Talentudvikling afgør kampen om fremtidens produktionsjob

En af de helt store udfordringer for gamle industrinationer de kommende år bliver at omdefinere sig som produktionsland i den stadig skarpere konkurrence med nye vækstnationer som Kina, Indien og Brasilien.

Praktisk taget alle industrilande, herunder Danmark, har de senere år erkendt, at styrtblødningen af produktionsjob til lavtlønslandene risikerer at rive innovations- og serviceaktiviteter med sig. Men trods initiativer – som f. eks. det europæiske Manufuture-program – der skal redefinere den europæiske produktionssektor i en global sammenhæng, ser tendensen ikke ud til at stoppe foreløbig. I den sammenhæng er nye tal fra Tysklands nationale statistikkontor, Destatis, godt nyt.

Tallene afslører, at Tysklands produktionsarbejdsstyrke pr. ultimo december 2012 var vokset med over 70.000 ansatte i forhold til ultimo 2011, så den i dag tæller ikke mindre end 5,2 millioner mennesker. Det giver anledning til ny optimisme, fordi Tysklands industrisektor er vækstmotor for hele Europa.

Hemmeligheden bag den tyske industrisucces afsløres i en ny bench-
marking af landenes indbyrdes konkurrenceevne på fremstillingsområdet. Det såkaldte ”Global Manufacturing Competitiveness Index” fra konsulenthuset Deloitte er baseret på interview med 550 topledere fra globale produktionsvirksomheder som flyproducenten Lockheed Martin, medicinalvirksomheden Pfizer og industrikoncernen Rockwell Automation. Og det placerer Tyskland som den klare markedsleder inden for ”talentdrevet innovation”. Samtidig viser det, at talentdrevet innovation – i form af kvaliteten og tilgængeligheden af et lands arbejdsstyrke, herunder forskere og ingeniører og disses evne til at omsætte innovation i praksis – vil være det vigtigste parameter for globale virksomheders investering i produktionsaktiviteter fremover. Se boks.

Produktionstopchefers top-10

Tyskland placerer sig dog ikke helt i top i den samlede vurdering af nationernes konkurrenceevne på fremstillingsområdet. Her troner Kina fortsat, primært pga. sit lave omkostningsniveau på arbejdskraft, energi, materialer og råvarer samt sit enorme potentiale som marked. Men Tysklands målrettede satsning de senere år på smarte produktionsteknologier og partnerskaber mellem industri og forskningsinstitutioner viser, at det er muligt at tage kampen op mod de lave omkostninger.

Således har Tyskland vundet fire pladser fra sidste gang, Deloitte udgav sit ”Global Manufacturing Competitiveness Index” i 2010. Her figurerede Tyskland på en sjetteplads. I 2013 er Tyskland nummer to.

Gevinsten ved at satse på talentdrevet innovation inden for fremstilling har været klokkeklar: Siden år 2000 er Tysklands eksport af producerede varer næsten tredoblet og overgås i dag kun af Kina. Træerne vokser imidlertid ikke ind i himlen. Topcheferne i Deloittes konkurrenceindeks udtrykker bekymring for, om Tyskland vil kunne holde sin placering de næste fem år. Også vækstnationerne arbejder nemlig på at blive bedre til smart produktion og på at forbedre samarbejdet mellem forskningsinstitutioner og private virksomheder. Rapporten forudser derfor, at talentdrevet innovation til laveste pris vil blive den fremtidige kamparena, når verdens nationer skal tilkæmpe sig lunser af den lukrative globale produktion.

Kilder

“Beschäftigtenzahlen im Dezember 2012”, Destatis.
”Global Manufacturing Competitiveness Index 2013”, Deloitte.
“The U.S. Could Learn from Germany’s High-Tech Manufacturing”, Scientific American.
“Strategic Research Agenda”, Manufuture.

Forrige artikel Sådan styrer Danmark ud på et Blåt Ocean Næste artikel Danmarks oversete vinderopskrift Danmarks oversete vinderopskrift