Sustainia er klar med 100 nye bæredygtige løsninger

Andreas Baumann

For andet år i træk er Mandag Morgens internationale institut Sustainia klar med en stor samling innovative løsninger på bæredygtighedsproblemer over hele kloden. Ved den internationale lancering i London søndag præsenteres de 100 projekter og teknologier inden for 10 forskellige sektorer – der spænder fra mode, bygninger og fødevarer til it – i en samlet publikation under titlen Sustainia100.

“Det er virkelig håbefuldt at se, hvordan nye, innovative løsninger fortsat dukker op overalt i verden. Her har vi et håndgribeligt bevis for, at bæredygtige løsninger virker, at de er profitable, ønskværdige og succesrige,” siger EU’s klimakommissær Connie Hedegaard.

Hun er et af medlemmerne af den dommerkomité af verdens førende klima- og bæredygtighedsforkæmpere, der 7. november kårer vinderen af Sustainia Award 2013 blandt de 100 nominerede. Dommerkomiteen er anført af Californiens tidligere guvernør Arnold Schwarzenegger og tæller blandt andre også dr. Rajendra Pachauri , den indiske formand for FN’s Klimapanel (IPCC), der modtog Nobels fredspris i 2007 på vegne af IPCC.

Sustainia100 blev lanceret i London søndag eftermiddag. Læs hele Sustainia100 online her.

Big data er bæredygtigt

Årets nominerede projekter og teknologier viser flere klare tendenser i den internationale udvikling af bæredygtighed. En af dem er betydningen af big data, der blandt andet bruges til analysere og ændre forbrugermønstre.

Sådan et projekt er det amerikanskudviklede Bidgely på energiområdet, som analyserer store datasæt over energiforbrug i millioner af husstande og på den baggrund giver tips om de bedste måder at spare på strømforbruget.

Systemet fungerer, uden at man skal installere teknologi i sit hjem, fordi det er de individuelle afvigelser i forhold til det samlede datasæt, der fremhæves. Det hjælper allerede i dag tusindvis af husstande i USA, Canada, Holland, Australien og New Zealand til at spare op mod 30 pct. på el-regningen.

Sidste års vinder erobrer nye markeder

Sidste års Sustainia Award-vinder, var et solenergisystem, udviklet af den britiske virksomhed Azuri, som gør det muligt for afsidesliggende husstande i udviklingslandene at installere solcellepaneler på taget af huse eller hytter uden nogen etableringsomkostninger.

I stedet betaler beboerne løbende for panelet ved at købe skrabelodder til 1-2 dollar stykket, som samtidig åbner for strømmen.

Da Azuri vandt Sustainia Award 2012, havde projektet allerede fået mere end 6.000 familier i Kenya, Malawi, Zambia og Sydsudan til at tage løsningen til sig. Men siden sidste års kåring, har virksomheden desuden opnået funding fra Barclays Bank og udvidet projektet til Vestafrika. Forventningen er snarest at nå op på 30.000 kunder i Afrika.

Mange løsninger fra udviklingslande

Og netop den løsningsorienterede tilgang til bæredygtighedens komplekse udfordringer er en af Sustainias styrker, understreger Rajendra Pachauri.

“Sustainia100 skaber opmærksomhed om de menneskeskabte effekter på klimaet ved at give os 100 menneskeskabte løsninger. Udfordringerne ved klimaforandringer bliver tacklet gennem teknologi, innovation og forskning som allerede er tilgængelig for verden. Med denne løsningsorienterede tilgang er Sustainia100 en opfordring til handling for et bredt publikum af politikere, virksomheder og samfundet,” siger Rajendra Pachauri.

Sustania

Formålet med Sustainia100 er at guide investorer, virksomhedsledere, politikere og forbrugere til konkret, bæredygtig innovation, der kan lette omstillingen til et bæredygtigt samfund. Sustainia er grundlagt af Mandag Morgen, som en vision for, hvordan verden kan se ud, hvis vi gør brug af de grønne innovative løsninger og teknologier, som vi allerede kender.

Igen i år er mange af projekterne enten målrettet eller udtænkt i udviklingslande, som dermed fører an som drivkraft for bæredygtig nytænkning. Der er således hele 43 løsninger i brug i Asien og 23 i Afrika, hvoraf 10 alene er i brug i Kenya. Det indikerer, at mange konkrete løsninger bedst udtænkes der, hvor man direkte kan mærke de håndgribelige forbedringer, som projekterne bringer med sig for mennesker og samfund.

I Kenya har et projekt eksempelvis til formål at udbrede trådløst internet til afsidesliggende husstande, som ellers aldrig har gjort sig forhåbninger om at få adgang til et nedgravet fiberkabel. Men ved at bruge de såkaldte hvidsignaler fra tv-frekvenser, som ikke førhen har været brugt til noget, kan man sende trådløst internet over meget lange afstande. Det forbinder tusindvis af kenyanske husstande til internettet.

Og i Zambia har organisationen CIDRZ udviklet et system til at monitorere og forebygge livmoderhalskræft. I en kombination af moderne telemedicin og rådgivning hos de traditionelle ægteskabsrådgivere skabes opmærksomhed om farerne ved livmoderhalskræft. Systemet er blevet implementeret nationalt, og flere end 20.000 kvinder har allerede været i forebyggende behandling.

Innovationskraften I de afrikanske udviklingslande overrasker ikke Sustainias grundlægger Erik Rasmussen.

”Innovation vokser ud af et behov. Vi kan meget vel være vidner til begyndelsen på en revolution, hvor nye økonomier viser sig som succesrige innovatorer. Med Sustainia100 ser det ud til, at flere nye økonomier forvandler deres behov for konkrete løsninger til en både bæredygtig, social og økonomisk fordel,” siger han.

Se lanceringsvideoen for Sustainia100.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu