Københavns og Frederiksberg kommuner og Hovedstadens Sygehusfællesskab, HS, slås nu om, hvem der skal betale en regning på én milliard kr. Baggrunden er, at staten i 1994 bevilgede de to kommuner et fast årligt ekstratilskud til kommunernes skrantende økonomi. Dette tilskud skal nu aftrappes med 100 millioner kr. årligt de næste 8 år. Selvom statens tilskud aldrig er kommet sygehusene til gode, har det ligget i kortene, at det var HS, der skulle finde pengene ved at rationalisere. Det virker nu helt urealistisk. Budgetpapirer fra HS viser, at Sygehusfællesskabet ikke kan effektivisere sig til de forventede besparelser. HS-direktionen håber nu, at kommunerne vil bevilge de ekstra penge. Det er nødvendigt, "hvis patientbehandlingen forsat skal være forsvarlig," fastslår direktionen. Men de to kommuner er ikke indstillet på at yde flere penge. Mens flere af de borgerlige medlemmer af HS’ bestyrelse og Borgerrepræsentationen allerede nu erkender, der kan blive behov for skatteforhøjelser, er flere radikale og socialdemokratiske medlemmer utilfredse med den måde, formanden og direktionen for HS har håndteret økonomien på. Derfor er der lagt op til et voldsomt opgør på Københavns Rådhus. Socialdemokraten Hanne Dahlerup, der er medlem af både Borger-repræsentation og HS-bestyrelse siger:: "Som tingene har udviklet sig, er det nu helt urealistisk, at HS selv skal finde pengene til at dække aftrapningen af de årlige statstilskud. Der er sket så mange skred i HS-planen, at den økonomiske del af planen også er skredet.”---- Der er store interesser på spil i det forestående opgør. Ender de igangværende forhandlinger med, at bidraget til HS ikke øges markant, kan det true hele -hovedstadens nye sygehuskon-struktion.