Vi skal måle effekt i stedet for effektivitet

Kun de færreste afdelinger på landets sygehuse spørger i dag patienterne om, hvordan de oplever en behandling. Og spørger de, så bruger de kun sjældent data til at forbedre kvaliteten af behandlingen.

Det er simpelthen så banalt, at det gør ondt at tænke på. Når man bliver opereret på et hospital, skulle man tro, at sundhedsvæsenet var interesseret i at få en tilbagemelding fra patienten på, hvorvidt operationen havde en gavnlig virkning, om der var bivirkninger, og om operationen løste det, der var formålet, i forhold til at skabe øget livskvalitet for patienten.

Tænk, hvis man som borger frit kunne vælge det sygehus eller den læge, hvis behandling giver patienterne de bedste resultater? Og tænk, hvis læger og sygehuse aktivt brugte patienternes evalueringer til at forbedre kvaliteten af behandlingerne.

Sådan er det ikke i dag. Som det fremgår af Mandag Morgens afdækning af brugen af såkaldt PRO-data, PatientRapporterede Oplysninger, ved ingen i sundhedsvæsenet i dag, om patienter opereret for f.eks. prostatakræft kan holde på vandet, eller om de kan få rejsning.

Det er ellers to temmelig afgørende spørgsmål for behandlede prostatakræftpatienter. For sundhedsvæsenet er først nu begyndt at spørge om det. Hvis der skal være mening i at bruge den slags helt afgørende data, ja, så skal data samles ind i store mængder. Det tager altså tid at opbygge en database med informationer om, hvordan patienter oplever en hverdag efter en behandling.

Indtil det bliver sat i system, er det fristende at sætte sig ind i bilen og køre til Hamborg, hvor en klinik gennem snart 20 år systematisk har spurgt patienterne om, hvordan de har oplevet behandlingen. Klinikken bruger aktivt PRO-data til at forbedre kvaliteten af behandlingen af prostatakræft, med det resultat at langt færre af klinikkens patienter oplever problemer med vandladning og problemer med rejsning, end hvis de var blevet opereret på en anden klinik i Tyskland.

Heldigvis er Sundhedsministeriet, Danske Regioner og KL ved at udvikle de metoder og den software, der skal understøtte indsamlingen og derefter anvendelsen af patientrapporterede oplysninger. Det er bare horribelt, at vi skal frem til det herrens år 2018, før det nu sker. I mellemtiden har sundhedssystemet brugt år og dag på at måle og føre protokol med antallet af operationer og presse produktiviteten i vejret på sygehusene, uden at måle om operationerne giver den ønskede effekt og værdi for patienterne.

Den nye danske model for patientrapporteringer kommer til at omfatte hele sundhedsvæsenet, og derfor er det afgørende, at patienter får stillet de samme spørgsmål, uanset om de møder op på et sygehus, er til konsultation hos den praktiserende læge eller behandles af kommunen, måske på et plejecenter.

Lige præcis dette oplever patienter kun alt for sjældent sker i dag. Selv i et lille land som Danmark har de forskellige aktører mere end svært ved at tilbyde patienter et sammenhængende forløb, der hviler på et for patienterne enkelt og letforståeligt grundlag.

Hvis ikke man i sundhedssystemet bliver enige om at stille de samme spørgsmål, uanset hvor behandlingen skal ske, kan tilbagemeldinger fra patienten om behandlingens kvalitet kun bruges af den enkelte læge eller den enkelte afdeling. Lige så snart patientdata skal bruges af andre, skal alle indsamle data på præcis den samme måde.

Og ja, det kan være svært at sammenligne data fra en læges praksis i Holte med data fra en kollegas praksis i Ishøj, fordi forskelle i f.eks. patienternes uddannelsesniveau kan have en betydning. Det gælder også i en sammenligning af patientrapporterede oplysninger fra Regionshospitalet i Nordsjælland med oplysningerne fra patienter behandlet på Bornholm eller i Viborg. Data skal sikkert vægtes efter de fineste videnskabelige principper, for at de er sammenlignelige på tværs.

Men der er ingen vej udenom. Hvis ikke man som læge sammenligner sine behandlingsmetoder med andre lægers, ja, så kan man selvsagt ikke forbedre dem. Det må derfor være det endelige mål for hele sundhedsvæsenet at indsamle PRO-data med henblik på forbedring af behandlingsmetoder og dermed forbedring af patienternes livskvalitet, når behandlingen er afsluttet.

Der kan være et stykke vej fra den ambitiøse målsætning og til en praksis, hvor patienter hver gang bliver spurgt om, hvordan de oplever resultatet af en behandling. Den gode nyhed er, at processen er i gang i et forløb, hvor alle relevante parter sidder med om bordet, og hvor udgangspunktet er borgerens behov og ikke Sundhedsministeriets, Danske Regioners eller kommunernes helt specifikke interesser.

Hvordan skal vi nogensinde få et bedre sundhedsvæsen, hvis ikke man spørger patienterne, om væsenets aktiviteter og indsats virker – og i givet fald, hvilken operation der virker bedre end en anden på konkrete funktioner hos patienten? Det er på én og samme tid fantastisk og skræmmende, at lægerne ikke selv for længst har rejst et folkekrav om at få den viden noget før. Nu ser den form for patientrapportering endelig ud til at komme i gang. Forhåbentlig går der ikke alt muligt bureaukrati i at få lavet den nye model for spørgeskemaer og dataindsamling.

LÆS OGSÅ: Patientevalueringer øger behandlingskvalitet – i Tyskland

Forrige artikel Parallellovgivning for parallelsamfund Parallellovgivning for parallelsamfund Næste artikel Det er tid til et Dataetisk Råd Det er tid til et Dataetisk Råd