Svend Brinkmann: Quiet quitting er et helt legitimt opgør med arbejdets totale dominans over livet
På det moderne arbejdsmarked er det ikke længere bare vores arbejdskraft, vi sælger, men også vores viden, ideer og følelser. Det skaber forventninger om mening i arbejdet. Samtidig fylder arbejdet næsten alt og baner vejen for præstationsangst og identitetskriser. Måske burde vi vende tilbage til industrisamfundets klare rammer, tænker psykologiprofessor Svend Brinkmann.
Andreas Baumann
Ansv. chefredaktør, Mandag MorgenEt dundrende bifald bølger ud af Musikteatret i Albertslund, da Svend Brinkmann afslutter sit foredrag med en kæk bemærkning om, at han i hvert fald har givet publikum illusionen om, at hans foredrag har været interaktivt, fordi der lige var tid til et enkelt spørgsmål fra publikum i den propfyldte sal.
Omkring 750 ansatte fra Storkøbenhavns erhvervs-, ungdoms- og efteruddannelser er samlet til årets store personaledag, der skydes i gang med en underholdende peptalk fra tidens store samtidsdiagnostiker.
Da folk strømmer ud af salen i retning mod byens gymnasium, bliver en mindre gruppe lærere tilbage for at få taget selfies med psykologiprofessoren, mens et par andre i forbifarten snupper et eksemplar af Euroman med sig med netop Svend Brinkmann afbilledet på forsiden. Han er alle vegne.
Quiet quitting bliver jo defineret ved, at man egentlig bare gør det, man får løn for – og ikke mere end det. Man siger det ikke til nogen. Det er en stille protest. Og det er jo egentlig utroligt, at det skulle være noget særligt
Svend Brinkmann
