"Havet har brug for en redningsplan, ikke en planlov"

Der er bælgfrugter i kantinen igen i dag. Men Maria Reumert Gjerding spiser skam fisk. De skal bare være fanget naturskånsomt og i respekt for miljøet. Selvfølgelig.

Det følger nok med, når man er forperson for Tænketanken Hav, en nyopfindelse fra Velux Fonden, der har skudt 75 millioner kroner i projektet over de næste fem år. Tøjlerne til tænketanken er samtidig givet til præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, som den tidligere miljøordfører for Enhedslisten har siddet i spidsen for siden 2018.

Det er i denne dobbelte kapacitet, at Maria Reumert Gjerding stiller op til interview i Tænketanken Havs lokaler om havplanen, en våd februardag, og på sin telefon fremviser appen Blue Lobster, der hjælper hende med at købe skånsomt fanget fisk, som man kan spise med god samvittighed.

”Jeg blev dog lidt overrasket over, at man bare får fisken leveret med skind og ben. Så jeg har måttet tage et fiskekursus,” griner hun.

Den her havplan er helt katastrofal. Dens tilgang er slet ikke den, jeg taler om her; baseret på økosystemer og først og fremmest med fokus på at opbygge havets fundament. Den uddeler i stedet bare lunser af havet til forskellige erhverv uden blik for sammenhængene. Havet har brug for en redningsplan, ikke en planlov.

Maria Gjerding
Præsident for Danmarks Naturfredningsforening

Den sidste fisk, hun fik, var en skrubbe fanget i Østersøen af en fisker, der hedder Brian, fortæller appen. For vi mennesker skal da kunne høste havets frugter.

”Selvfølgelig skal havet give os mad. Men et hav, hvor miljøtilstandene er dårlige, hvor fiskebestandene er kollapsede, som vi har set i Østersøen og Kattegat, det er jo det værst tænkelige udgangspunkt for at brødføde en befolkning i vækst.”

”Havet kan sagtens klare, at man udnytter det. Men det er et sundt og robust hav, der kan det. Lige nu er havet presset, og det kan give os så lidt, fordi vi har overudnyttet det og ikke har passet ordentligt på det i så mange år.” 

Det er med den erkendelse, regeringens udkast til en havplan slår grundliggende fejl, mener hun.

”Den her havplan er helt katastrofal. Dens tilgang er slet ikke den, jeg taler om her; baseret på økosystemer og først og fremmest med fokus på at opbygge havets fundament. Den uddeler i stedet bare lunser af havet til forskellige erhverv uden blik for sammenhængene. Havet har brug for en redningsplan, ikke en planlov.”

Havet har det ikke godt

Diagnosticeringen af havets slette tilstand går på tværs af de to roller, Maria Reumert Gjerding bestrider.

”Alle røde lamper blinker. Havet har det virkelig dårligt. Forureningen er alt for høj, fiskebestandene er i tilbagegang, og levestederne for en masse arter er ekstremt pressede.”

”Vi skal se havet i et andet perspektiv, end vi har gjort hidtil. Havet er ikke bare et stort sted, vi skal udnytte bedst muligt. Havet er hele fundamentet for liv på den her planet, og det er det fundament, der slår revner lige nu.”

”Så den største opgave med den her havplan burde være at få genoprettet havet. Det er den første opgave. Et genoprettet hav kan så danne grundlag for langt flere af de aktiviteter, vi mennesker gerne vil udøve på havet, uanset om det er fiskeri, akvakultur, havvindmølleparker. Et sundt og robust havmiljø kan give os så meget tilbage. Men havet er i krise. Det er presset og nedslidt.”

Hvem er skyld i, at havet har det så dårligt?

”De primære presfaktorer, som man kalder det, på det danske hav, det er udledning af næringsstoffer, primært fra landbruget men også fra urenset spildevand. Fiskeri, især med bundslæbende redskaber, der påvirker havmiljøet. Og så har der i mange år været et overfiskeri af konsumfisk og bifangst, der påvirker økosystemerne.”

En stor del af det er vel netop noget, som havplanen ikke handler om – landbruget. Kan man skille det ad – land og vand på den måde?

”Nej, det giver ikke særlig god mening. Men havplanen er tænkt som et fysisk planlægningsværktøj, hvor vi finder ud af, hvad de enkelte havområder kan bære af aktiviteter. Jo mindre påvirkningen er fra land, jo flere aktiviteter kan disse havområder bære. Så det hænger jo sammen. Og hvis man vitterligt tog den her økosystemsbaserede tilgang, som EU lægger op til, så kan man jo se, hvilke aktiviteter der er plads til,” siger hun med henvisning til, at havplanen oprindeligt udspringer af et EU-direktiv, der bruger netop det ord: ”økosystemsbaseret”.

Hvad er jeres største anke ved den her havplan?

”At man dybest set overhovedet ikke forholder sig til, at presset på havet lige nu markant overstiger bæreevnen. Skal vi sikre en bæredygtig udnyttelse af havet – og det er en bunden opgave – så skal vi sikre, at de aktiviteter, vi har derude, ikke hele tiden forringer havmiljøet og havets bæreevne.”

En af vores kæmpestore bekymringer er, at hvis man for eksempel udlægger ret massivt til muslingeopdræt i nogle kystnære fjorde, som i forvejen har en rigtig dårlig miljøtilstand, så går man jo i den forkerte retning.

Det der med, at man bare har kigget på, hvilke erhverv der skal have nogle lunser af havet, og så til allersidst kommer naturen – den kan så få de områder, ingen andre vil have.”

Man kan jo også anlægge det perspektiv, at vi med en befolkningsudvikling, der globalt nærmer sig ni milliarder mennesker, ikke kan frede havet fuldstændigt, mens vi genopretter det, for der skal jo produceres mad nu.

”Jeg taler ikke om, at man skal frede havet fuldstændigt. Men at beskytte naturen kan ikke ses som et luksusproblem, vi kan tage os af, når vi alle sammen er mætte. Beskyttelse af naturen er grundlaget.

Hvis man gerne vil brødføde verdens befolkning, blandt andet med noget fra havet, hvilket jeg er en stærk fortaler for, så bliver man nødt til at forstå, at en sund natur er grundlaget for det.”

Nej til havbrug

Hvorfor er I så imod fiskeopdræt i havbrug?

”Det handler om, at de danske havområder lige nu er overbelastet af næringsstoffer. Så vi er ikke i en situation, hvor vi bør tillade aktiviteter, der øger udledningen af næringsstoffer. Og det gør havbrug.

Hvis vi forestillede os, at vi fik nedbragt vores forurening, genoprettet vores havmiljøer, så må man jo vurdere, om der er plads til kvælstofudledning fra havbrug eller landbrug eller noget tredje.

Men bæreevnen er markant overskredet, og så skal vi jo ikke overskride den endnu mere.”

Fiskeopdrætterne vil jo pege på, at det er landbruget, der er den store udleder af kvælstof … Så er det ikke de forkerte, I peger på, når I kræver, at havbrugene skal op på land?

”Jeg tror ikke, at landbruget vil sige, at der ikke også bliver peget på dem. Det gør der i høj grad. Og de står jo overfor at skulle reducere ganske meget frem mod 2027.”

”Et bæredygtigt landbrug, som ikke udleder mere, end havet kan tåle, skaber jo plads til et større fiskeri og andre aktiviteter på havet. Men uanset hvor uretfærdigt det føles for den enkelte, så skal vi respektere naturens grænser.”

Risikerer man ikke, at vi kommer til at ofre et erhverv, der ellers internationalt er fremme i skoene, når det kommer til at udvikle rensningsteknologier og producere bæredygtig fisk, hvis man bare siger, nej, desværre, der er ikke plads?

”Jeg kan ikke se, at en ambitiøs havplan kan reducere teknologiudviklingen af fiskeopdræt på land.”

”Vi har en fælles interesse på tværs af hele befolkningen og forskellige erhverv, der bruger havet, i at vi får genoprettet havet til en god økologisk tilstand. Forestil dig, at man igen kan stå på en mole i en dansk havn og fiske en fisk, at ålegræsset vender tilbage og kan binde tonsvis af CO2, at vandet bliver rent og klart, at vi får masser af fisk, vi kan fange i Kattegat og Østersøen. Det er det, der skal være målet for havplanen.”

Nogle vil måske mene, at det går for langsomt, hvis man vil have undersøgt hver en vanddråbe, inden der kan laves noget mere erhverv og industri på havet.

”Vi er jo allerede på havet nu. Hvis man er optaget af, at der skal være fisk i havet, så er man optaget af at få havets perspektiv med i overvejelserne.

Er I først og fremmest naturbeskyttere og så klimabeskyttere bagefter?

”Nej, det ville ikke give mening. Man bliver nødt til at se naturkrisen og klimakrisen som to kriser, der skal løses samtidig. Tag vindenergi som eksempel. Vi SKAL have rigtigt mange vindmøller ud på havet. Men når vi placerer dem, så skal vi forholde os til, hvor der er noget unik havnatur, hvor det ikke er hensigtsmæssigt at placere vindmøllerne, og hvor man godt kan placere dem, så de måske kan være med til at øge biodiversiteten.”