Grøn vækst. Det lyder næsten for godt til at være sandt.

Og det er det måske også. Som vi prøver at vise i vores nye bog ‘Efter festen - Nye veje til et bedre samfund uden vækst’ er det højst tvivlsomt, at grøn vækst er inden for rækkevidde.

Drømmen om en endeløs vækst i økonomien bygger på den forudsætning, at det kan lykkes at afkoble vækst og miljøbelastning. Typisk fremhæves det af forsvarerne for grøn vækst, at Danmark sammen med en voksende gruppe af lande har afkoblet BNP-vækst fra stigende CO₂-udledninger.

Men den omfattende videnskabelige litteratur om emnet i dag tydeliggør, at vi er meget langt fra drømmen om grøn vækst.

Afkoblingen mellem økonomisk vækst og miljø- og klimabelastning indtil nu er kort sagt helt utilstrækkelig, og det skyldes en række væsentlige fejlslutninger, som har stor betydning for dansk politik – ikke kun på det grønne område.

Den hyppigste fejlslutning i debatten er en manglende forståelse af, hvad afkoblingen skal indebære for, at vi videregiver et bæredygtigt grundlag til kommende generationer.

Ofte bliver der fokuseret entydigt på klima og fossile brændsler. Men den accelererende bæredygtighedskrise er langt bredere end bare et spørgsmål om klimaforandringer. I bogen citerer vi blandt andet professor i økonomi ved University of Cambridge Partha Dasgupta for følgende udtalelse til Mandag Morgen:

“Der er opstået en aldeles misvisende idé om, at hvis vi får renere energikilder, så er hele miljøproblemet pludselig løst. Men hvis vi vokser til endnu nogle milliarder mennesker, der kræver økonomisk vækst, bruger mere beton og tømmer og inddrager stadig større landarealer, så har vi en økologisk katastrofe.”

Ikke kun klimakrisen, men også overskridelsen af en række planetære grænser udgør systemiske trusler mod grundlaget for stabile samfund og økonomier. De vigtigste grænser, der er i markant overtræk, handler om biosfærens integritet (som biodiversitet nu kaldes), om kvælstof- og fosforkredsløb ude af balance og om arealanvendelse, som handler om afskovning og plads til natur.

Jevons paradoks

Næste punkt er det globale. Det er ikke til nogen hjælp for miljø eller klima, hvis et enkelt land er i stand til at have vækst i BNP og faldende miljø- og klimabelastning, hvis det blot skyldes, at belastningen er eksporteret til andre lande eller forskubbet til fremtiden. Sådan er det i høj grad for Danmark i dag, som vi beskriver i bogen.

Det sværeste at håndtere er den stramme tidshorisont, vi har at arbejde med. For skal vi have grøn vækst, er det ikke nok, at vi på centrale miljø- og klimaparametre er i stand til at have absolut afkobling. Afkoblingen skal også være så kraftig, at reduktionen i for eksempel udledning af drivhusgasser nedbringes så hastigt, at det hjælper os til at undgå tippepunkter og sammenbrud i økosystemer. Det er intet land i nærheden af, og det er ikke sandsynliggjort, at det kan lade sig gøre. Det skyldes en række forhold, vi redegør for i bogen.

I takt med at vi bliver rigere, køber vi større huse og biler og flere dimser og øger vores samlede økologiske fodaftryk til skade for ikke kun vores klima – men også de øvrige planetære grænser.

Rune Baastrup
Direktør, Teknologirådet-DeltagerDanmark

Det første handler om det såkaldte Jevons paradoks, som blev beskrevet første gang for over 150 år siden af den britiske økonom William Stanley Jevon. Han så, at selvom dampmaskinerne blev mere energieffektive, så førte det ikke til et fald i kulforbruget, tværtimod. Af den enkle grund, at effektiviseringen gjorde anvendelsen billigere og dermed mere udbredt.

Den tendens kan vi se overalt i vores økonomi i dag og kendes også som rebound-effekten. Det ses tydeligt i de danske boliger. Trods massive investeringer i øget energieffektivitet og bedre isolering bruger vi i dag cirka samme mængde energi som i 1990. Fordi husene er blevet større og fyldt med endnu flere dimser.

Det er ikke svært at se sammenhængen med den økonomiske vækst: i takt med at vi bliver rigere, køber vi større huse og biler og flere dimser og øger vores samlede økologiske fodaftryk til skade for ikke kun vores klima – men også de øvrige planetære grænser.

Typisk tænker vi ikke over, hvor kolossalt vokseværket er. Tager man et snit af de seneste par årtiers vækst og renser for inflation, vil dansk økonomi være fordoblet i år 2070 i forhold til nu, mens den vil være firedoblet om 100 år. På verdensplan er udsigten endnu mere tankevækkende: Hvis væksten fortsætter i samme takt som for øjeblikket, vil verdensøkonomien næsten være 16-doblet om 100 år.

Kig op, og se på data

Det er ikke et ideologisk eller teoretisk spørgsmål, om der er plads til så massiv vækst i den rige verden. Det er naturvidenskabeligt. Det handler om at se nøje på data. Når vi kigger på de nyeste videnskabelige studier og arbejdet i FN, EU og OECD, ser vi ikke tegn på, at vi kan afkoble den negative belastning på klodens økosystemer fra den økonomiske vækst i tilstrækkelig grad.

Det er ikke et ideologisk eller teoretisk spørgsmål, om der er plads til så massiv vækst i den rige verden. Det er naturvidenskabeligt.

Rune Baastrup
Direktør, Teknologirådet-DeltagerDanmark

Vi får brug for afkobling af BNP og CO₂-udledninger, uanset om vi har vækst eller ej, for verden opbruger i stadigt hurtigere tempo det tilgængelige CO₂-budget. Fraværet af økonomisk vækst løser ikke problemet i sig selv. Uden vækst ville vi stadig stå tilbage med en fossilafhængig økonomi. Vi ville med andre ord ikke være i mål.

Ophøret af økonomisk vækst i den rige del af verden er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at omstille til et bæredygtigt samfund. Vi vil derudover være dybt afhængige af vores evne til at udvikle, afprøve og opskalere nye teknologier for at fortrænge de negative skadevirkninger, som særligt fossile energikilder medfører.

Mange vil indvende, at det er helt umuligt for demokratiet at sætte den slags grænser op for politik. Men måske har vi prøvet det før? I bogen laver vi en måske lidt overraskende sammenligning: Det har taget hele min levetid at sikre de institutioner og normer, der har gjort vores lille, åbne blandingsøkonomi med høj grad af offentlig velfærd bæredygtig i økonomisk forstand i lyset af international konkurrence og udflytning af arbejdspladser. Det har i høj grad handlet om at sætte grænser for demokratiet og disciplinere politikernes løfter til vælgerne. Og det har, som Ove Kaj Pedersen viser i bogen ’Konkurrencestaten’, indbefattet et nyt dannelsesideal.

Ligeledes vil rejsen mod et genuint bæredygtigt samfund inden for de planetære grænser også kræve politisk lederskab, vælgermæssig og kulturel modning og stadig stærkere institutionelle mekanismer. Men et nyt systemskifte er i fuld gang, og første fase indtraf med vedtagelsen af klimaloven.

Den gode nyhed er, at den fælles handling aldrig har været større. I USA, EU og herhjemme. Det er endnu ikke nok. Men det er umådeligt opløftende at se, hvor meget der kan ske på bare fem år. Systemskiftet har allerede forandret dansk politik.