Flere erhvervsskoler har så lidt voksenundervisning, at Metal og SiD nu slår alarm. Kurserne er spredt på så mange skoler, at de hver især har et lavt fagligt og pædagogisk niveau og et elendigt studiemiljø for voksne. For mange voksne er efteruddannelse derfor en ensom affære. En ud af tre erhvervsskoler har mindre end 10 voksenlærlinge om året. Ofte har de kun 1 eller 2 voksne elever, og mere end 10 skoler gennemfører kun et par AMU-kurser om året. Formanden for Foreningen af Skoleledere, Lars Mahler, erkender, at samarbejdet mellem skolerne halter. Det er i sidste ende skolebestyrelserne, der skal holde øje med kvaliteten i undervisningen. Men de kæmper blot for at fastholde eleverne på lige netop deres skole, siger en tidligere skoledirektør. Hun kalder bestyrelsernes arbejde for uprofessionelt. Mere kvalitet i voksenuddannelserne tegner til at blive et vigtigt emne under forhandlingerne om finansloven.