Den oversete reserve
Udenlandske studerende giver Danmark topkarakter
Kan blive et stærkt våben i talentkampen . . .
. . . men en række barrierer skal nedbrydes
Udenlandske studerende udgør en hidtil overset ressource i Danmarks kamp mod arbejdskraftmangel. De giver Danmark topkarakter som studieland. Og hele tre ud af fire overvejer at blive i landet og arbejde. Det viser den hidtil mest omfattende undersøgelse blandt udenlandske studerende ved videregående danske uddannelser, som Undervisningsministeriets styrelse Cirius offentliggør i dag. “Vi kan ikke føre bevis for, at en ekstra indsats for at tiltrække flere udenlandske studerende til vores uddannelsesinstitutioner automatisk vil føre til mere arbejdskraft. Men der er en ret stor sandsynlighed for det, ” siger direktør i Cirius, Torben Klein. Undersøgelsen udpeger dog også en række barrierer, som Danmark må nedbryde for at få det fulde udbytte af de udenlandske studerende. Mange studerende oplever problemer med at få opholdstilladelse og adgang til arbejdsmarkedet og sociale netværk. På baggrund af de nye tal opfordrer erhvervslivet til en langt mere målrettet markedsføring af Danmark som et attraktivt arbejdsland.