Systemfejl på Slotsholmen
Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Klima- og Energiministeriet og Skatteministeriet er nogle af de ministerier, der i de senere år har været plaget af skadelige magtkampe mellem ministre og embedsmænd. Statsstøtte til solceller, ejendomsvurderinger, reform af forsvaret og håndtering af vigtige udenrigspolitiske emner har bragt ministre og embedsmænd på kollisionskurs. Det fører til dårlig sagsbehandling, ministerafgang, kommissionsundersøgelser og kontante tab for skatteborgerne. Professor Tim Knudsen påpeger, at Danmarks politisk-administrative system fortsat bygger på ministerialreformen fra 1848. Derfor er det på høje tid med en grundlæggende reform af hele systemet. Tidligere ministre mener, at embedsmænd har fået for meget magt, mens tidligere departementschefer anfører, at den politiske innovationskraft lider under et system med svage og overbebyrdede ministre.
Claus Kragh
EuroparedaktørDa udviklingsminister Christian Friis Bach (R) i sidste uge trak sig fra sin post, påtog han sig ansvaret for at have viderebragt fejlagtige informationer til Folketinget – men understregede samtidig demonstrativt de bagvedliggende pligtforsømmelser fra embedsværkets side.
Dermed føjede han endnu et kapitel til de senere års lange føljeton af spektakulære konflikter mellem ministre og embedsmænd, der har kostet adskillige ministre jobbet og efterladt embedsværket med dybe ridser i lakken. Se også tekstboks.
Ud over Statsministeriet og Udenrigsministeriet har både Skatteministeriet, Forsvarsministeriet samt Klima- og Energiministeriet de senere år været plaget af stridigheder mellem ministre og embedsmænd.
Forsvarsministeriet har været præget af en række sammenstød og urent trav mellem departementet og Forsvarskommandoen i Vedbæk. Og i sidste ende fik Forsvarskommandoen tilsyneladende held til at forpurre den sammenlægning af de to instanser, som tidligere forsvarsminister, nu europa- og handelsminister Nick Hækkerup var klar til at gennemføre trods modstand fra Venstre og De Konservative. Såvel i denne sag som i en række andre sager har offentligheden fået det indtryk, at ministeriets politiske ledelse nærmest har ligget i en slags skyttegravskrig med Forsvarets militære ledelse.
I Klima- og Energiministeriet har ministre og embedsmænd udkæmpet en række konflikter – fra håndtering af FN’s klimatopmøde COP15 tilbage i 2009 til den seneste sag om reduktion af statsstøtten til solceller. Tim Knudsen mener, at begge sager har bragt regeringen i uføre, og at man senest har trådt helt forkert ved at forsøge at begrænse Rigsrevisionens adgang til det lovforberedende arbejde.
I forhold til COP15 ville det have været at foretrække, at Folketinget havde haft bemyndigelse til at afhøre de to stridende embedsmænd ved en høring i Folketinget. Derved kunne Folketingets medlemmer have stillet spørgsmål til de stridende embedsmænd: chefen for klimasekretariatet i Statsministeriet, Bo Lidegaard, og den fyrede chef for ministeriets globale afdeling, Thomas Becker.
De to fungerede reelt som politiske viceministre, men havde status som upolitiske embedsmænd. Derfor fik offentligheden aldrig indsigt i, hvordan Danmark tilsyneladende arbejdede med to modstridende internationale forhandlingsstrategier frem til det fejlslagne topmøde.
Endelig har centrale embedsmænd, tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen og hans spindoktor, Peter Arnfeldt, fra Skatteministeriet stået skoleret for Skattesagskommissionen i en sag, der har afsløret både mistillid og kompetencestridigheder internt i ministeriet.
De mange sager er ikke udtryk for enkeltstående svigt, men for en grundlæggende konstruktionsfejl i magt- og rollefordelingen mellem politikere og embedsmænd, lyder det fra forvaltningseksperter og tidligere embedsmænd.
Det besværlige forhold mellem fortravlede ministre og et fagligt kompetent, men også konservativt, embedsapparat skaber ikke alene frustrationer og konflikter, men blokerer samtidig for effektiv administration og nødvendig politisk innovation.
Et andet eksempel på systemfejlen kom i går, hvor udenrigsminister Per Stig Møller stod frem i tv og kritiserede, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2005 afviste at mødes med ambassadører fra verdens førende muslimske lande. De 11 ambassadører var vrede over Jyllands-Postens publicering af de omstridte Muhammed-tegninger og ønskede, at statsministeren skulle gribe ind.
Foghs daværende spindoktor, Michael Ulveman, afviser Per Stig Møllers udlægning. Og nu strides politiske analytikere om, hvorvidt Per Stig Møller har fejlinformeret Folketinget ved tidligere at have fastholdt, at Udenrigsministeriet håndterede sagen, eller om han i dag taler usandt, når han påstår, at Statsministeriet styrede den.
Det principielle spørgsmål i sagen er, om den danske statsadministration samlet set ydede statsminister Anders Fogh Rasmussen en tilfredsstillende rådgivning. Det er en række udenrigspolitiske eksperter i dag enige om, at han ikke fik. Et venligt møde og en høflig afvisning af ambassadørernes krav burde have været Anders Fogh Rasmussens svar.
Rådgivningen blev givet af den politisk udpegede embedsmand Ulveman og af karrierediplomaten Bo Lidegaard, der netop var kommet fra Udenrigsministeriet til Statsministeriet som udenrigspolitisk rådgiver. De fik ikke sikret, at Udenrigsministeriets samlede viden om den muslimske verden blev lagt til grund for, hvordan Anders Fogh Rasmussen skulle besvare henvendelsen fra ambassadørerne.
Det magtfulde embedsværk
Tim Knudsen, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, mener, at sagerne bunder i systemfejl i både Udenrigsministeriet og Statsministeriet.
”Det er problematisk, at Statsministeriet ikke har større kompetencer på det udenrigspolitiske område, når skiftende statsministre i høj grad har taget rorpinden i udenrigspolitikken. Og det er indlysende forkert, at vi har et system i Udenrigsministeriet med tre ministre, der ikke er herre i eget hus. De kan ikke alle være i spidsen organisatorisk og personalemæssigt,” siger Tim Knudsen.
Tidligere minister Ritt Bjerregaard har på baggrund af Friis Bachs fratræden konstateret, at embedsværket har taget magten, og mener, at det samme er tilfældet i Finansministeriet. Her skal Bjarne Corydon ifølge den tidligere undervisningsminister, EU-kommissær og overborgmester have ”lagt sig fladt ned over for embedsapparatet” og kasseret det politiske valggrundlag, som han selv udviklede, da han var chef for Socialdemokratiets analyseafdeling.
Ritt Bjerregaard mener, at problemet med de svage ministre bør løses ved at udstyre dem med en væsentlig større stab af politisk udpegede embedsmænd. Dette fænomen er udbredt i Norge, Sverige, Tyskland, Frankrig og Storbritannien, ligesom det også er normen i EU’s institutioner.
Professor Tim Knudsen er enig i, at det er på høje tid med en grundlæggende reform af det politiske system, f.eks. i form af viceministre.
”Jeg har ikke nogen færdig løsning. Men det aktuelle system, der bygger på ministerialreformen fra 1848, fører til mange uskønne sager og ”abekastning” mellem ministre og embedsmænd. Det risikerer at føre til mistillid i befolkningen,” siger Tim Knudsen.
Han peger på en undersøgelse fra Transparency International, der i sommeren 2013 viste, at 30 pct. af danskerne mener, at der er korruption i Danmark. Ifølge Tim Knudsen er det ikke udtryk for, at der er udbredt korruption i Danmark – men for at mange danskere savner tillid til politikere og demokratiske institutioner.
Udenlandske erfaringer
Mens magt- og rollefordelingen mellem danske politikere og embedsmænd har overlevet relativt upåvirket i mere end 150 år, har både Sverige og Norge i de senere år reformeret deres politiske styringsmodel.
Begge steder har politikerne fået mere plads og tid til udvikling af politik og til at forsvare denne politik i de nationale parlamenter, mens der er skarpere afgrænsning mod den del af embedsværket, der tager sig af egentlig administration.
Jørgen Rosted, tidligere departementschef i Erhvervsministeriet, har tidligere i Mandag Morgen gjort sig til fortaler for en markant reform af regeringsapparatet. Rosted mener, at Statsministeriet bør styrkes med udpegning af flere viceministre, der skal kunne arbejde på regeringens politikudvikling i samarbejde med uafhængige eksperter.
”Vi har en alvorlig systemfejl i Danmark. Vi er ikke politisk innovative nok, sådan som vi er organiseret. Det er en væsentlig årsag til, at vi har tabt betydelig levestandard i forhold til andre lande som Sverige og Finland. Vi sidder fast i en politik med for få visioner i forhold til, hvad andre lande har kunnet,” siger Rosted.
På tilsvarende vis har man i Tyskland styrket Bundeskanzleramt – det tyske svar på Statsministeriet – betydeligt, således at Angela Merkel har tre politisk udpegede ministre og viceministre direkte under sig. I Frankrig og Storbritannien har man også stærke politisk udpegede kabinetter, ligesom man har juniorministre, statssekretærer og viceministre, som er underordnet de centrale ministre. Denne personalemæssige ’polstring’ af de egentlige politiske chefer i regeringerne gør det muligt bedre at overskue og håndtere ansvarsområdet på en sådan måde, at der bliver tid til den politiske innovation og strategiske tænkning.
