Det er længe siden, at en dansk statsminister har været så presset i EU, som Helle Thorning-Schmidt vil være, når hun på torsdag møder sine kolleger i EU’s Ministerråd i Bruxelles. 

Thorning kan ikke længere gemme sig bag den diplomatiske formandsrolle, men bliver kastet direkte ud i et benhårdt forsvar for danske interesser. Danmark har centrale økonomiske og politiske interesser på spil i de tunge sager på dagsordenen ved topmødet. Det ikke bare den bankunion, der blev sat på skinner i juni, men også forhandlingerne det om EU-budgettet for perioden 2014-2020. 

Umiddelbart havde EU-præsidenten Herman Van Rompuy parkeret diskussionen om budgettet, der løber op i omkring 130 milliarder euro om året, ved et særligt topmøde 22.-23. november.

Men højst overraskende trak EU-samarbejdets enfant terrible, Storbritanniens premierminister, David Cameron, i sidste uge dette tema ind i debatten om de hæsblæsende integrationsbestræbelser i eurozonen, som er det helt centrale punkt på denne uges topmøde.

Tyskland, Frankrig og EU’s topfolk har lanceret tanker om at udstyre eurozonen med et selvstændigt budget. Det fik Cameron til indirekte at true med et veto mod EU27-budgettet.

“Der kommer en tid, hvor man bliver nødt til at have to europæiske budgetter: Ét for møntunionen, hvor man er nødt til at støtte hinanden, og måske et bredere budget til de øvrige,” sagde Cameron, der dermed gav en klar – og overraskende – støtte til planerne om et fælles eurozonebudget.

Men samtidig gjorde han det klart, at han ikke vil støtte et EU27-budget, som Storbritannien anser for at være for højt. Briterne har spillet ud med et forslag om at spare ca. 200 ud af de ca. 1.000 milliarder, det var planlagt at afsætte i den 7-årige periode.

“Hvis de (EU’s topfolk, red.) kommer frem med ideer om massive forhøjelser, vil jeg ikke sige ja,” sagde Cameron til BBC.

Advarsler til Cameron

Camerons udtalelser fik både den permanente formand for EU’s Ministerråd, Herman Van Rompuy, og EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, på banen. 

Van Rompuy forsvarede ideen om at give eurozonen et separat budget, fordi en sådan “finanspolitisk kapacitet” er nødvendig for at sikre stabiliteten i eurozonen. Men uden at nævne Cameron ved navn advarede han samtidig mod at blande løse ideer om et fælles eurozonebudget sammen med debatten om EU27’s flerårige budget.

“Jeg vil gerne skære igennem enhver uklarhed: Dette må ikke blive blandet sammen med EU’s flerårige budget. Målene er forskellige og tidsrammerne er fuldstændig forskellige,” sagde Van Rompuy.

Barroso sagde på sin side: “Det er meget vanskeligt at forstå, at nogen hele tiden siger, at vi har brug for mere vækst, men når det handler om at stemme for et budget, der er beregnet på at skabe investeringer og vækst, så ændrer de indstilling og foreslår i stedet substantielle, meget substantielle nedskæringer i det meget realistiske forslag, som Kommissionen har fremlagt.”

Ifølge Cinzia Alcidi, forsker ved Bruxelles-tænketanken Centre for European Policy Studies, kan ideerne om et fælles eurozonebudget dog næppe undgå at gribe forstyrrende ind i forhandlingerne om det fælles budget.

“Et særligt eurozonebudget vil være endnu en kilde til spændinger mellem eurolandene og ikke-eurolandene. Selv om ideen kan være fornuftig og sympatisk, vil den kun gøre det endnu sværere at nå et kompromis om EU27-budgettet,” siger hun til Mandag Morgen.

Dette er dårligt nyt for Danmarks regering, der står meget hårdt på, at Danmark skal have en rabat på en milliard kr. om året på EU-bidraget. Den danske position er i forvejen upopulær i EU-Kommissionen. Ifølge Mandag Morgens oplysninger er holdningen den, at hvis Danmark ønsker, at EU bør bidrage til at skabe vækst i Europa, så bør man også være med til at sikre, at midlerne findes på budgettet.

Vestager: En sur deal

Mens det endnu er uklart, hvordan budgetstriden kommer til at præge topmødet, står det klart, at den planlagte bankunion bliver et centralt tema. Og det står lige så klart, at Danmark får meget svært ved at opnå de indrømmelser fra eurolandene, som man ønsker sig.

Hovedkravet fra Danmark og andre ikke-eurolande er, at hvis de skal tilslutte sig det fælleseuropæiske finanstilsyn, der er første skridt i bankunionen, skal de også have indflydelse.

EU-Kommissionen fremlagde 12. september sit udspil til finanstilsynet, som skal ligge under Den Europæiske Centralbank, ECB, i Frankfurt: De 17 eurolande skal deltage, mens de 10 ikke-eurolande udenfor selv kan vælge, om de vil være med.

“Problemet med det første forslag er, at man må tilslutte sig alle pligterne, men man må ligesom ikke få nogen rettigheder. Og det er selv på en solskinsdag i det allerbedste vejr nok en sur deal,” sagde økonomiminister Margrethe Vestager i forbindelse med finansministermødet i Luxembourg i sidste uge.

Vestager sagde videre, at der dog var en åbenhed, som man ikke har set før, og at dette giver håb om, at man kan finde en juridisk løsning, så Danmark kan være med.

Hendes optimisme blev imidlertid ikke delt af Sveriges finansminister, Anders Borg. Han gjorde det efter mødet klart, at der efter hans opfattelse ikke var nogen substantiel forbedring i forslaget.

“Kommissionen har tilsyneladende ikke lyttet til alle medlemslande. Jeg vil gerne understrege, at det ikke kun er Sverige, der har problemer. Det gælder også Danmark, Tjekkiet, Ungarn, Polen og i praksis alle lande, som ikke er med i euroen. Det er et skadeligt forslag, der splitter EU,” sagde den svenske finansminister. EU-planerne fik i sidste uge Sveriges regering til at udsætte en planlagt skærpelse af kapitalkravene til de svenske banker.

Både i Danmark og Sverige ønsker de store banker, med Danske Bank og Nordea i spidsen, at komme ind i bankunionen. De frygter forringede konkurrencevilkår i form af højere risikovurderinger fra internationale långivere, hvis man står udenfor. 

Også Finansrådet gjorde det i sidste uge klart, at man ønsker dansk deltagelse i bankunionen. Dog understregede kontorchef Birgitte Bundgaard Madsen, at det er afgørende, at Danmark ikke i bankunionens næste faser – som handler om fælles indskydergaranti og afvikling af kriseramte banker – kommer til at betale for fortidens synder i andre europæiske lande.

“I Danmark har bankerne nemlig i modsætning til de fleste andre lande selv betalt for oprydningen i sektoren, og vi mener ikke, at vi skal betale regningen to gange,” sagde hun.

Eurozonen skal have eget budget

Mens sagerne om bankunionen og det fælles EU-budget er besværlige for den danske regering, er det endnu for tidligt at sige noget om, hvad planerne om et fælles budget i eurozonen får af konsekvenser for Danmark.

Én af de tanker, der verserer, er at skaffe penge til det særskilte eurozone-budget ved at bruge provenuet fra den finansielle transaktionsskat, som Tyskland i sidste uge fik sat på skinner i 11 eurolande.

I foråret kunne formandslandet Danmark med tilfredshed konstatere, at der ikke kunne opnås enstemmighed blandt de 27 EU-lande om at indføre den kontroversielle skat, der lægger en beskeden omsætningsafgift på handel med aktier, obligationer og derivater. Nu kommer skatten i stedet i form af et såkaldt forstærket samarbejde mellem 11 eurolande med Tysk­land, Frankrig, Italien og Spanien i spidsen. 

Det betyder konkret, at EU-Kommissionen nu genfremsætter det forslag, som blev afvist under dansk formandskab i november.

Økonomiminister Margrethe Vestager konstaterede efter sidste uges møde, at Danmark ikke ønsker at tage del i det forstærkede samarbejde om transaktionsskatten, men heller ikke vil bruge det veto, som man formelt set har i henhold til Lissabon-traktatens regler om forstærket samarbejde.

Faktisk havde Vestager allerede under et møde i Europaudvalget 5. oktober signaleret en mulig ny dansk holdning i sagen: “Hvis der kan findes robuste løsninger på de ufordringer, der er forbundet med implementeringen af en sådan skat, er regeringen åben for at overveje sin stilling på ny,” sagde Vestager.

Den danske regering har, ligesom regeringerne i Storbritannien, Sverige og Holland, argumenteret for, at finansskatten vil gå ud over væksten. Men både EU-Kommissionen og en række eurolande mener, at afgiften tværtimod kan bidrage til at øge væksten, hvis provenuet bruges til de rette offentlige investeringer.

Dette argument understøttes af et notat, som Folketingets økonomiske konsulent i maj fremsendte til medlemmerne af Europaudvalget, Skatteudvalget, Finansudvalget samt Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget. Se figur 1.

[graph title="En overskudsforretning" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/9fbfb-ckr_figur01_enoverskudsforretning_0.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/ca014-ckr_figur01_enoverskudsforretning_0.png" text="Ifølge Kommissionens oprindelige beregninger ville en finansiel transaktionsskat høvle 1,4 pct. af BNP i 2050. Men hvis man indregner, at ikke alle investeringer finansieres via (afgiftsbelagte) aktieudstedelser, ændres billedet. Forudsætter man desuden, at en del af provenuet anvendes til vækstfremme, når man frem til en nettogevinst på 0,2-0,4 pct. af BNP."]Note: 1 I sin oprindelige konsekvensberegning (venstre søjle) opgør EU-Kommissionen afvigelsen til 1,76 pct. Tallet er her omregnet til procentpoint., Kilde: Folketingets økonomiske konsulent, maj 2012. [/graph]

Massivt tysk pres

I den danske debat har Margrethe Vestager og andre topministre igen og igen slået på, at Tysk­land reelt ikke var interesseret i at indføre FTT’en. Argumentet har lydt, at Tyskland blot fremmede sagen for at please Frankrig og den socialdemokratiske opposition hjemme i Tysk­land, som kansler Angela Merkel meget vel kan blive tvunget til at regere sammen med efter valget, der skal afholdes senest i september 2013.

Meget tyder imidlertid på, at den danske regering fuldstændig har fejlvurderet sagen. Finansministermødet i Luxembourg først på ugen gjorde det klart, at Tyskland har lagt betydelig politisk kraft i at sikre, at man kan gennemføre finansskatten. 

Før mødet ønskede syv lande – Tyskland, Frankrig, Østrig, Belgien, Grækenland, Portugal og Slovenien – at bruge bestemmelserne om forstærket samarbejde og bede EU-Kommissionen fremlægge et nyt forslag om en finansiel transaktionsskat. Men for at aktivere bestemmelsen om forstærket samarbejde kræves tilslutning fra en tredjedel af medlemslandene.

Og efter massivt tysk pres ændrede Italien, Spanien, Estland og Slovakiet mening, således at der efter mødet var 11 lande, som ønsker en FTT. 

De 11 lande er alle eurolande, og det er nu et spørgsmål, hvor længe de resterende 6 eurolande – Luxembourg, Cypern, Finland, Irland, Malta og Holland – vil kunne opretholde modstanden, hvis provenuet skal gå til eurozonens eget budget.

Det er svært at forestille sig, at Tyskland og de øvrige store eurolande vil finde sig i, at en række eurolande kører på frihjul og dermed reelt kommer til at virke som skattely for finansielle virksomheder. Dette vil være tilfældet for Luxembourg, der i dag har en betydelig finansiel sektor. 

Under alle omstændigheder har både Holland, Malta, Cypern, Finland og Irland erklæret, at man ikke vil stå i vejen for det forstærkede samarbejde, som EU-Kommissionen vil fremlægge sit forslag til allerede ved finansministermødet i november. 

Historisk beslutning

Det er i sig selv historisk, at 11 EU-lande nu lægger op til at indføre en fælles skat. Men EU’s skattekommissær, Algirdas Semeta, påpegede efter mødet i Luxembourg, at det meget vel kan danne præcedens i andre skattepolitiske anliggender.

“Dette er et historisk øjeblik [...] Denne udvikling i forhold til forstærket samarbejde er meget vigtig for at gøre fremskridt på områder inden for skattepolitikken i de lande, hvor man ønsker at koordinere sine skattepolitikker bedre for at udbedre skatterelaterede uhensigtsmæssigheder i det indre marked,” sagde Semeta til The Irish Times.

Tidligere har Semeta gjort det klart, at den aktuelle udvikling hen imod en bankunion og en finanspolitisk union kan komme til at påvirke skattepolitikken.

“Krisen har demonstreret, at vi har behov for større integration i EU for at imødegå de udfordringer, krisen har skabt. Der er megen debat om at gå i retning af en finanspolitisk union, og det er klart, at finanspolitik er tæt forbundet med skattepolitik. Jeg vil ikke sige, at dette betyder fælles skatter i EU, men jeg mener, at vi har brug for langt tættere koordinering af skattepolitikker,” sagde Semeta. 

Han påpegede, at EU-landene allerede med det såkaldte Europæiske Semester, pålægger hinanden skattepolitiske målsætninger, som man ville have haft svært ved at forestille sig for få år siden.

“Denne tendens vil fortsætte, for det er blevet indlysende, at medlemslandene ikke kan lave deres skatteregler helt isoleret fra, hvad der sker i nabolandene. Man bliver nødt til at udveksle information og at koordinere skattepolitikker for at undgå smuthuller, som kan benyttes af skatteunddragere, og som giver konkurrencemæssige ulemper i andre medlemslande,” sagde Semeta.