her siges det uden omsvøb: Vi er os selv nærmest. Vi er os selv nok. Vi skal først og fremmest tage vare på os selv. De andre må passe sig selv.

Reduceret solidaritet

Det er storsindet og bevægende. Men er det også dansk? Det er i hvert fald dansk politik i øjeblikket. Det handler om at rage til sig, koste hvad det koste vil for naturen og de næste generationer.

[quote align="right" author=""]Tænk, hvis alle de rige lande havde en politik for – bare en lille smule – overimplementering.[/quote]

Det handler om at spare og presse alt til sidste produktivitetsdråbe; det handler om at køre så mange kilometer på literen, dvs. handle så kortsigtet og så overfladisk, som man overhovedet kan komme af sted med.

Det er ikke kun EU-lovgivning og EU-principper, der ikke skal overimplementeres. Det skal verdensmålene heller ikke. Og det næste, vi kommer til, som heller ikke skal overimplementeres, er menneskerettighederne og andre internationale konventioner og aftaler, hvor der er muligheder for at tjene lidt til sig selv på den korte bane – eventuelt på andres bekostning. Her skal Danmark heller ikke overimplementere. Ja, vi skal vel snart se en dansk regering arbejde for at lempe menneskerettighedsformuleringerne, såedes at vi i endnu højere grad kan praktisere en reduceret solidaritet f.eks. over for udsatte mennesker på kloden.

Tænk, hvis alle de rige lande havde en politik for – bare en lille smule – overimplementering.

 

Læs flere af Steen Hildebrandts indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Omtalte personer

Sofie Carsten Nielsen

Underdirektør, DI Biosolutions
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2002), MA i europæisk politik og administration (Brügge, Belgien, 2001)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu