Svend Brinkmann: Quiet quitting er et helt legitimt opgør med arbejdets totale dominans over livet

Et dundrende bifald bølger ud af Musikteatret i Albertslund, da Svend Brinkmann afslutter sit foredrag med en kæk bemærkning om, at han i hvert fald har givet publikum illusionen om, at hans foredrag har været interaktivt, fordi der lige var tid til et enkelt spørgsmål fra publikum i den propfyldte sal.

Omkring 750 ansatte fra Storkøbenhavns erhvervs-, ungdoms- og efteruddannelser er samlet til årets store personaledag, der skydes i gang med en underholdende peptalk fra tidens store samtidsdiagnostiker.

Da folk strømmer ud af salen i retning mod byens gymnasium, bliver en mindre gruppe lærere tilbage for at få taget selfies med psykologiprofessoren, mens et par andre i forbifarten snupper et eksemplar af Euroman med sig med netop Svend Brinkmann afbilledet på forsiden. Han er alle vegne.

Quiet quitting bliver jo defineret ved, at man egentlig bare gør det, man får løn for – og ikke mere end det. Man siger det ikke til nogen. Det er en stille protest. Og det er jo egentlig utroligt, at det skulle være noget særligt

Svend Brinkmann

Dagen forinden har jeg læst det meste af hans seneste bog ”Tænk”, der er udkommet som opfølger på de andre bydeformsbestsellere ”Stå fast” og ”Gå glip”. På Twitter raser en debat mellem forfatteren og en anmelder fra Politiken. Og i bilradioen på vej hertil har jeg lige lyttet til P1-programmet ‘Brinkmanns briks’, der for tiden handler om arbejdslivet.

Det er det emne, jeg vil tale med Svend Brinkmann om: Hvad skyldes den stigende trang til at gøre op med arbejdets dominans af livet? Er der en stigende modvilje mod at knytte sin identitet op på sit arbejde?

Min nysgerrighed er blevet vakt af en række stærkt omtalte trends på det amerikanske arbejdsmarked de seneste år. I kølvandet på coronakrisen opstod først The Big Quit som betegnelse for det fænomen, at flere (amerikanere) sagde deres job op uden nødvendigvis at have et andet job i baghånden. Pandemien havde vist dem, at livet også var andet end arbejde, så i statistikkerne kunne man spore en stigning i antallet af opsigelser i USA. Se figur 1.

Siden har krigen i Ukraine og inflationen lagt en realøkonomisk dæmper på opsigelsestrangen, men til gengæld har et andet fænomen meldt sin ankomst: Quiet Quitting – stille opsigelse – en betegnelse for, at man måske ikke konkret siger sit job op (det har jo den ulempe, at det medfører nedsat indkomst), men i stedet tjekker man så meget ud fra arbejdsræset, at man kun akkurat arbejder nok til at opfylde de kontraktlige bestemmelser i ens job.

“Man dropper helt den stræberkultur, der dikterer, at arbejdet skal fylde alt i livet,” som den 24-årige ingeniør fra New York, Zaid Khan, har sagt i en TikTok-video om fænomenet, der er gået viralt.

Med andre ord dropper man med sin stille opsigelse ræset efter at behage chefen ved konstant at gøre ”en ekstra indsats” eller ”gå den ekstra mil”, som der ofte bliver efterspurgt i jobannoncer.

En trend eller ej

Så hvad er denne nye spændende trend egentlig udtryk for, spørger jeg Svend Brinkmann som det første, da vi endelig er alene tilbage i teaterlobbyen i Albertslund.

Men så gør han det, enhver journalist frygter: Han stiller sig grundlæggende tvivlende overfor, om det emne, vi skal tale om, overhovedet er en trend. Eller i hvert fald om det er en trend, der er nået til Danmark.

”Jeg ved ikke, hvor stor en trend det er. Overordnet set har folk i Danmark stadig en ret høj arbejdsmotivation. Vi vil faktisk gerne arbejde. Vi får identitet og selvrealisering i kraft af vores arbejde, mange møder ligefrem deres partnere gennem deres arbejde. Arbejdet er stadig en enormt stor del af vores liv,” siger han og smiler afventende.

Det er et helt legitimt opgør med arbejdets totale dominans over livet. Et forsøg på at nedtone arbejdet og prioritere andre dele af livet. Og det, synes jeg, er interessant

Svend Brinkmann

Samtalen går i stå i et par lange sekunder, mens jeg tænker på, hvad vi så skal tale om den næste times tid. Men så forbarmer han sig vist og tilføjer:

”Men det du siger med, at det kan tolkes som et opgør med at lade sig identificere som arbejdskraft – det, synes jeg, er vildt interessant,” siger Svend Brinkmann.

Mener du så også selv, at quiet quitting er et opgør?

”Quiet quitting bliver jo defineret ved, at man egentlig bare gør det, man får løn for – og ikke mere end det. Man siger det ikke til nogen. Det er en stille protest. Og det er jo egentlig utroligt, at det skulle være noget særligt, der kan blæses op til en stor trend, for det, synes jeg bare, er helt legitimt. Altså, hvorfor skulle man gøre mere, end det man får løn for?”

”Så hvis det findes, er det i hvert fald et helt legitimt opgør med arbejdets totale dominans over livet. Et forsøg på at nedtone arbejdet og prioritere andre dele af livet. Og det, synes jeg, er interessant at diskutere.”

En protest eller ej

Er det ikke en bemærkelsesværdig protest at sige nej til arbejdsgivernes krav om at yde en ekstra indsats?

”Det kan det være. Quiet quitting minder måske lidt om det begreb i arbejdspsykologien, der hedder ’working by the rules’. Og det bliver i hvert fald set som en protest mod, at arbejdsvilkårene i systemet er for dårlige. Hvis man synes, man knokler for at få det til at hænge sammen, så kan man beslutte sig for at skære ned på arbejde ved at sige, ’okay, nu arbejder jeg bare efter reglerne’. Og så gør man kun det, der som minimum forventes af en. Hvis systemet så virkelig er dysfunktionelt, så bliver det jo synligt, at der ikke er nok ressourcer.”

”Det begreb minder jo meget om quiet quitting, men forskellen er, om det skal være stille eller ej. Quiet quitting er jo egentlig ikke noget, man ønsker, chefen skal opdage. Der bliver ’working by the rules’ tværtimod set som en protestaktion, der kan have store konsekvenser.”

”For hvis nu sygeplejerskerne, hjemmehjælperne eller sosu’erne – hvad vi nu har af grupper, som synes, de ikke har tid nok til at gøre det, de skal, og derfor hele tiden kompenserer ved at droppe pauserne eller tage arbejdet med hjem – hvis de vitterligt kun gjorde det, der står i deres kontrakter, så kan det blive tydeligt for deres ledere og for politikerne, at deres område er underfinansieret.”

”Spørgsmålet er, om det også kan blive en effekt af quiet quitting, hvis det breder sig.”

Tilbage til industrisamfundet

En vittighed presser sig på: En skolelærer spørger en håndfuld elever, hvad de kunne tænke sig at blive, når de bliver voksne. ”Et godt og sympatisk menneske,” er der en af eleverne, der svarer. ”Nej-nej, jeg mener selvfølgelig, hvordan I har tænkt at sælge jeres arbejdskraft,” korrigerer læreren.

Vittigheden er en af flere, Svend Brinkmann har fortalt i sit radioprogram og på sin populære Facebook-side som en slags humoristisk stikpille til arbejdets dominans i samfundet. Et af problemerne for tiden, mener han, er opløsningen af skellet mellem fritid og arbejde – noget der også bliver nævnt som årsag til quiet quitting-trenden.

Derfor drømmer Brinkmann sig tilbage til industrisamfundets faste rammer, som vi ellers har så travlt med at komme væk fra med hjemmearbejde, fleksibilitet og konstant personlig udvikling.

”Det kan godt være, at vi har gjort arbejdet mere fleksibelt, vi kan taget noget af det med hjem. Men vi har jo stadigvæk industrisamfundets logik hen over det hele, der handler om at tælle, måle, veje, evaluere og optimere. Det, mener jeg, er det dårlige, vi har taget med os fra industrisamfundet. Det er der, meningen med arbejdet kan risikere at forsvinde, hvis vi blot arbejder for at opfylde en Key Performance Indicator og ikke for at gøre noget, der i sig selv er meningsfyldt,” siger Svend Brinkmann.

Det gode er i min optik, at industrisamfundet frigjorde tid i livet fra arbejdet. Det er vi på vej væk fra.

Svend Brinkmann

Til gengæld har vi så forladt noget af det gode ved industrisamfundet. Altså, vi har taget det dårlige med og forladt noget af det gode.

”Det gode er i min optik, at industrisamfundet frigjorde tid i livet fra arbejdet. Det er vi på vej væk fra,” siger Brinkmann.

”I bondesamfundet var du på arbejde hele tiden. Du arbejdede, der hvor du boede, dyrene skulle fodres og malkes, og det hele flød bare sammen. I virkeligheden en meget postmoderne måde at arbejde på, hvor der ikke var skel mellem arbejde og fritid.”

”Det ændrede sig jo med industrisamfundet og parolen om otte timers arbejde, otte timers hvile og otte timers fritid. Og i dag flyder det sammen igen for rigtig mange.”

Filosoffen og erhvervsmanden Morten Albæk argumenterer eksempelvis for, at der kun er én tid. At der slet ikke er en opdeling i arbejde og fritid, for man har kun ét liv. Det medfører, at man skal være på hele tiden, man skal være autentisk. De private forhold flyder ind i arbejdslivet.

”Det, synes jeg på mange måder, risikerer at blive et tab,” siger Brinkmann.

Betyder det ikke, at arbejdslivet bliver selve livet?

”Jo, både at arbejdslivet bliver selve livet. Men også at de ting, der giver mening – relationer, kærlighed, anerkendelse, fordybelse – det flyder også ind i arbejdet. Personlighedsudviklende kurser. Firmafodbold. Udflugter. Meget af det sjove i livet, det er også nu i arbejdslivet.”

Hvad skyldes det?

”Det er en konsekvens af videnssamfundet eller det, som sociologer vil kalde den kognitive kapitalisme. Vi sælger ikke bare vores arbejdskraft. Vi sælger vores evner, vores intellektuelle, kognitive og personlige færdigheder. På den måde investerer vi os som hele mennesker i arbejdet, og derfor skal det også give mening at gå på arbejde på en anden måde.”

Emotionel kapitalisme

Den israelske sociolog Eva Illouz har skrevet en lille bog om det, hun kalder ‘Cold Intimacies’ – kold intimitet – som handler om skabelsen af en emotionel kapitalisme, fortæller Svend Brinkmann.

”Det er den anden side af det, man kan kalde en kognitiv kapitalisme, hvor det er vores viden, der er en vare, og vores kognitive færdigheder bliver varegjort.”

Man kan godt forestille sig, at det her med, at ’det hele menneske’ bliver et konstant præstationsprodukt, det er med til at give os de her epidemier af stress, angst og depression, som vi har for tiden: ’Er jeg nu god nok?'

Svend Brinkmann

”Der siger Eva Illouz, at denne varegørelse af vores viden og ideer og tanker følges ad med en emotionel kapitalisme, hvor det også er menneskets følelsesliv, der bliver varegjort og noget, man skal optimere og sælge.”

”Hvor man tidligere havde en skelnen mellem privat og professionelt og sagde ’du må da selv finde ud af, hvordan du vil gå rundt og føle’, så bliver følelser nu en del af en ydelse, man kan levere. Eller i hvert fald et parameter man kan optimere på for at blive en bedre arbejdskraft.”

Skræmmer det dig?

”Ja. Det er ikke sundt. Vi har brug for at have noget, der er friholdt fra markedet. Når man har et arbejdsliv, så indgår man på et arbejdsmarked, sælger sin arbejdskraft til gengæld for en løn – og så er det jo herligt, hvis det også er selvrealiserende, meningsskabende og så videre. Og hvis det ikke er, så får du trods alt en indkomst, så man kan realisere sig selv i fritiden.”

”Men når skellet forsvinder mellem arbejde og fritid, så bliver dine følelser kun legitime i den udstrækning, at de bidrager til virksomhedens drift og bundlinje. Så sker der en kommercialisering af hele vores personlighed.”

Og hvis man så bliver fyret i den næste lavkonjunktur, så står man i en dyb identitetskrise?

”Præcis. Det er en smule spekulativt, men man kan godt forestille sig, at det her med, at ’det hele menneske’ bliver et konstant præstationsprodukt, det er med til at give os de her epidemier af stress, angst og depression, som vi har for tiden. ’Er jeg nu god nok? Og hvordan kan jeg blive en bedre udgave af mig selv?’”

Mening i arbejdslivet

Så hvad mener Svend Brinkmann, at fremtidens arbejdskraft vil have ud af deres arbejdsliv? Lønarbejde i industrisamfundet eller meningsfuldt arbejde, der fylder hele livet?

”Der findes mange undersøgelser, der viser, at det vigtigste for de unge generationer er, at arbejdet giver mening. Men så bliver det helt afgørende at finde ud af, hvad der menes med mening,” siger han og uddyber:

”Det kan både betyde, at det skal give mening for mig. Og så er vi jo tilbage til den individualisering, der ligger under det, vi snakker om. At det er mig og min selvrealisering, det handler om. Det er en subjektiv udgave af, hvad mening er.”

”Men vi kan også anskue begrebet mere objektivt. Altså, det kan være meningsskabende, hvis det er reelt og ikke kun er oplevet som om, at arbejdet bidrager til noget meningsfyldt. Et fællesskab, en væsentlig samfundsmæssig proces, at man plejer de syge, hjælper de gamle. I den forstand er det ligegyldigt, hvad man selv føler. Det er bare meningsfyldt.”

Måske man skal fokusere på, at det ikke er så vigtigt, at det giver mening for dig som individ, men det vigtigste er, at det har mening. Og at vi i samfundet har en masse jobs med mening og ikke bare pseudoarbejde og bullshit-jobs, som David Graeber har døbt det

Svend Brinkmann

”Måske man skal fokusere på, at det ikke er så vigtigt, at det giver mening for dig som individ, men det vigtigste er, at det har mening. Og at vi i samfundet har en masse jobs med mening og ikke bare pseudoarbejde og bullshit-jobs, som David Graeber har døbt det.”

”Han siger, at rigtig mange af de jobfunktioner, vi har på et moderne arbejdsmarked, faktisk er bullshit, forstået på den måde at det ikke reelt bidrager med noget, der er reelt meningsfuldt, og så gør man alt muligt for, at man skal opleve det som meningsfyldt. Men det er ikke det samme, som at det er meningsfuldt.”

”Jeg tror, det er en trend, at folk leder efter mening i arbejdet.”

Hvis skyld er det, at vi er endt der, hvor vi har både kognitiv og emotionel kapitalisme og denne tiltagende sammenblanding af fritid og arbejde?

”Jeg tror egentlig, det skyldes mange af de materielle omstændigheder. At vi i høj grad producerer varer og tjenesteydelser, som er immaterielle, som er ideer, som kræver selvstyrende grupper, uddelegering af ansvar, folk skal kunne fungere sammen emotionelt og så videre. Det er nogle andre kompetencer, som kræves, end bare det manuelle. Jeg er ikke totalt modstander af den måde at arbejde på. Jeg mener bare, at der er nogle faldgruber, som man skal passe på.”

Men hvem i samfundet har presset på for, at vi har haft den udvikling?

”Det er der mange, der har. Men heriblandt også fagbevægelsen selv. Tilbage i 90’erne var der en alliance mellem arbejdsgivere og arbejdstagerne om ’det udviklende arbejde’. Fagbevægelsen sagde dengang, at det ikke kun er løn og arbejdsvilkår, de kæmper for. Det er også mening og selvrealisering. Og så har det bare accelereret lige siden. Der forsvandt industrisamfundet.”

”De otte timers arbejde, otte timers hvile og otte timers fritid blev underlagt en overskrift om, at arbejdet på en måde gjaldt for hele livet og alle 24 timer i døgnet, fordi det er det hele menneske, og alt hvad du gør, der er arbejdsrelevant.”

Barsel som udviklingsprojekt

Vi ser også den arbejdsmæssige instrumentaliseringen af alting i diskussionen om bedre barselsforhold til mænd, påpeger Brinkmann.

Det er da skønt, at mændene tager mere barsel, men da ikke for at blive en bedre arbejdskraft. Det er da for at være sammen med børnene for pokker!

Svend Brinkmann

”Se bare retorikken om, at det at få et barn og være på barsel udvikler dine evner i konflikthåndtering og ledelse. Altså, at være forælder gør dig faktisk til en bedre arbejdskraft, så derfor er det godt, at også fædrene nu tager mere barsel. Og ja, det er da skønt, at mændene tager mere barsel, men da ikke for at blive en bedre arbejdskraft. Det er da for at være sammen med børnene for pokker!”

Hvad kan vi så gøre for at indrette arbejdsmarkedet på en bedre måde?

”Man kan jo spørge, om vi har et arbejdsmarked, der passer til de mennesker, der skal arbejde i det.”

”Jeg tror, vi har et meget smalsporet billede af, hvad et menneske skal være på arbejdet. Hvis man læser jobannoncer, så er det stadigvæk de her floskler om, at man skal være fleksibel og omstillingsparat, agil, passioneret, tænke ud af boksen, have mange bolde i luften og så videre – det er et meget dynamisk menneske, vi efterspørger.”

”Der er selvfølgelig nogle mennesker, der er på den måde. Men vi skal bare passe på, at vi ikke tror, at alle mennesker er sådan: Agile, dynamiske og klar til at ”gå den ekstra mil”. Vi har en hang til at fejre den type mennesker, de er en slags kunstnere. Og de fortjener da også at blive fejret, for de skaber værdi og er innovative. Men det er også vigtigt at huske på, at der er andre typer på arbejdsmarkedet.”

”Der er nogle, der skal kunne kuratere – for nu at blive i museumsmetaforen. Altså, de skal skabe mønstre og koble mennesker. Og så er der brug for kustoder. Nogle der kender historien, ved hvordan vi plejer at gøre. Vedligeholde. Frontlinjearbejdere, der udfører mere rutinemæssigt arbejde.”

”Altså, hvis man brænder vildt meget for sit arbejde og vil lægge en ekstra indsats, så er det jo superfint. Men hvis man ikke gør, men bare vil passe sit lønarbejde og tage hjem til familien, så er det jo lige så fint.”