Politikerne fører en zombiedebat om næste års finanslov, hvor de økonomiske realiteter skubbes til side til fordel for små symbolpolitiske markeringer, der burde betragtes som komplet ligegyldige. Torsdagens førstebehandling af regeringens finanslovsforslag var domineret af drillerier, mens landets allerstørste og mest påtrængende problemer blev behandlet stedmoderligt.

Danmarks konkurrenceevne skranter og er nu faldet ned på en beskeden 12.-plads på World Economic Forums årlige rangliste efter flere års tilbagegang. Dette kunne give anledning til en seriøs debat af, hvordan landets velstandsmaskine genskabes, og hvordan ændringer i finansloven kan bane vej for nye vækstinitiativer og øget beskæftigelse. Den hidtidige opskrift fører til en lang nedtur. Et kortsigtet svar kunne være at øge de offentlige udgifter, fordi en ekspansiv finanspolitik alt andet lige puster økonomien op. Men gennem de sidste ti år er de offentlige udgifter allerede udvidet kraftigt, uden at det har givet sig udslag i bedre konkurrenceevne. Skal man lægge noget i tallene, er det nærmere en omvendt sammenhæng. Se figur 1.

[graph title="Danmarks konkurrencekrise" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/56ac3-bjm_figurx_danmarks-konkurrencekrise_off-udgifter.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/87bff-bjm_figurx_danmarks-konkurrencekrise_off-udgifter.png" text="Ti års øgede offentlige udgifter har ikke bidraget til at styrke den danske konkurrenceevne. Danmark er faldet fra en fjerdeplads i 2003 til en 12.-plads i 2012 på World Economic Forums globale rangliste over nationernes konkurrenceevne."]Kilde: World Economic Forum og Økonomisk Redegørelse, Økonomi- og Indenrigsministeriet, 2012 [/graph]

OECD anbefaler, at Danmark og andre EU-lande med relativt solide finanser fører en lidt mere ekspansiv finanspolitik. Men uanset hvor tillokkende det vil være, er det næppe en langsigtet opskrift på mere vækst og velfærd.

Drilleriernes holdeplads

Politikerne ser desværre ud til at mangle formatet til at løfte sig op over de små taktiske manøvrer. Under torsdagens debat var de mere optaget af at drille hinanden, snakke om afgifter på fedt og sukker, NOx og reklametryksager, og om at fjerne røde blinklys om natten. Næppe noget, der bringer væksten tilbage til Danmark.

Socialdemokraternes ordfører drillede Venstre med, at partiets skattestopsløfte ikke har forhindret 137 afgiftsstigninger, og at det svarer til, at en jomfru har sex en gang om ugen. Sex er ofte en hurtig vej til nye overskrifter i medierne. Men hvilken gavn har nationen af en tilbageskuende løftebrudsdebat?

De Radikale søgte at markere sig på en økonomisk ansvarlighed, som de ikke syntes, at VK-regeringerne udviste i nullerne. Men også De Radikales finanspolitiske fundament skrider i denne tid. Regeringens økonomiske vækstprognoser er alt for optimistiske. Den forløbne uges negative prognose fra Den Europæiske Centralbank, om at eurolandene vil opleve minusvækst og recession, er en barsk opvågning også for den danske regering. Der er udsigt til en hårdere opbremsning i den europæiske økonomi, og det understreger, at regeringens finanslov trænger til en større justering på vækstsiden. Og rent politisk kan det komme til at sætte regeringen under ekstra pres for at fyre op under økonomiens kedler. Det vil samtidig øge de politiske spændinger i regeringen, hvor SF og Det Radikale Venstre kæmper fra hver sin side, mens Bjarne Corydon skal forsøge at holde tungen lige i munden. Sagen er, at det nuværende finanslovsforslag ikke er tilstrækkeligt.

Danmark har hårdt brug for at få sat gang i væksten. Selv om vi har verdens laveste rentesatser, og det nu er gratis at låne i fem år, er landets økonomiske motorer alligevel gået i stå. Recessionen er en tiltagende trussel. Antallet af konkurser stiger sammen med arbejdsløsheden. Det understreger, hvor alvorlig situationen er. Politikernes svar er stadig ufuldstændige og torsdagens finanslovsdebat gav intet holdbart svar på, hvordan vækstkrisen tackles. Det var mere en zombiedebat end en realpolitisk drøftelse af landets største udfordringer.

Taktiske manøvrer

Venstre forsøgte igen – på grund af den interne borgerlige konkurrence med Liberal Alliance – at slå sig op på nye skattelettelser. Løkke er klar til at barbere et par milliarder kr. af erhvervsstøtten, hvis selskabsskatten kan blive nedsat. Men regnestykkerne virker ikke helt overbevisende, efter at Finansministeriets regnemaskiner er overdraget til Socialdemokratiet.

Løkkes egen vælgervækst vil næppe vare ved, og karakteristisk nok brugte de gamle koalitionspartnere fra K og DF torsdagens debat til at skose Venstre. Enhedslisten truede forudsigeligt med, at de vil stemme imod finansloven, hvis ikke regeringen vil være med til at redde de tusinder, der risikerer at ryge ud af dagpengesystemet fra nytår. Og dermed bliver Venstres trussel om at stemme nej, hvis regeringen ikke får sit parlamentariske grundlag på plads, en risiko, som regeringen må navigere i forhold til.

[quote align="left" author=""]Ser politikerne passivt til og fortsætter de små symbolkampe, rykker Danmark ikke op i den øverste del af top ti, men har tværtimod udsigt til at fortsætte det lange fald ned i den bløde del af det internationale felt.[/quote]

Det vil blive højspændte forhandlingsmåneder, hvor politikerne vil spendere masser af tid på at markere afstand til de andre partiers politik i stedet for at enes om nye nationale kompromiser. Regeringen skal give flere markante indrømmelser for at finde et holdbart flertal bag finansloven. Men angiver den ikke samtidig en klar retning, der styrker Danmarks langsigtede konkurrencekraft, svarer det til at navigere uden kompas.

Det bør være muligt i den sidste ende at vinde et flertal, men om det vil gøre landet mere velstående, er et åbent spørgsmål.

En nedsættelse af selskabsskatten, der finansieres af begrænsninger i erhvervsstøtteordningerne, kan isoleret set være fornuftig nok, men uden en række strukturelle reformer vil det forslå som skrædder i helvede. Man kunne f.eks. satse på massive investeringer i bedre uddannelser helt fra grundskolen og op til universiteterne, hvor timetal og ambitioner stadig er alt for beskedne. Ligeledes kunne man fra statens side give ekstra støtte til de nye vindererhverv, som er i færd med at løse nogle af verdens allerstørste problemer. Det kunne være velfærdsteknologi, hvor eksporten er tidoblet på ti år. Eller det kunne være markedet for bæredygtige løsninger og teknologier.

Mere intelligent og avanceret offentlig efterspørgsel er en fremragende måde at drive dette løsningsmarked i vejret og hjælpe nye danske virksomheder til at få et vitalt forspring. Men finanslovens stramme rammer risikerer at dræbe den slags initiativer, før de overhovedet er kommet i gang. Viljen til markante omprioriteringer i budgetterne synes også at mangle. Og det kan komme til at koste landet dyrt på den lange bane.

Øget reformpres

En nøje læsning af rapporten fra World Economic Forum afslører, at den allerstørste hindring lige nu er manglende adgang til risikovillig kapital, og bankerne synes ikke villige til løse den opgave.

De høje skatteprocenter trækker også ned i det samlede regnestykke, men at ændre dem er yderst vanskeligt, eftersom det politiske flertal lige er blevet enige om en såkaldt ”historisk” skattereform, der flytter få hundrede kroner om måneden på danskernes husholdningsbudget. Det er ikke imponerende, og regeringens langsigtede ambitioner om at gøre det danske energisystem fossilfrit er slet ikke medtænkt. Skal man have mere ud af de begrænsede økonomiske ressourcer i de kommende år, er det afgørende, at alle reformer og finanslove får en bæredygtig dimension.

Der er en række faktorer, der skal justeres på, hvis Danmark skal genrejse sin konkurrenceevne. Ser politikerne passivt til og fortsætter de små symbolkampe, rykker Danmark ikke op i den øverste del af top ti, men har tværtimod udsigt til at fortsætte det lange fald ned i den bløde del af det internationale felt.

Ineffektivt bureaukrati, for restriktive arbejdsmarkedsregler og for ringe lønfleksibilitet nævnes som udfordringer. Det samme gør stive regler for direkte udenlandske investeringer og teknologioverførsler. Det danske uddannelsesniveau er for lavt, kvaliteten af de danske managementskoler er middelmådigt, og den offentlige efterspørgsel efter avancerede produkter er så ringe, at den kun rækker til en sølle 63.-plads på den internationale rangliste.

Regeringens finanslov lægger op til nye investeringer i universiteterne og deres forskningsfaciliteter, men effekten af de stramme økonomiske rammer gør, at investeringerne pr. elev ikke stiger. Mange af de nødvendige kvalitative reformer, der kan gøre erhvervslivets konkurrencevilkår bedre, er ikke finanslovsstof, men ansvaret kan man ikke løbe fra. I stedet for at bruge kræfterne på at diskutere ligegyldige fedtafgifter eller nye lapperier på dagpengesystemet burde politikerne fokusere på de store og påtrængende samfundsreformer.

Den nye rangliste fra World Economic Forum er en stærk påmindelse om, hvor vigtigt det er. Så længe politikerne fortsætter i zombie-sporet, vil Danmark næppe kunne vende udviklingen.