Vælgerne shopper i stigende grad rundt mellem partierne. Selv de fire taberpartier, Venstre, De Ra­dikale, SF og De Konservative, har sagt goddag til store grupper af vælgere, der stemte på et andet parti ved det seneste valg.

Udover sammenligningen med jord­skredsvalget peger Goul Andersen på, at kun mellem 20 og 30 pct. af vælgerne van­drer mellem partierne ved et “normalt” valg. Se figur 2.

De store vælgerskred

Ser vi alene på vandringernes effekt i form af tilslutningen til de politiske partier, så skriver 2015-valget sig ind i den politiske historie som et af de tre valg med de største ændringer i partiernes tilslutning. Hvor vælgernes vandringer bygger på valg­undersøgelser tilbage fra 1971, så bygger opgørelsen af partiernes tilslutning på de faktiske resultater fra Folketingsvalgene helt tilbage til 1920. Se figur 3.

Ud over valgene i 2015 og 1973 skiller et andet folketingsvalg sig ud, valget i 1945 umiddelbart efter afslutningen på Anden Verdenskrig. Her belønnede vælgerne Danmarks Kommunistiske Parti, som under besættelsen fremstod som et klart modstandsparti i modsætning til de fire såkaldte samarbejdspartier, Socialdemo­kratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti.

[graph title="Markante forskydninger mellem partierne" caption="Figur 3  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/f78f8-u3_jr_markante-andringer-i-partiernes-tilslutni.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/ca662-u3_jr_markante-andringer-i-partiernes-tilslutni.png" text="Siden folketingsvalget i 2005 har tendensen været klar: Stadigt flere vælgere flytter sig fra parti til parti. "]Kilde: “Vælgerundersøgelserne 1971-2011”, YouGov/Mandag Morgen (2015) samt Folketingsvalg 1920–2015. [/graph]

Også valget i 1973 havde karakter af et opgør, denne gang mod udbygningen af velfærdssamfundet og ikke mindst det sti­gende skattetryk.

De omfattende vandringer ved valget i juni har imidlertid en helt anden forkla­ring. Vandringerne sker efter et årti, hvor partierne har flyttet sig meget.

Hvor Venstre op gennem 1990’erne markerede sig som et klart borgerligt alter­nativ til Nyrup-regeringen og blandt andet kritiserede udbygningen af velfærdssam­fundet, skiftede partiet kurs op til valget i 2001. Efter valgsejren udbyggede Venstre under Anders Fogh Rasmussens ledelse velfærden, og en af hans finansministre, Thor Pedersen, kom for skade at prale med, at aldrig havde der været så mange offentligt ansatte som i hans tid.

Også Socialdemokraterne har på af­gørende områder skiftet politik. Det blev særligt tydeligt med Helle Thorning- Schmidt som formand, hvor partiet indtil valget 2011 afviste reformer af velfærden for efter valget at gennemføre dem med stor konsekvens.

“Vi har en situation, hvor vælgerne er meget mobile, men det er partierne også. Hvis man ser på Venstres udvikling, så har de helt som Socialdemokraterne fore­taget nogle store kursændringer. Parti­erne bevæger sig meget i jagten efter væl­gerne,” siger Goul Andersen.

Som eksempel på partiernes jagt ef­ter vælgere nævner han forsøgene på at overbevise “Blå Bjarne” og det vælgerseg­ment, der er forholdsvis positive over for velfærden og forholdsvis negative over for indvandring. Den type vælgere bevæger sig typisk mellem Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti.

Vælgerne er med andre ord blevet mindre tro i forholdet til det enkelte parti, mens partierne er mindre tro i forhold til deres ideologiske arvegods.

Nye typer af vandringer

Samtidig med at en meget stor gruppe af vælgere har skiftet parti, så vandrer væl­gerne langt mere frit mellem partierne, end de har gjort før.

Goul Andersen nævner her, at De Ra­dikale ikke længere er en naturlig mel­lemstation for vælgere, der tidligere har stemt på S, SF eller Enhedslisten, men som er på vej over i blå blok. De vælgere kan i stigende grad tage den direkte vej. Helt det samme gælder, når en blå vælger vil stemme rødt. Så tager mange den di­rekte vej uden først at stoppe op hos det traditionelle parti i midten af dansk po­litik.

Dertil kommer, at De Radikale måske nok politisk kan betegnes som et midter­parti, mens vælgerne på nogle områder opfatter partiet helt anderledes. For væl­gere med fokus på udlændinge og indvan­dring udgør De Radikale et af de to-tre mest yderliggående partier, mens partiet for vælgere med fokus på økonomisk gen­opretning er et klart blåt alternativ.

På Christiansborg er De Radikale et midterparti med tradition for at kunne gå i regering med både socialdemokrater og Venstre-folk. For vælgerne kan det se helt anderledes ud.