En ny yuppieklasse, der siger ja til karriere, men nej til opslidende overarbejde, er trådt i karakter. Unge nøglemedarbejdere siger i stort antal fra over for virksomheder, der byder medarbejderne arbejdsuger på mellem 50 og 80 timer. Erhvervslivets frontløbere “betaler nu prisen for, at have indrettet deres virksomhed på hardcore medarbejdere,” siger Hanne Pihl, direktør i rekrutteringsfirmaet Mercuri Urval. Unge jurister forlader gode stillinger på advokatkontorer på grund af det store arbejdspres, viser en ny undersøgelse fra Danmarks Jurist- og Økonomforbund. Og i revisionsbranchen har selv de mest velrenommerede virksomheder svært ved at tiltrække og fastholde dygtige unge. Personalechef i Deloitte & Touche Lars Køster Rasmussen erkender, at frafaldet er for stort. “Der er ingen tvivl om, at arbejdspresset har stor betydning for dem, der forlader os i utide,” siger han. Og undersøgelser bekræfter, at de studerende på danske universiteter og handelshøjskoler har noget nær verdens laveste tolerancetærskel over for lange arbejdstider. Hanne Pihl vurderer, at hvis virksomhederne vil appellere til den ny generation af karrieremennesker, må de begynde at tælle timer i stedet for at gøre en dyd ud af overarbejdet.