De danske erfaringer med offentlig-private partnerskaber er en succes. Byggerierne er klar til den aftalte tid. De er gennemført uden større budgetoverskridelser. De har skabt mere innovative løsninger og højnet kvaliteten sammenlignet med traditionelle entrepriseaftaler. Det viser den første undersøgelse af de danske OPP-projekter. Finansministeren åbner for en opblødning af de eksisterende krav til de offentlige partnere – krav, som hidtil har dæmpet antallet af OPP-projekter. Regeringen og Venstre ønsker flere OPP-projekter, og pensionskasserne står klar med formuer på 3.300 mia. kr. og en investeringslyst i infrastruktur, som de i dag næsten kun lægger i udenlandske OPP-projekter.