Historien bag Vioxx-skandalen
Medicinalgigants strategi udstillet på internettet
Flere tusinde interne papirer fra medicinalkoncernen Merck & Co. , der for nylig blev dømt til at betale erstatning og bøde i milliardstørrelsen for gigtmidlet Vioxx, giver et ekstraordinært indblik i en multinational koncerns strategiske og taktiske overvejelser. Det meget detaljerede marketingsmateriale, som er lagt frem på internettet, viser bl. a. , hvordan selskabets sælgere blev instrueret i ikke at diskutere de data, som viste alvorlige bivirkninger ved en af verdens hurtigst sælgende mediciner. I takt med at usikkerheden om præparatet voksede, accelererede selskabet sine salgskampagner. I USA vokser bekymringen nu for, at Merck & Co. ikke er den eneste “marketingsmaskine”.