Silicon Valleys techgiganter satser stort på sundhedsmarkedet

Facebook, Apple, Microsoft, Google og Amazon er alle i fuld gang med at tilkæmpe sig en andel af det kæmpe sundhedsmarked – og der er gode grunde til både skepsis og optimisme over deres indtog på sundhedsområdet, lige fra online-apoteker over diagnosticering til patientmonitorering.

Foto: Luke Chesser/Unsplash

Det globale marked for sundhed er enormt. Det anslås, at der på verdensplan bliver brugt 52.700 milliarder danske kroner om året på sundhed, og dette tal forventes at stige med 3,9 procent mellem 2020 og 2024. 

Det er derfor ingen overraskelse, at teknologigiganterne i Silicon Valley har fået øjnene op for sundhedsmarkedet. Facebook, Amazon, Microsoft, Google og Apple (også kendt som FAMGA) har indtil videre i 2021 investeret lige så meget i sundhedssektoren som deres samlede investeringer på sundhedsområdet hele sidste år: 4.520 milliarder danske kroner. 

Selvom en sundheds-app på iPhone, en Fitbit på armen eller køb af sundhedsprodukter på nettet er en del af de fleste danskeres hverdag, bliver der tit rynket på næsen, når teknologigiganterne bevæger sig ind på sundhedsområdet. Hvilken værdi kan techgiganterne dog tilføre sundhedssektoren? 

Ifølge selskaberne selv er der en lang række områder i sundhedsværdikæden, hvor de kan bidrage med nyttig innovation og udvikling. 

- Inden for forskning arbejdes der på løsninger, der skal hjælpe med ”mining” af biologisk data med henblik på at identificere nye molekyler. Der udvikles algoritmer, som skal hjælpe med at forstå sygdomsmekanismer, og kunstig intelligens kan bruges til at producere og udvælge ny medicin. 

- Techgiganterne bevæger sig ind på klinisk udvikling med teknologi, som understøtter (virtuelle) kliniske undersøgelser og forbedrer patientmonitorering.

- Andre områder er produktion og supply chain, hvor virksomhederne bygger egen lægemiddelproduktion, indsamler data i realtid om udbud og efterspørgsel af medicin og bruger Internet of Things-teknologi til at synliggøre forsyningskæden. 

- Man arbejder med vidensformidling og salg, som inkluderer løsninger inden for behandlingsoptimering, onlineapotek og receptlevering 

-  Sidst men ikke mindst udvikler giganterne systemer til monitorering og sundhedsjournaler. 

Skepsis er sundt – men er der grund til det?

Når der tales om techgiganternes indtog på sundhedsmarkedet, er det ofte forbundet med en vis skepsis. Der er en vis bekymring i forhold til sikring af persondata, en frygt for etablering af et overvågningssamfund og for at overlade sundhedsløsninger til internationale, profitorienterede giganter.

Skepsis er sundt – især inden for et så følsomt område som sundhed. Dog kan der være mindre grund til at rynke på næsen fremover.

Efter nogle dyre lærestreger har industrien i Silicon Valley så småt indset, at den må underkaste sig noget af den samme metodik og transparens, som vi kender fra medicinalvirksomhederne.

Fra at have levet i en eufori af muligheder og potentiale er virksomheder som Google, Apple og Facebook ved at erkende, at den bedste vej frem er at sikre, at de har høj tillid fra forbrugerne.

Der er tegn på, at tidligere fejl har lært firmaerne at være langt mere konservative, hvis de skal have forbrugerne til at tillade brug af de mange sundhedsdata, som patienter afgiver til virksomhederne via deres gadgets, internetsøgninger, indkøb og almindelige adfærd i hverdagen. 

I forvejen er der øget politisk fokus på dette område, eksempelvis i de europæiske GDPR-regler, og i de regler for brug af kunstig intelligens, der er ved at blive udarbejdet på europæisk plan. 

FAMGA er allerede godt i gang med sundhedsløsningerne

De fem store techgiganter har allerede budt ind med en del løsninger i sundhedsværdikæden: 

Facebook har i USA lanceret en sundhedsløsning, der er fokuseret på at informere om og forebygge sygdomme i samarbejde med sundhedsudbydere – et behov, der blev understreget af den megen misinformation, som specielt Facebook lagde platform til under covid-19-pandemien.

I USA arbejder Facebook også på et søgeværktøj, der skal gøre det nemt for borgere at finde behandlere i nærområdet. Derudover trækker Facebooks satsning på virtual reality (VR) med deres Oculus-afdeling også spor til sundhedsverdenen, og der samarbejdes med universiteter om at bruge VR i undervisningen af kommende læger. 

Apple opdaterer jævnligt deres Apple Watch til at indsamle flere sundhedsdata fra brugeren, og den udvikling vil fortsætte. Samtidig har Apple nu gjort det muligt for brugerne at dele deres sundhedsdata med relevant sundhedspersonale. Det kan eksempelvis være blodtryk, hjerterytme eller puls, der giver sundhedspersonalet et vigtigt indblik i patientenshelbred. Derved har egen læge mulighed for at få indblik i patientens sundhed, ikke blot imens patienten er på besøg i praksis men over en længere periode, hvilket giver et langt mere nuanceret billede.

Apple har også lanceret en platform for hjemmetræning og vil i fremtiden udbygge dette område med flere tilbud, der blandt andet forventes at indeholde genoptræningsforløb.

Microsoft gjorde sig bemærket i foråret, da de købte Nuance for intet mindre end 124 milliarder danske kroner. Nuance er markedsledende inden for stemmegenkendelse i sundhedsverdenen og bruges blandt andet i journalsystemet Epic, som også er softwaren bag Sundhedsportalen i Danmark. Microsoft har ligeledes lanceret Cloud for Healthcare, som kombinerer cloud-databaser, kunstig intelligens, automatisering og app-udvikling. 

Google har lanceret et (mobil)kamerabaseret søgeværktøj, der ved hjælp af kunstig intelligens er i stand til at diagnosticere hudlidelser. De arbejder også med at udbygge deres retina-skanningsværktøj til at diagnosticere en lang række lidelser ved blot at tage et billede af øjets nethinde.

Også Amazon stormer frem på sundhedsområdet og har lanceret Amazon Care (online-behandlingsportal), Amazon Pharmacy og AmazonDx (online-diagnoseværktøj) over det seneste år – alle har fokus på forbrugerne. Amazon har ligesom Microsoft satset på at udbygge deres cloud-platform og lancerede tidligere på året AWS for Health, ligesom virksomheden i sidste uge annoncerede et nyt stort samarbejde med GE Healthcare. 

Big Pharma inspirerer Big Tech

Techgiganterne har tydeligvis allerede en fod inde på sundhedsområdet. Vi befinder os i en overgangsfase, hvor vi skal være nysgerrige omkring, hvordan ny teknologi kan hjælpe os med at leve sundere – men også forholde os til ny teknologi med en sund skepsis og forlange, at sundhedssektoren, inklusive techgiganterne, bruger vores data på en etisk forsvarlig måde. 

Det kræver tilvænning af techvirksomhederne, men trods en mere konservativ opførsel er risikovilligheden blandt dem forhåbentligt ikke helt væk, da det i mange tilfælde er den, der har været med til at skabe de teknologiske innovationer, som har gjort Silicon Valley til en verdensledende innovations-hub. 

Der er ingen tvivl om, at man i Silicon Valley arbejder hårdt på at finde områder, der er komplementære med medicinalfirmaernes udvikling af medicin, og hvor teknologiske løsninger kan tilføre værdi og øget effektivisering. Denne komplementaritet ser vi allerbedst komme til udtryk ved, at der næsten hver uge bliver udmeldt nye strategiske partnerskaber på tværs af ”gamle” og ”nye” leverandører af sundhedsløsninger.

Techgiganterne har dybe lommer og er klar til at investere i at transformere det kæmpestore sundhedsmarked ved at finansiere moonshots, udvikle deres egne, nye løsninger samt investere i opkøb og strategiske sats på nye startups. 

Her kan danske startups også spille en stor rolle. Udover at Danmark har et fantastisk økosystem for digitalisering af sundhedsydelser, har vi en række stærke iværksætterfirmaer, der med de rette løsninger står på spring til at spille en rolle i fremtidens digitale sundhedssystem. 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu