UPDATE - ugens vigtigste begivenheder

Efter EU-topmødet er EU igen delt ved Den Engelske Kanal, ambitionerne svandt ind i løbet af dagen i Durban, VK-regeringens magtmisbrug, efterlønsindbetalinger til udbetaling og forbrugseffekten samt Danfoss’ rekordbøde er emnerne, når Mandag Morgen her lister de vigtigste begivenheder fra ugens løb:

1. Kaotisk EU-topmøde rejser tvivl om euroredning

Tyskland og Frankrig presser finanspolitisk union igennem – Storbritannien isoleret

Den europæiske bankverden, ikke mindst finanscentret London City, kan blive den helt store taber efter det kaotiske EU-topmøde i Bruxelles torsdag og fredag.

Topmødet endte med en aftale mellem de 17 eurolande, der afgiver betydelig suverænitet over deres økonomiske politik. Aftalen kaster EU ud i betydelig usikkerhed om det europæiske samarbejdes juridiske grundlag. Og derfor kan det langtfra afvises, at de finansielle markeders pres på eurolandene vil fortsætte.

For Danmarks vedkommende betyder topmødet, at Folketinget nu skal tage stilling til, om man vil deltage i et forstærket finanspolitisk samarbejde, der bliver nedfæstet i en ny mellemstatslig aftale mellem eurolandene og op til ni af de ti ikke-eurolande. Kun Storbritannien har på forhånd stillet sig udenfor.

Den britiske premierminister, David Cameron, spillede højt spil – og tabte – da han på topmødet krævede en britisk undtagelse for reguleringen af den finansielle sektor for at give grønt lys for de ændringer af EUs Lissabon-trakat, som særligt Tyskland havde stået stejlt på.

Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy gjorde det klart, at lige præcis dette krav var uacceptabelt, fordi “i det mindste en del af de problemer, Europa står i, kommer fra den sektor”. Britiske Economist konkluderede, at EU nu igen bliver delt ved samarbejdets klassiske skillelinje: Den Engelske Kanal.

Både franske og tyske kommentatorer spekulerede i, at regeringerne i Berlin og Paris nu vil være endnu mere stålsatte på at gennemføre de 17 af i alt 28 nye EU-love om regulering af finanssektoren, som lige nu ligger og venter i EU-systemet. 

Danmarks statsminister, Helle Thorning-Schmidt, erkendte, at topmødets resultat var den “næstbedste” løsning, og hun sagde, at hun håbede, at det vil skabe ro om euroen. Men diplomater erkendte, at topmødet havde fået et kaotisk forløb, og fredag var det stadig uklart, hvordan den politiske aftale om at styrke eurosamarbejdet kunne udmøntes juridisk.

I forhold til den aktuelle håndtering af gældskrisen i Italien og Spanien vedtog eurolandene at øge deres samlede garantier til krisefondene EFSF og ESM. Samtidig vil euro- og andre EU-lande – herunder Danmark – øge deres garantistillelse i IMF med op til 200 milliarder euro. Disse penge skal kunne bruges til nye kriseindgreb i eurozonen.

2. Road map eller road kill i Durban?

Vanen tro gik fredagen på FNs klimakonference med at udvande ambitionerne i den obligatoriske erklæring

Som det er kutyme på FNs Klimakonferencer, fortsatte forhandlingerne ved COP­17 i Durban til langt ud på aftenen fredag. Sent på dagen så det ud til, at der kunne nås en form for enighed om, at der i hvert fald skulle komme en tekst ud af dette års konference, men ambitionerne blev mindre og mindre, som dagen gik.

EU har presset på for at få store udledere som USA og Kina til at forpligte sig på at begynde at gøre noget ved deres udledninger. Ambition kan synes begrænset. EU har blot ønsket, at landene skal forpligte sig til at lave en forpligtelse inden 2015, der så vil gælde fra 2020. Men sent fredag så det ikke ud til, at dette ville kunne komme igennem heller.

Undervejs i forhandlingerne forsøgte den danske regering at sætte pres på de store udledere af drivhusgasser som USA, Kina og Indien ved at samle en alliance af EU og de 48 fattigste lande bag EUs forslag om et såkaldt roadmap for, hvornår der skal ligge en plan for, hvordan også disse lande skal reducere deres udledninger af CO2. Traditionelt har de fattigste eller “mindst udviklede lande” som gruppen kaldes, optrådt som en del af forhandlingsblokken “G77 + Kina”, der samler 77 udviklingslande og som angivet Kina. Denne forhandlingsblok er ofte set som kinesernes forlængede arm og er berygtet for ikke at være specielt ambitiøs på klimaets vegne. Derfor har EU og den danske regering håbet, at ved at knytte de 48 fattigste lande til EU, der er de mest ambitiøse af de udviklede lande, kunne de skabe en alliance, der ville lægge tilpas pres på lande som Kina, USA og Rusland for at indgå en aftale.

Sent fredag så det dog ikke ud til, at der ville komme afgørende beslutninger for klimaet ud af Durban-mødet. De store drivhusgasudledere holdt fast på, at forpligtelser ikke kunne komme på tale for 2020. Og som altid er det i detaljen, at tingene afgøres, så forslaget om en “juridisk bindende traktat” blev udvandet til “en juridisk ramme”.

Hvad det præcis betyder, er der ikke mange, der ved, og dermed kan fremtidige regeringer tolke den, som de vil. Men det er vist også meningen. 

3. Venstre-gate

Thornings skattesag handler ikke længere om Thorning

På rekordtid er den hjemlige politiske dagsorden vendt 180 grader – fra den nye regerings snublende start til den foregående regerings mulige magtmisbrug.

Først fik offentligheden et opsigtsvækkende indblik i skattemyndighedernes sagsbehandling af Helle Thorning-Schmidt og ægtefælles skattesag.

I en redegørelse for forløbet kunne man forstå, at direktøren for Skat København, Erling Andersen, havde følt  sig under stærkt pres fra ministeriet – muligvis tilskyndet af den daværende skatteminister, Troels Lund Poulsen. Skattelovgivningen fastslår entydigt, at det er den lokale skattemyndighed, som træffer afgørelser i den slags sager.

Endnu mere turbulens skabte skattesagen få dage senere, da Ekstra Bladet afslørede, at Troels Lund Poulsens spindoktor, Peter Arnfeldt, sidste år forsøgte at lække Thornings private skatteoplysninger til bladet – de samme oplysninger, som B.T. under stor opmærksomhed offentliggjorde under dette års valgkamp.

Den tidligere skatteminister har benægtet ethvert kendskab til begge sager, men alligevel valgt at søge orlov fra Folketinget med øjeblikkelig virkning.

De fleste iagttagere finder det usandsynligt, at Arnfeldt skulle have handlet på egen hånd. Så spørgsmålet har været, hvor langt skandaletrådene rækker ind i Venstre. Mistankerne er ikke blevet mindre af et par kaotiske pressemøder, hvor Lars Løkke Rasmussen leverede så uldne og intet­sigende svar, at de blot øgede presset yderligere på partiet.

Foreløbig har Lars Løkke Rasmussens nuværende spindoktor erkendt, at han har holdt møder med Peter Arnfeldt om sagen.

Resten af afdækningen må formentlig vente, til den bebudede undersøgelseskommission kommer i gang med sit arbejde i løbet af næste år. En undersøgelseskommission er en forholdsvis omstændelig affære, og det er ikke spor urealistisk at forestille sig, at der kan gå både et eller to år, før kommissionen kommer med sin afsluttende beretning om hændelsesforløbet.

Da afhøringerne er offentlige, vil det derfor sætte et hidtil uhørt lys på Venstres ledelse og organisation i de kommende par år – og vil dårligt kunne undgå at blive en belastning for partiet. Ikke mindst, hvis afhøringerne, som bl.a. Dansk Folkeparti har foreslået, ender med at blive tv-transmitteret.

4. Udbetaling af indbetalinger

Tvivl om forbrugseffekten af efterlønsmilliarder

6 milliarder kr. Det er Finansministeriets forventninger til forbrugsstigningen, når danskerne får mulighed for at få deres indbetalinger til efterlønnen udbetalt. Det er omkring en tredjedel af det samlede beløb på 18 milliarder kr.

Men danskerne er tilsyneladende mindre forbrugsglade, end ministeriets økonomer forventer. En meningsmåling i Dagbladet Børsen viser, at kun en femtedel af danskerne regner med at hæve pengene og anvende dem til forbrug. Det store flertal vil spare pengene op, hvilket for mange betyder at afdrage på deres gæld.

Den trængte økonomi kunne godt trænge til en større efterlønsind­sprøjtning. Og regeringen kan håbe på, at danskerne reagerer anderledes, når de fra april kan hæve deres indbetalte penge. Sådan gik det tilbage i 2009 med udbetalingen af de opsparede midler i SP-ordningen. Ifølge en undersøgelse fra Københavns Universitet og SFI omsatte 60 pct. af modtagerne pengene i forbrug. Men i dag har den løbende strøm af dystre økonomiske spådomme formentlig dæmpet forbrugslysten.

Nationalbankens nedsættelse af renten fredag betyder dog, at boligejere med flekslån kan se frem til endnu en rabat på ydelserne. Samtidig vil regeringens bebudede kickstart holde flere i beskæftigelse.

Begge forhold kan påvirke præferencerne i samme retning som i 2009. Lige nu ser det ud til, at 20 pct. af midlerne går til forbrug. Men usikkerheden er stor og dermed også indsigten i, hvor stor effekt frigivelsen vil have på forbrug, vækst og beskæftigelse.

5. Rekordbøde til Danfoss

Kartelsnyd koster Danfoss 670 millioner kr. og et ridset image

Industrigiganten Danfoss fik i sidste uge den tvivlsomme ære at indkassere danmarkshistoriens største bøde for kartelsnyd.

90 millioner euro må den sønderjyske koncern slippe til EU for at have deltaget i et globalt kartel vedrørende kompressorer. Gigantbøden gør ikke alene ondt på koncernens pengepung, men også på dens image.

Danfoss er en af Danmarks højst profilerede virksomheder inden for etik og socialt ansvar. “Det er en yderst pinagtig sag for os,” erkendte Danfoss’ topchef Niels B. Christiansen, da han onsdag stod skoleret over for det danske pressekorps på Hotel Crowne Plaza i København: “Overtrædelserne er sket på trods af en langvarig indsats for at sikre etisk og ordentlig forretningsadfærd,” forklarede han.

Overtrædelserne er foregået over en treårig periode. EUs konkurrencemyndigheders efterforskning viser, at tre ledende medarbejdere fra Danfoss’ kompressordivision i Tyskland fra 2004 til 2007 har holdt løbende møder med fem andre førende internationale virksomheder. Her har man indgået ulovlige prisaftaler, udvekslet andre konkurrencefølsomme oplysninger og dermed sat markedet ud af kraft.

Ud over Danfoss drejer det sig om italienske ACC og Embraco, japanske Panasonic, amerikanske Whirlpool og brasilianske Tecumseh.

Ifølge Niels B. Christiansen er det sket fuldstændig uden hans vidende, og Danfoss har i øvrigt siden solgt divisionen fra.

Danfoss’ bøde er væsentlig større end de bøder, de andre selskaber er præsenteret for. Bl.a. fordi Danfoss alt for længe fastholdt, at man intet forkert havde gjort. Eksempelvis blev Tecumseh holdt skadesfri, da selskabet som det første gik til bekendelse i 2008 og sladrede om kartelsamarbejdet. Det førte i første omgang til ransagninger i Danfoss i 2009, og sagen begyndte for alvor at rulle senere på året, da Kommissionens konkurrencemyndigheder slog til mod kontorerne i Flensborg, Torino og Nordborg.

De seneste 10 år er en perlerække af danske virksomheder som SAS, Maersk Air, FLSmidth, Aalborg Portland, Løgstør Rør og et par hundrede elinstallatører blevet grebet i kartelsnyd. Men selv om synderne er blevet straffet med stadig større bøder, viser Danfoss-sagen, at bøderne tilsyneladende ikke er store nok til at forebygge, at flere går i fælden.

Det får nu flere danske politikere til at overveje fængselsstraf for kartelmageri, som det i dag er tilfældet i England, Irland og Israel. I hvert fald afslører en rundspørge fra Berlingske, at et bredt flertal i Folketinget er åbne over for tanken.