#VI2017: Ny teknologi skal tage udgangspunkt i brugernes behov

Fra ’psykiatrisengen’ til mere sammenhæng i det offentlige. Velfærdens Innovationsdag fokuserer i år på digitalisering og ny teknologi i velfærden.
Jens Reiermann

Velfærdsteknologi handler ikke bare om ny teknologi, men også om nye udviklingsprocesser.

I hvert fald, hvis man spørger Christina Wanscher. Iført pink sokker med små sorte overskæg på, er hun på vej ind til konferencen Velfærdens Innovationsdag i Øksnehallen i København, da Mandag Morgen møder hende.

Sokkerne, som hun stolt viser frem, viser, at hun er medlem af #PinkSocks - et internationalt netværk, der mødes og deler erfaringer omkring sundhed og innovation.

Og Christina Wanscher har noget vigtigt at dele.

Til hverdag er hun international koordinator i Syddansk Sundhedsinnovation, og hun er med på dagens konference for at fortælle om, hvordan Region Syddanmark, virksomheder, sundhedspersonale og ikke mindst brugere og deres pårørende sammen har udviklet ’psykiatri-sengen’, som i dag anvendes i 4 ud af 5 regioner.

Selve sengen er designet til at være solid og til at minimere risikoen for, at brugeren skader sig selv. Den medfølgende ’multipude’ er designet til at kunne støtte på særlige måder, ligesom den kan foldes ud og agere ’værn’ mod omverdenen, hvis brugeren ønsker fred og ro.

”Vi spørger hele tiden brugerne, hvad de vil have, og hvorfor de vil have det, så de kan træde ud af rollen som patient og ind i rollen som menneske igen,” siger Christina Wanscher.

Sengen er dermed et eksempel på, hvordan indførelsen af ny teknologi i velfærden handler om langt mere end optimering af tekniske løsninger.

Teknologi skal mindske kompleksitet

Den samme filosofi skal ifølge minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), gælde den offentlige digitalisering af velfærdssystemet.

I sin åbningstale til konferencen lagde hun op til, at teknologien skal være et redskab til ændring af den offentlige sektor og den service, sektoren leverer til borgerne.

”Teknologien kender ikke til grænser og kan derfor være med til at nedbryde grænser og skabe sammenhæng i den offentlige sektor,” siger Sophie Løhde.

En af de største udfordringer er ifølge Løhde netop manglende sammenhæng, når en borger skal have hjælp fra ikke bare et sygehus, men måske også fra en læge eller en kommune.

Eller når borgeren både har brug for støtte fra jobcenteret kombineret med en social indsats.

”Vi siger ofte, at vi har en af verdens største offentlige sektorer, men det er så også en af de mest komplekse offentlige sektorer. Over årene har generation på generation udbygget og udbygget den, og så ender det ofte med, at borgerne ikke oplever den sammenhæng, de har brug for,” siger Sophie Løhde.

”Det kan være svært at være ledig, men har man også et socialt problem, kan det være virkelig vanskeligt.”

Den kompleksitet vil hun reducere – og helst med teknologiens hjælp.

”Jeg tror og håber, at digitalisering og ny teknologi bliver et enestående redskab til at skabe sammenhæng,” siger hun.

Følg med i Velfærdens Innovationsdag på Twitter under hashtagget #vi2017.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu